Site icon 24NYT

Nu tegnes Naturnationalpark Tranum, Stråsø og Almindingen – giv din mening til kende

Der er lagt op til at udsætte kronhjorte i Almindingen på Bornholm og give de europæiske bisoner mere plads, mens heste og kreaturer kan hjælpe de vildtlevende bestande af kronhjorte med at holde naturen lysåben i Stråsø og Tranum i Vest- og Nordjylland. Sådan lyder nogle af forslagene i Naturstyrelsens faglige oplæg for de tre næste naturnationalparker, der nu sendes i offentlig høring.

Danmark får i de kommende år 15 naturnationalparker, hvor naturen og biodiversiteten har førsteprioritet. Store sammenhængende områder med urørte skove, vådområder og lysåbne arealer til gavn for mange dyr, planter og svampe.

De to første naturnationalparker i Fussingø og Gribskov er allerede på vej til at blive en realitet, og nu er Naturstyrelsen klar med et fagligt oplæg til, hvordan de tre næste naturnationalparker – Tranum, Stråsø og Almindingen – kan se ud.

Her er der lagt op til, at besøgende i Almindingen på Bornholm kan være heldige at opleve kronhjorte samt bisoner på et større område end i dag, mens besøgende i Stråsø i Vestjylland og Tranum i Nordjylland kan opleve heste og kreaturer, der sammen med de nuværende vildtbestande kan hjælpe med at skabe dynamik og mere vild natur i områderne.

Det fremgår af Naturstyrelsens faglige oplæg til projektbeskrivelser og forvaltningsplaner for de tre naturnationalparker, som nu skal i offentlig høring.

– Naturen i Danmark er presset og har brug for mere plads. Her er naturnationalparkerne en vigtig del af løsningen, fordi de store sammenhængende arealer kommer til at sikre værdifulde levesteder for dyr og planter. Naturstyrelsen har lavet et rigtig godt oplæg til, hvad der konkret kan gøres i de tre naturnationalparker for at fremme biodiversiteten. Nu sender vi projektforslagene i høring, så vi forhåbentlig får en masse gode input fra alle interesserede, inden vi træffer politisk beslutning, siger miljøminister Lea Wermelin.

Planerne er udarbejdet i samarbejde med både eksperter, interessenter og lokale borgere.

I naturnationalparkerne vil naturen blive hjulpet på vej med genopretning af våde områder, når skovdræn fjernes og grøfter lukkes, og af andre biodiversitetsfremmende tiltag som for eksempel at fjerne ikke-hjemmehørende træer og planter. Samtidig lægges der vægt på, at naturnationalparkerne bliver åbne for besøgende, der gerne vil ind og opleve den vilde natur.

Aftaleparterne udtaler:

Rasmus Nordqvist, naturordfører for SF:
– Nu har vi fået et fagligt bud på, hvad der kan ske i de tre næste naturnationalparker, og det er endnu et vigtigt konkret skridt på vejen mod at give den trængte natur bedre vilkår. Naturen og biodiversiteten er i knæ og har i den grad brug for plads og steder, hvor den kan udfolde og udvikle sig mere frit. Samtidig er jeg glad for, at naturnationalparkerne også bliver et frirum for os mennesker, hvor vi kan minde hinanden om at passe godt på naturen.

Zenia Stampe, miljøordfører for Radikale Venstre:
– Vi skal have meget mere vild natur, og de 15 nye naturnationalparker er et vigtigt skridt i den retning. Her får vi nogle unikke og store rekreative områder, hvor naturen får optimale vilkår. Jeg glæder mig til at høre folks input til de tre konkrete forslag for Tranum, Stråsø og Almindingen, og ikke mindst glæder jeg mig til at besøge naturnationalparkerne med mine børn, venner og familie. For det er når planer bliver til virkelighed, at vi gør en forskel for Danmarks skønne natur. En natur som skal være grønnere, vildere og smukkere, når vi giver den videre til vores børn og børnebørn.

Bruno Jerup, naturordfører for Enhedslisten:
– Jeg bliver så glad, når jeg ser de konkrete planer folde sig ud til frodige naturnationalparker, hvor insekter og sjældne planter får noget nær optimale livsvilkår. Først var det Fussingø og Gribskov, nu er det Tranum, Stråsø og Almindingen. Det begynder at ligne noget, og det er endnu et kæmpe skridt, at vi nu sender Naturstyrelsens faglige oplæg til de tre næste projektbeskrivelser og forvaltningsplaner i høring. Naturen og fremtidige generationer har fortjent det her.

