Ny offentlig skandale: 30 mia. kr. er borte med blæsten

Der er opstået et milliardstort hul i Ørsteds pengekasse, og det fik mandag Ørsted til at annoncere en plan om at hente 60 mia. kr. på aktiemarkedet for at genrejse selskabet. Majoritetsejeren, den danske stat, har meldt sig klar til at skyde 30 mia. kr. i det kriseramte selskab. Ørsted-aktien tabte mandag hele 29,6 pct. af værdien og ramte laveste lukkekurs nogensinde. I forvejen var den faldet over 80 pct. siden 2021.

Ørsteds udmelding kommer efter to kriseår, hvor en jagt efter vækstmuligheder på det nye amerikanske havvindmarked har udviklet sig til et mareridt. De problemramte havvindprojekter i USA har ført til nedskrivninger for over 40 mia. kr., hvilket har presset kapitalstrukturen, ført til nedgraderinger af Ørsteds kreditværdighed og tvunget selskabet til at gennemføre det ene krisetiltag efter det andet.

Den bebudede massive kapitalforhøjelse støttes af Ørsteds hovedaktionær, den danske stat, som med sin nuværende ejerandel på 50,1 pct. vil skyde godt 30 mia. kr. i Ørsted. Der skal i alt sælges nye aktier for 60 mia. kr., hvis Ørsted skal reddes fra kollaps.

Kapitaludvidelsen bliver uden tvivl godkendt af aktionærerne på en ekstraordinær generalforsamling den 5. september, idet man i det planøkonomiske Danmark mener, at staten er velegnet til at drive erhvervsvirksomhed i konkurrence med private. Og derfor kommer investorerne til at kaste flere gode penge efter en aktie, hvor investeringscasen er behæftet med væsentlig usikkerhed og høj risiko.

Da det statsejede Ørsted ikke kan tjene penge på markedsvilkår, kræver selskabets forretningsmodel en konstant strøm af statssubsidier i de lande, hvor Ørsted etablerer sine havvindsparker. Ørsteds forretningsmodel har derfor hele tiden haft en indbygget risiko, for fjernes statssubsidierne til Ørsteds projekter, ender det med en katastrofe.

Det er præcis den situation Ørsted står i, efter at Trump har fjernet Bidens grønne lovpakke. Under Biden havde den grønne omstilling medvind, men efter Trumps tiltrædelse blev støtten til grøn energi rullet tilbage. Det amerikanske marked for havvind er derfor stendødt. Der er nul køberinteresse til de priser, som Ørsted kan og vil sælge til.

Facit er, at investorerne lige nu er skræmt fra vid og sans og tør ikke investere i store havvindprojekter og dele risikoen med Ørsted. Ørsted er derfor nødt til at bede sine aktionærer om at tage den risiko i stedet. Og da staten ejer 51,1 pct. af Ørsted, er der tale om en gigantisk milliardregning for de danske skatteydere, der kommer til at bekoste gildet. Uden sikkerhed for, at pengene kommer tilbage igen.

Med andre ord: 30 mia. kr. i ny statsstøtte for at sikre, at Ørsted kan fortsætte sine højrisikable aktiviteter. ”Vi er i gang med at skabe en robust virksomhed med fokus på havvind i Europa” siger Ørsteds topchef. Sagen er bare, at en virksomhed, hvis omsætning og indtjening afhænger af politisk velvilje og statssubsidier i udlandet, aldrig kan betegnes som robust.

Da alverdens ulykker som bekendt er Trumps skyld, giver de danske politikere og medier Trump skylden for Ørsteds højrisikable forretningsmodel og inkompetente forretningsførelse. Og de Trump-hadende danske skatteydere æder det råt og betaler med glæde.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)