Der har ikke været nogen udrensning af Finanstilsynets bestyrelse som følge af hvidvask-skandalen i Danske Bank, for politikerne holder hånden over tilsynet. Som bekendt gik den finansielle vagthund ikke hårdt nok til deres venner i verdens største møntvaskeri.
Nu viser det sig, at der heller ikke har været tilstrækkelig konsekvens i Finanstilsynets fremfærd overfor Københavns Andelskasse, selvom alarmklokkerne har bimlet og bamlet. Det skriver Børsen.
I begyndelsen af 2015 stemplede Finanstilsynet hvidvaskforanstaltningerne i andelskassen som “helt utilstrækkelige”. Alligevel blev andelskassen ikke forhindret i et sats på udlandskunder, som førte til, at der i de 12 måneder op til lukningen af andelskassen i 2018 strømmede op mod 4 mia. kr. i mistænkelige transaktioner gennem den.
Finanstilsynet fralægger sig ikke overraskende ansvaret for ikke at have fulgt andelskassen tættere, efter tilsynet opdagede de manglende hvidvaskforanstaltninger.