Site icon 24NYT

Ny forskning: Immunterapi øger overlevelsen hos patienter med ikke-småcellet lungekræft

Sygeplejerske læge hospital
Den mediane overlevelse forlænges med godt 7 måneder, når patienter med uhelbredelig ikke-småcellet lungekræft behandles med immunterapien Tecentriq. Det viser resultater fra IMpower110-studiet, der blev præsenteret på den europæiske kræftkongres, ESMO, sent fredag eftermiddag. Resultaterne er meget positive, siger overlæge Jens Benn Sørensen, Rigshospitalet.

I de senere år har kliniske studier dokumenteret, at immunterapi kan være potent til behandling af uhelbredelig lungekræft. Nu bekræfter nye forskningsresultater, at overlevelsen øges signifikant, når patienter med ikke-småcellet lungekræft, der er karakteriseret ved en såkaldt high level af PD-L1 ekspression, behandles med Tecentriq (atezolizumab) som monoterapi efter sygdomstilbagefald. Resultaterne blev fremlagt under præsentationen af IMpower110-studiet på den europæiske kræftkongres, ESMO, der i år afholdes i Barcelona, Spanien.

Signifikant forbedret overlevelse

Studiet viste en signifikant forbedring af den mediane overlevelse (OS) på 20,2 måneder ved behandling af patienter med ikke-småcellet lungekræft med en high level af PD-L1 ekspression. Til sammenligning var den mediane overlevelse 13,1 måneder i kontrolgruppen, der blev behandlet med kemoterapi.

– Det er meget positive resultater. De viser, at patienter med ikke-småcellet lungekræft, som er karakteriseret ved en høj PD-L1 ekspression, kan behandles med atezolizumab. Jeg forventede, at studiet nåede denne konklusion, men det er godt at få det bekræftet. Det er altid godt at have god medicin i værktøjskassen, udtaler overlæge Jens Benn Sørensen, der selv overværede præsentationen af IMpower110-studiet i Barcelona.

– Jeg hæftede mig samtidig ved, at det er muligt at opdele patienterne med en høj PD-L1 ekspression efter om ekspressionen udtrykkes i tumorcellerne eller immuncellerne. Det vil være interessant at se nærmere på, om det har betydning for effekten af behandlingen med atezolizumab. Men her må vi afvente opfølgende analyser, tilføjer Jens Benn Sørensen.

Også blandt patienter med ikke-småcellet lungekræft med en såkaldt medium to high level af PD-L1 ekspression sås en positiv trend i den mediane overlevelse (OS) – nemlig 18,2 måneder versus 13,1 måneder i kontrolgruppen. Resultaterne er dog ikke statistisk signifikante ved præsentationen af studiet. Der afventes ligeledes resultater ved behandling med Tecentriq som monoterapi til patienter med såkaldt lower level af PD-L1 ekspression.

Data præsenteres for FDA og EMA

I nær fremtid vil Roche – som står bag den kliniske udvikling af Tecentriq – præsentere de kliniske data fra IMpower110 for de amerikanske og de europæiske lægemiddelmyndigheder, FDA og EMA, og samtidig drøfte, hvordan denne behandlingsmulighed kan komme patienterne til gavn.

Exit mobile version