Små børn på bare halvandet år foretrækker de individer, som andre underkaster sig for. Det ligger tilsyneladende dybt i os mennesker at opsøge dem med høj status, sandsynligvis fordi det gennem evolutionshistorien har kunnet give adgang til ressourcer, territorium og partnere at være sammen med dem.
De har først lige lært at gå og tale – og er først lige begyndt at forme sociale relationer med andre børn på deres egen alder. Alligevel har disse små børn allerede præferencer i forhold til, hvem det er værd at nærme sig, og hvem det er bedst at undgå. Det har forskere fra Aarhus BSS og University of California, Irvine fundet ud af ved hjælp af eksperimenter med børn på 21-31 måneder.
Tidligere forskning har vist, at selv 9 måneder gamle spædbørn forstår enkle interessekonflikter. Når to individer spærrer vejen for hinanden, regner børnene simpelthen med, at de store vinder over de små. Det blev påvist af Lotte Thomsen, professor i psykologi ved Universitetet i Oslo og lektor i statskundskab ved Aarhus BSS, og hendes kollegaer.
Nu går forskerne skridtet videre og viser, at de små børn også selv foretrækker vinderne af disse interessekonflikter, mens de undgår dem, de har set underkaste sig andre. Forskningsresultaterne er netop publiceret i Nature Human Behavior i artiklen ”Toddlers prefer those who win, but not when they win by force”.
”Den måde, som man opfører sig på i en interessekonflikt, siger noget om ens sociale rang,” forklarer Ashley Thomas fra UC Irvine, som er førsteforfatter på artiklen. Hun fortsætter:
”Blandt alle sociale dyrearter trækker dem med lavere rang sig generelt for dem, der ligger over dem i hierarkiet. Vi var interesserede i, om helt små børn også evaluerer individer med høj og lav rang forskelligt.”
For at undersøge dette brugte forskerne først metoden fra Lotte Thomsens tidligere forskning, hvor to dukker forsøger at krydse en scene i hver sin retning. Når de mødes på midten, blokerer de vejen for hinanden. Herefter bukker den ene for den anden og viger pladsen, sådan at den anden kan fortsætte og nå frem til sit mål. Bagefter fik børnene vist de to dukker, og her rakte 20 ud af 23 børn ud efter den dukke, der havde vundet konfliktsituationen i dukketeateret – den dukke, der ikke veg tilbage. Børnene foretrækker altså den med højest social status – den, som andre frivilligt bøjer sig for.
Vi kan ikke lide det, hvis der bliver vundet med rå magt
”Derefter ville vi undersøge, om småbørn stadig ville foretrække den dukke, der vandt, selv hvis den brugte rå magt til at få sin vilje,” siger Ashley Thomas.
Her viste forskerne en ny gruppe småbørn det samme dukketeater, men nu skubbede den ene dukke i stedet den anden væk for at komme frem til sit mål. Nu undgik 18 af 22 børn den dukke, der vandt, og rakte i stedet ud efter offeret.
På linje med andre sociale dyr foretrækker helt små børn altså de individer, som ser ud til at have høj status – men kun, hvis deres forrang anerkendes af andre, og ikke hvis de må ty til rå fysisk magt for at få deres vilje. Her adskiller småbørn sig fra vores nærmeste slægtninge blandt primaterne – bonobo-aberne – som i lignende situationer søger dem, som bruger fysisk magt til at få deres vilje.
Tillært versus medfødt
Logikken bag denne type forskning er at undersøge de usagte, givne spilleregler, som vi mennesker bruger til at forstå og navigere i vores sociale relationer med: Hvad er de fælles forventninger og grundlæggende motiver, som styrer social interaktion?
”Vores forskning viser, at det er en del af menneskets natur at være opmærksom på social status: Selv 9 måneder gamle babyer regner med, at de største vinder, og godt halvandet år gamle småbørn opsøger selv dem, som andre bøjer sig for. Men i modsætning til andre primater spiller det en afgørende rolle, om andre anerkender ens forrang eller sociale status. Vi frastødes generelt af dem, som brutalt tromler deres vej igennem på andres bekostning,” forklarer Thomsen.
Det afspejler udfordringerne ved at leve i kulturelle fællesskaber, hvor vi er afhængige af at lære og at få beskyttelse af dem, vi respekterer og bøjer os for, fordi de ved, kan eller har mere end os selv. Samtidig er vi også afhængige af at finde fælles løsninger på konflikter, der er tålelige for flertallet.
Lang socialisering og erfaring i sociale hierarkier samt kendskab til mennesker som fx gode og dårlige ledere, kan forklare voksnes præferencer for højstatusindivider. Men det er svært at se, hvordan præverbale babyer og helt små børn allerede skulle kunne have lært alt dette. De nye fund fra Lotte Thomsen og Ashley Thomas bekræfter, at små børns færdigheder på dette område næppe bygger på erfaringer.
”Vores resultater tyder på, at helt grundlæggende, givne sociale spilleregler er indskrevet i menneskets natur, som i sig selv er udviklet gennem tusindvis af års samliv i kulturelle fællesskaber,” afslutter Thomsen.