Ny tv-serie om Det Kongelige Teaters Balletskole og et liv i dansens elite

Den 9. marts har TV 2 premiere på tv-serien ’Barn af Balletten’, som følger en række elever fra Det Kongelige Teaters Balletskole og deres drøm og kamp for et liv i dansens absolutte top.

Gennem et halvt år har Nordisk Film TV fulgt med i livet og hverdagen for en håndfuld af Det Kongelige Teaters unge ballettalenter, og deres drøm og kamp om et liv i dansens elite. Det er blevet til serien ’Barn af Balletten’, som har premiere mandag den 9. marts kl. 20.50 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Instruktør Maya Albana siger om serien: ”’Barn af balletten’ er en serie, der stiller sig i børnenes øjenhøjde. Vi har ønsket at give eleverne frit spil til at fortælle og vise, hvordan de oplever livet som balletbørn. Det, vi skildrer, er børn, der først og fremmest er begejstrede for at danse, optræde og udtrykke sig. Ikke på trods af, men sideløbende med et disciplineret liv, der drejer sig om dannelse og kulturarv.”

Det Kongelige Teaters Balletskole er en eliteuddannelse, der hvert år udklækker professionelle balletdansere. Udover daglig balletundervisning passes en helt normal skolegang, hvor både matematik og engelsk fylder lige så meget som Pas de Deux’er og ballethistorie. Livet på skolen kræver talent, hårdt arbejde, og at eleverne består den årlige stopprøve. Balletbørnene drømmer stort, og de elsker at danse. Men ud af Balletskolens 129 elever er det de færreste, der når hele vejen til Gamle Scenes skrå brædder.

LÆS OGSÅ:  Ny dansk underholdningskanal går i luften i aften

Forventninger, usikkerhed og nåleøjet

I seriens seks afsnit møder vi nogle af de 129 elever og deres familier. Man følger blandt andet Victoria på 18 år, som er tæt på at være færdiguddannet balletdanser. Men hendes fremtid er langt fra sikker. Hendes halvårsevaluering gik ikke godt, og balletmester Nikolaj Hübbe har sagt, at hun ikke er sikret en plads i kompagniet. Men Victoria er fast besluttet på at kæmpe og give alt, hvad hun har, for at opnå sit største ønske: at komme gennem nåleøjet og få en kontrakt med Den Kongelige Ballet.

Schonan på 16 er lige startet på balletskolens aspirantuddannelse i 1.g. Begge hans forældre er tidligere solodansere på Det Kongelige Teater, så der er mange forventninger at leve op til. Samtidig kæmper han for at komme tilbage i form efter at have været skadet i halvanden måned.

Dexter kom fra en skole, han ikke havde det godt i. Siden han startede på Balletskolen, er han blomstret op og drømmer om en dag at blive prinsen i Svanesøen. Men klarer han sin balleteksamen og får lov at fortsætte i 6. klasse efter sommerferien?

Valdemar på fem år prøver lykken og går til optagelsesprøve. Her skal han testes på sin fysik og motorik, inden han kan få svar på, om han kan blive optaget på Balletskolen.

’Barn af Balletten’ er en serie i seks afsnit. Første program har premiere på TV 2 den 9. marts kl. 20.50.

LÆS OGSÅ:  Ny solodanser i Den Kongelige Ballet

Serien er instrueret af Maya Albana og produceret af Caroline Una Henningsen for Nordisk Film TV. TV 2-redaktør er Mette Heiberg.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)