Ny sæson af Homeland får premiere på Xee i februar

Fans af den amerikanske spændingsserie Homeland kan se sæson 8, som er den sidste sæson af serien, på Xee fra den 17. februar.

Homeland, sæson 8, har dansk premiere på Xee mandag d. 17. februar kl. 21.00 – kun otte dage efter premieren i USA. Sæsonen er den sidste og afslutter den populære tv-serie. Hele sæsonen kan løbende streames på Xee.

“Xee har en unik kombination af lokale danske kvalitetsprogrammer og store Hollywood-satsninger, og vi kan se, at vores seere sætter pris på begge dele. Derfor er det en stor glæde, at det nu er lykkedes at lande den sidste sæson af Homeland, og at vi tilmed kan sende den kun en uge efter premieren i USA,” siger Christian Skov, kanalchef for Xee og tilføjer:

“Xee er kun lige fyldt ét år, og i sidste uge vandt vi to priser ved TV-Prisen for henholdsvis “Sunday” med Melvin Kakooza i hovedrollen i kategorien “Bedste satire/comedy” og for serien “29” i kategorien “Bedste short form scripted”. Det giver os mod på endnu flere danske serier, men det er også ambition for os at kunne tilbyde seerne en række af de nyeste og bedste udenlandske serier.”

I sæson 8 af Homeland er Carrie Matheson (spilles af Emmy-vinder Claire Danes) og Saul Berenson (spilles af Mandy Patinkin) tilbage. Carrie bliver afhørt efter sin tid i russisk fangenskab. Saul er national sikkerhedsrådgiver for præsident Warner (Beau Bridges). Sauls job er at afslutte krigen i Afghanistan, og det er grunden til, at han forhandler med Taliban. Det kræver hjælp af Carrie, der naturligvis har mistanke om, at flere mennesker har skiftet side efter tiden i Rusland.

Homeland er en amerikansk drama/thriller tv-serie udarbejdet af Howard Gordon og Alex Gansa og baseret på den israelske tv-serie “Hatufim”. Serien har Claire Danes i rollen som CIA-officeren Carrie Mathison, der mener, at en amerikansk marinesoldat, som blev holdt fanget af Al-Qaeda som krigsfange, er blevet omvendt af fjenden og nu truer det amerikanske samfund.

Seriens første sæson premierede i 2011 på den amerikanske kabel-tv-kanal Showtime, og er produceret af Fox 21. Serien har vundet en hav af priser blandt andet seks Emmy-priser og fem Golden Globes, herunder bedste dramaserie, mandlige og kvindelige hovedrolle.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)