Klimasystemet er et dybt komplekst system, der involverer et meget stort antal variabler. Det betyder, at enhver prognose for fremtidens klima nødvendigvis kommer med en betydelig usikkerhed.
”Men når vi har kniven for struben – når krisen føles nærværende og ret op i ansigtet på os – bør vi række ud efter, hvad der end måtte være. Uden at skele til usikkerheder, manglende data og simple forudsætninger. Vi har nok intet andet valg – idet det åbenlyst handler om liv og død inden for en meget kort tidshorisont”, skriver de to notoriske klimaalarmister, prof. Jens Hesselbjerg Christensen og prof. Sebastian H. Mernild, i Berlingske.
Når det gælder klimaforandringer og global opvarmning, mangler danske medier viljen til dybdeborende journalistik. De støtter sig til de samme få klimaeksperter, der efterlader det indtryk, at de udtaler sig på den samlede forskningsverdens vegne. Eftersom medieeksponering går næsten udelukkende til dem, som støtter påstande fra FN’s Klimapanel, IPCC, bliver Jens Hesselbjerg Christensens og Sebastian H. Mernilds påstande i Berlingske ikke udfordret af klimaforskere med modsatrettede synspunkter, f.eks. prof. Johannes Krüger eller Bjørn Lomborg.
Mens medierne bringer alarmforskningens følelsesladede indlæg om børns, børnebørns og klodens håbløse fremtid, ignorerer de observationsfakta og robuste forskningsresultater. IPCC-skandalerne, de mange videnskabelige fejl, dementier af alarmerende udsagn eller manglende sammenhæng mellem mængden af CO2 og temperaturen ignoreres eller forties.
Følgende historie illustrerer, hvordan klimaalarmisternes propaganda designes.
I juni 2019 gik et billede af en hundeslæde, der kører gennem smeltevand på en fjord ved Thule i det nordvestlige Grønland, verden rundt. Billedet blev taget af forskeren Steffen Malskær Olsen fra DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, og det så ud, som om fundamentet under menneskeheden smeltede lige foran kameraet.
Billedet er blevet vist på CNN, BBC og i adskillige af verdens store aviser, og den tidligere amerikanske vicepræsident og præsidentkandidat for Demokraterne, Al Gore, har spurgt DMI, om han må bruge billedet i sin kamp for at overbevise verden om, at der skal handles for at forhindre klimakatastrofen.
Men billedet var fake, fordi det ikke viste klimaforandringerne, men et årligt tilbagevendende fænomen.
”Det er et flot billede, men situationen er helt normal. Verden er så optaget af at få den næste undergangsfortælling, at alt kan bruges, og så hiver klimaaktivister den ene cirkushest frem efter den anden. Her er det så et billede af et årligt tilbagevendende fænomen omkring Qaanaaq på Grønland. Vi skal bare passe på med undergangsfortællingerne, og vi skal lade være med at gå i panik over en hundeslæde i vand”, sagde professor i glaciologi på Københavns Universitet, Jørgen Peder Steffensen, der har brugt sine somre i det nordvestlige Grønland siden begyndelsen af 1980’erne.
Dommedagstrusler, syndflodsfrygt o. lign. har i tidernes løb traditionelt tjent som markedsføring for religiøse og politiske bevægelser. De kan skabe ”folkestemninger”. For 30 år siden udgav FN en ekspertrapport, der fastslog, at verden kun havde 10 år til at standse den globale opvarmning, hvis ikke polerne skulle smelte, havet stige og oversvømme bl.a. Bangladesh, hvilket ville fordrive 90 mio. mennesker, mens USA’s frugtbare hvedebælte ville blive tørkeramt. Det skete som bekendt ikke, men både før og efter 1989 har vi ved flere lejligheder hørt, at nu går Jorden under om 10 år.
Klimaforskernes ideologisk og religiøst motiverede kamp fremmer hverken deres troværdighed eller klimasagen. Som andre problemer kan klimaudfordringerne løses med sund fornuft og brug af den markedsøkonomi, der siden tidernes morgen har gavnet menneskehedens udvikling. Hvad klimaudfordringerne derimod ikke har brug for, er religiøst hysteri, klimaalarmisme og falleret planøkonomi.
André Rossmann