Torsten Gejl, miljøordfører i Alternativet:
– Naturen skal være vild igen og have plads til at udvikle sig. Godt arbejde til alle jer, der er med til at give os en mere bæredygtig måde at forvalte vores natur på. Ud med maskiner og ind med store planteædende pattedyr. Det her vil skabe en frugtbar grobund for biodiversiteten i fremtiden.

Kasper Roug, miljøordfører for Socialdemokratiet:
– Med planerne for de næste tre naturnationalparker er der ikke længe til, at vi kan komme ud og opleve mere vild natur flere steder i landet. Med lysåbne områder og urørte skove helt uden skov- og landbrugsproduktion giver vi en håndsrækning til biodiversiteten og de truede arter, som mangler levesteder. Det gør vi samtidig med, at skovene stadig kan bruges til de friluftsaktiviteter, som mange allerede nyder i dag, men som måske vil tiltrække endnu flere, der gerne vil opleve den dybe, stille ro.

Høringsmateriale og offentlige arrangementer:
Naturstyrelsens faglige oplæg til projektbeskrivelser og forvaltningsplaner for de tre næste naturnationalparker sendes i offentlig høring den 12. maj 2022. Desuden inviterer Naturstyrelsens enheder på offentlige arrangementer i løbet af høringen i hvert af de tre områder.

Se høringsmaterialet
Høringsmaterialet findes her: https://naturstyrelsen.dk/naturbeskyttelse/naturprojekter/naturnationalparker/hoering-af-tre-projektforslag/

Fakta

  • Etablering af de tre naturnationalparker er besluttet i aftalekredsen bag Natur- og Biodiversitetspakken i juni 2020. Bag aftalen står Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.
  • I tilblivelsen af projektforslagene har der været lagt vægt på borgerinddragelse. Der er blevet etableret en national videnskabelig arbejdsgruppe med forskere, en national arbejdsgruppe for interessenter med en række organisationer repræsenteret og derudover en lokal projektgruppe for hvert område med lokale brugere, kommuner og organisationer.
  • Med naturnationalparkerne bliver der skabt store, sammenhængende naturområder, hvor naturen har førsteprioritet og får god plads. Der er alene tale om eksisterende statsejede arealer i de nye naturnationalparker.
  • I Tranum er der planer om en ca. 2.800 hektar stor naturnationalpark, et område der svarer til ca. 28 km2. I Stråsø er der planer om en ca. 3.600 hektar stor naturnationalpark, et område der svarer til ca. 36 km2. I Almindingen er arealet af den nye naturnationalpark på ca. 1.100 hektar under hegn. Området svarer til ca. 11 km2.
  • I anlægsfasen bliver den vildere natur hjulpet godt på vej ved, at der fjernes dræn og lukkes grøfter, så vandet kan løbe frit. Småsøer, vandhuller og sumpe vil finde vej tilbage i landskabet til gavn for sjældne planter, guldsmede, fugle, padder og andre dyr. Forekomsten af ikke-hjemmehørende træer vil blive reduceret, ligesom nogle træer bliver såkaldt veteraniseret, således at der løbende skabes mere dødt ved til gavn for en række svampe, insekter og fugle.
  • Naturnationalparkerne bliver rige på nye og vildere naturoplevelser. Der vil være god adgang og plads til ro og fordybelse, mens forandringerne i naturen kan følges år for år. Den vildere natur er til gavn for biodiversiteten, og Naturstyrelsen følger løbende op på og overvåger udviklingen af naturen i naturnationalparkerne.

Proces og organisering af arbejdet med naturnationalparker
Naturstyrelsen har udarbejdet de faglige oplæg til projektbeskrivelserne og forvaltningsplanerne for de tre kommende naturnationalparker ved Tranum, Stråsø og Almindingen. Som led i den proces har både en videnskabelig arbejdsgruppe, en national arbejdsgruppe for interessenter og lokale projektgrupper været inddraget i arbejdet. Projektforslagene bliver nu sendt i offentlig høring i otte uger. På bagkant af høringen bliver planerne og de indkomne høringssvar drøftet i aftalekredsen bag Natur- og Biodiversitetspakken, inden myndighedsarbejdet kan påbegyndes med indhentning af tilladelser m.v.

Læs mere om naturnationalparkerne her:
https://naturstyrelsen.dk/naturbeskyttelse/naturprojekter/naturnationalparker

Exit mobile version