Ny kontrol af varebiler: Den er stadig helt gal

Varebiler har Fyns Politi for tiden er rigtig godt politiøje til. Efter en kontrol i sidste uge, hvor politiet fandt masser af fejl og mangler, så var der torsdag ny kontrol. Resultatet var nedslående: To tredjedele af chaufførerne blev sigtet og der blev skrevet bøder for omkring 120.000 kroner.

Det var ikke nogen særlig opløftende oplevelse, der mødte færdselspolitiet, da de torsdag vinkede varebiler ind til kontrol på motorvejen og de omkringliggende veje ved Nyborg. I alt 15 varebiler blev kontrolleret, og hele ti indkasserede en eller flere sigtelser om alt fra manglende tilladelse til godstransport til kørsel uden førerret og spirituskørsel.

”Torsdagens kontrol understreger desværre, at det her er et område, hvor både chauffører og vognmænd bliver nødt til at steppe op og for styr på tilladelser og sikkerheden i deres køretøjer. Vi havde en mistanke om, at der var plads til forbedring på området, men at der er så meget plads, synes jeg faktisk er rystende. Jeg kan kun sige, at vi fortsætte vores skarpe fokus på varebilerne, så der kommer styr på tingene. På bundlinjen handler det her om vores fælles trafiksikkerhed”, siger politikommissær Anders Brahe fra Fyns Politi.

De ti varebiler, der ikke havde styr på tingene, blev skrevet for i alt 12 overtrædelser:

 

1 manglende tilladelse til godstransport
1 manglende uddannelse til at foretage godstransport
3 håndholdt mobil
1 manglende CVR nummer
2 manglende registrering til firmakørsel
1 kørsel uden førerret
1 spirituskørsel – bøden er lig netto månedslønnen x promillen Alkometertestet til 0,66 promille
1 sag om overladelse af førerretten
1 forkert lygteføring

LÆS OGSÅ:  Det samlede bilsalg i februar 2020

 

Bøder for 120.000 kroner

Torsdagens kontroller kommer til at koste chauffører og eventuelle vognmænd bøder for et samlet beløb på omkring 120.000 kroner. En enkelt chauffør kan se frem til bøder for ialt 43.000 kroner for både at mangle uddannelse og tilladelse til godstransport.
En chauffør blev sigtet for spirituskørsel. Alkometesten viste 0,66 promille. Chaufføren kan se frem til en bøde på en nettomånedsløn ganget med promillens størrelse.

”Det siger næsten sig selv, at af nu to kontroller med rigtig mange alvorlige sager, så vil vores fokus på dette område fortsætte. Jeg kan kun på det kraftigste opfordre til, at både ejere og chauffører i varebilerne nu sætter trafiksikkerheden i højsædet og får styr på tingene”, siger Anders Brahe.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)