Der har været forhandlet med Glasværket A/S i Korsør om etablering af et permanent domicil for Søfartsstyrelsen, men det står klart nu, at parterne ikke kan nå til enighed. En ny plan for det permanente domicil er på tegnebrættet.
Søfartsstyrelsen har haft hovedkontor i Korsør siden 2017 – i første omgang dog i midlertidige lokaler og kun med en del af medarbejderne. Der er nu en ny plan på vej for den endelige flytning til et permanent domicil, og der sigtes mod en central placering i Korsør.
Der har gennem længere tid pågået forhandlinger mellem Bygningsstyrelsen/Søfartsstyrelsen og ejerne af Glasværket A/S i Korsør om leje af dele af Glasværket inklusive en større ombygning heraf. Parterne har dog ikke kunnet få enderne til at nå hinanden og har i mindelighed valgt at afslutte samarbejdet.
Søfartsstyrelsen har indrettet sig i midlertidige lokaler i Korsør, men har et ønske om hurtigst muligt at flytte til en permanent adresse i byen. Trods den seneste udvikling arbejdes der stadig efter den oprindelige tidsplan. Alle 200 medarbejdere, der skal arbejde i vores hovedkontor i Korsør, vil således forventeligt være på plads medio 2019.
Søfartsstyrelsen ejer i forvejen bygninger på havnefronten i Korsør. Bygningerne har været brugt som driftscenter, men Bygningsstyrelsen og Søfartsstyrelsen vil nu arbejde på at finde en løsning med at ombygge disse bygninger til brug for det permanente domicil og evt. leje yderligere lokaler i området. Der skal i den forbindelse afklares en række planmæssige og økonomiske forhold.
Flytningen til Korsør er led i udmøntning af Regeringens plan Bedre Balance.