Ny rapport: Så farligt er det at køre motorcykel

Rådet for Sikker Trafik, FDM og Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer motorcyklisterne til at køre mere forsigtigt, og bilisterne til at være mere opmærksomme.

Foråret nærmer sig, og så snart solen får magt og temperaturen stiger, finder tusindvis af motorcyklister deres tohjulede køretøjer frem fra vinterhi.

I Esbjerg bliver der således traditionen tro afviklet et velbesøgt MC-træf skærtorsdag, der er med til at markere, at motorcykelsæsonen er i gang.

Og traditionen tro vil politiet også være til stede for at sikre, at de tohjulede trafikanter overholder spillereglerne i færdselsloven.

Stor risiko
Når motorcyklerne kommer på vejene, medfører det typisk flere alvorligt tilskadekomne og dræbte. En ny undersøgelse fra Transport DTU slår fast, at risikoen for at dø eller komme alvorligt til skade i en trafikulykke er mindst 50 gange højere, hvis man griber fat om styret på en motorcykel end rattet i en bil.

Og tal fra Syd- og Sønderjylland understreger, at der er grund til at være agtpågivende. I perioden fra 2006 til 2015 blev 241 motorcyklister således enten dræbt eller kom alvorligt til skade som følge af ulykker i trafikken. Det viser tal fra Vejdirektoratet.

På landsplan var det tilsvarende tal i perioden 2.139 motorcyklister.

– Når risikoen for motorcyklister er så mange gange større per kørt kilometer, skyldes det ofte, at hastigheden er for høj i mange af dødsulykkerne på motorcykel. Desuden er motorcyklisterne ikke beskyttet på samme måde, som man er i en bil. Og endelig er motorcyklisterne lette at overse, fordi de ikke fylder meget i gadebilledet, siger Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.

LÆS OGSÅ:  Hver anden dansker har ikke styr på medicin i trafikken

Selvom antallet af dræbte motorcyklister faldt fra 2016 til 2017, er problemet med alvorlige motorcykelulykker ikke formindsket. Antallet af motorcyklister, der kom alvorligt til skade, er nemlig på samme niveau som tidligere år, viser tal fra Vejdirektoratet.

Fokus på adfærd
En rapport fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har for nylig undersøgt risikovillig kørsel i trafikken. I undersøgelsen blev det konkluderet, at risikovillig kørsel ser ud til at optræde i flere tilfælde i motorcykelulykker end i øvrige ulykker, som Havarikommissionen har undersøgt. Risikovillig kørsel er for eksempel at køre langt over hastighedsgrænsen.

Fra fredag den 23. marts sætter politiet ind med en landsdækkende hastighedskontrol, hvor man blandt andet vil have fokus på motorcyklisternes fart og adfærd i trafikken.

– I de kommende forårsmåneder går vi ud med hastighedskontroller landet over, fordi mange trafikanter fristes til at køre for stærkt. I den forbindelse har vi særligt øje på motorcyklernes hastighed og adfærd, fordi vi oplever, at det er her, motorcyklisternes kørekultur for alvor kan forbedres. Heldigvis kan mange motorcyklister sagtens finde ud af at køre fornuftigt, men der er stadig for mange, der bevidst kører hasarderet, siger Christian Bertelsen, politiassistent, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Opfordring til bilisterne
I en del af ulykkerne, hvor motorcykler og biler kører sammen, skyldes det, at bilisterne overser motorcyklerne, når bilisterne skal svinge eller køre ud fra en sidevej, hvor de burde have holdt tilbage. Derfor er det også vigtigt, at bilisterne nu er ekstra opmærksomme på motorcyklisterne.

LÆS OGSÅ:  Flere ramt – politiet efterlyser fire udenlandske personer efter vanvidskørsel

– Det er vigtigt, at motorcyklisterne tager den med ro og kører forsigtigt. Men samtidig skal bilisterne huske på, at motorcykler igen bliver et sædvanligt syn i trafikken. Det er lettere at overse en motorcykel end en bil, og det kan ofte være svært at bedømme motorcyklens hastighed, så det er afgørende, at man som bilist er ekstra opmærksom på disse udfordringer, siger Dennis Lange, juridisk konsulent i FDM.

De mest typiske motorcykelulykker:

* Motorcyklist kører ind i et sving med for høj fart og mister herredømmet.

* Bilist, der skal svinge til venstre, overser en modkørende motorcyklist.

* Bilist, der kører ud fra sidevej, overser motorcyklist. Ofte kører motorcyklisten med for høj fart.

* Motorcyklist er ved at overhale og opdager for sent, at bilen foran er ved at svinge til venstre.

* Motorcyklist kører op i holdende bil.

Gode råd til motorcyklisterne:

* Overhold hastighedsgrænserne. Dødsulykker med motorcykler skyldes ofte for høj fart, og at andre fejlvurderer, hvor hurtigt du kører.

* Hold øje med dine medtrafikanter. Og husk, at de kan have svært ved at se dig.

* Gør dig synlig med refleksvest eller hjelm i pang-farve.

* Sørg for, at din køreteknik er i orden. Hvis din rutine er rusten, så tag et køreteknisk kursus.

Gode råd til bilisterne:

* Vær forberedt og hold ekstra øje. Man kan nemt overse en motorcyklist i trafikken.

LÆS OGSÅ:  Politiet retter opmærksomheden på de trafikanter, der har glemt den

* Brug god tid på at orientere dig. Brug spejlene og hold øje med motorcykler, der er langt væk. De kan komme kørende hurtigere, end du tror.

* Se dig ekstra for, når du krydser en vej.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)