Ny DF-spidskandidat: Rudaizky vil sætte en stopper for indvandrer-ballade

Der skal sættes meget mere konsekvent ind overfor de unge med indvandrer-baggrund, der laver ballade. Det siger Dansk Folkepartis Finn Rudaizky, der netop er blevet ny spidskandidat for partiet i stedet for fhv. kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen. Opgaven for Rudaizky bliver at vinde nogle af vælgerne tilbage til partiet.

”Vi skal være meget skarpere til at fortælle om vores politik, så vælgerne ved, hvad de får med Dansk Folkeparti. I stedet for at kigge passivt på, at ballademagere med indvandrerbaggrund terroriserer en lokal pølsemand på Brønshøj Torv, laver antisemitiske graffiti og kører rundt uden kørekort, så skal vi være konsekvente. Vi skal gå målrettet efter dem, der ødelægger det for de andre hårdtarbejdende – og vi skal sige det højt, og stille konkrete forslag, så vi kommer det til livs”, siger Finn Rudaizky, der også varsler, at der kommer udmeldinger på det værdipolitiske, på socialområdet og på det grønne område.

”Du må gerne citere mig for, at jeg ikke vil have et styre, der bruger tiden på Formel 1, Tour de France, dyre fester og dyre rejser”, siger Finn Rudaizky.

Ved seneste kommunalvalg fik partiet fem procent af stemmerne. En tilbagegang på 2,4 procent – og et farvel til over 5.300 stemmer. Dem vil partier nu forsøge at vinde nogle af tilbage også selvom spidskandidat Finn Rudaizky godt ved, at der bliver en hård kamp.

LÆS OGSÅ:  DF forstår Handicaprådets utilfredshed og rejser sagen i Folketinget

Stop Golf-stat penge til moskeer

”Der er rigtig mange københavnere, der både er træffe af og rystede over, at penge fra udlandet strømmer til moskeer her i byen – og pengene bliver brugt til at fremme religiøse interesser, som vi slet ikke deler værdier med i Danmark. Det er et kæmpe problem, og i København har vi sovet i timen, for vi har ingen som helst kontrol med, hvad det er for et parallelsamfund, der er vokset frem”, siger Finn Rudaizky.

Han er voldsomt bekymret, når 700 mennesker møder op til terroristen Omar El Huseins begravelse.

”Man møder op og hylder en død terrorist. Hvordan i alverden har vi dog kunnet se til, at sådan et parallelsamfund har vokset sig stort i København. Det er helt skævt. Der skal vi gribe ind både på skoleområdet, på socialområdet, på integrationsområdet, på beskæftigelsesområdet – ja hele vejen rundt. Den slags skal der gøres noget ved, og det skal Dansk Folkeparti være garant for”, siger Finn Rudaizky.

Socialområdet udsultet

Heller ikke socialområdet får mange pæne ord med på vejen af den garvede politiker, der også sidder i Region Hovedstaden.

”1813 virker dårligt. Folk bliver udskrevet fra hospitaler uden ordentlig hjælp. Psykisk syge bliver ikke behandlet, som de skal og kastes frem og tilbage mellem Regionen og kommunen. Ældre får kun tilbudt en minimumspakke. Handicappede får frataget noget af deres hjælp og tilbud. Listen er altså rigtig lang, og det er ufatteligt, at vi skal blive ved med at fylde penge ned i det sorte hul, der hedder indvandring. Det koster os milliarder hver år”, siger Finn Rudaizky, der tilføjer, at København bruger 550 millioner kroner mindre end de byer, man plejer at sammenligne sig med.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Sikander gik til møder i Hizb ut-Tahrir

Ud over værdipolitikken og socialpolitikken, så efterlyser DF politikeren også, at København for alvor får gjort noget for klimaet ved at skabe en grøn by.

”Vi har lige vedtaget en kommuneplan, og DF har fået sat et grønt aftryk. Vi vil have, byen skal være meget grønnere, så det er et ja til flere parker – både store og helt små grønne lommer. Og så skal vi have mange flere træer i gaderne, så byen også opleves grøn. Det er ikke bare flot at se på. Det hjælper faktisk også på klimaet – og er med til at både at holde på temperatur og på vand”, siger Finn Rudaizky. Han har nu ingen planer om at gå resterne af Alternativet i bedede.

”Der skal være mening med tingene, og vi skal altså ikke tvinge veganermad ind på plejehjemmene og den slags. Men derfor kan vi jo godt også bekæmpe luftforeningen fra bilerne, så vi ikke har denne overdødelighed på grund af partikelforurening. Så der er så mange fordele ved at have en grøn by. De muligheder skal vi gribe”, siger Finn Rudaizky, nyvalgt spidskandidat for Dansk Folkeparti.

Der er kommunalvalg i efteråret 2021.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)