Mange voldsudsatte kvinder, der opholder sig på et krisecenter, har oplevet, at volden blev værre, da de blev gravide, og da barnet blev født. Ny undersøgelse fra LOKK og Mary Fonden har undersøgt omfanget og karakteren af partnervold i forbindelse med graviditet og fødsel blandt kvinder på krisecentre.
En familieforøgelse er for de fleste en glædelig begivenhed. Men for kvinder, der er udsat for partnervold, kan en graviditet være med til at forværre den vold, de bliver udsat for. Både når de bliver gravide, og når det lille barn kommer til verden. Det viser en ny undersøgelse foretaget af SocialRespons for Mary Fonden og LOKK (Landsorganisationen af Kvindekrisecentre). 17 % af kvinderne i undersøgelsen oplever, at volden bliver hyppigere undervejs i graviditeten, og 26 % oplever, at volden bliver voldsommere undervejs i graviditeten.
”Den psykiske vold begyndte for alvor, da vi havde været kærester i tre år. Men da jeg ventede mig, blev det en daglig ting. Under graviditeten eskalerede den psykiske vold, særligt omkring de forandringer min krop var underlagt. Det var han ligesom ikke helt med på. Efter graviditeten blev det værre med den psykiske vold, der især var omkring den måde, han nedværdigede mig på. Talte ned til mig. Både om min personlighed, men også om min måde at være mor på. Den fysiske vold eskalerede også efter jeg havde født. Jeg oplevede at blive rusket og skubbet. Det endte med, at han forsøgte at kvæle mig foran vores søn på 18 mdr. Her flygtede jeg over til min familie, og så kom jeg på krisecenter med vores søn,” – citat fra kvinde
Når barnet er født, eskalerer volden yderligere for mange af kvinderne. 51 % af kvinderne i undersøgelsen oplever, at volden bliver hyppigere efter fødslen, og 59 % oplever, at volden bliver voldsommere efter fødslen. Mange af kvinderne vurderer, at den markante eskalering hænger sammen med jalousi hos voldsudøveren, da voldsudøveren efter graviditeten bliver misundelig på barnet og den opmærksomhed, som barnet gives af kvinden.
”Partnervold har store konsekvenser for den enkelte. Det gælder uanset hvilken livssituation, man befinder sig i. Når man er gravid eller lige har fået et barn, er man ekstra udsat. Og det lille barn risikerer også at lide overlast. Derfor er det hjerteskærende, at vi nu får bekræftet, at partnervold både kan opstå og eskalere i forbindelse med en graviditet. I Mary Fonden har vi været med til at udvikle projektet God Start på Familielivet – Sammen uden vold, der styrker jordemødres opsporing af partnervold blandt gravide, og som bidrager til at hjælpe kvinden eller parret ud af volden. Og vi vil yderligere styrke vores indsats med at få opsporet og tilbyde hjælp til voldsudsatte gravide samt voldsudsatte forældre med små børn,” siger direktør i Mary Fonden Helle Østergaard.
”For de fleste kvinder er graviditeten en periode, hvor deres partner passer ekstra godt på dem. Men sådan er virkeligheden desværre ikke for mange af de kvinder, der kommer på vores krisecentre, som undersøgelsen også viser. Det er meget tabubelagt for kvinder at fortælle, at de bliver udsat for vold af deres partner, og det tabu kan være endnu større, når de venter et barn med en mand, som udsætter dem for vold. Derfor er det afgørende, at vi skaber synlighed omkring sårbarheden for gravide kvinder i voldelige forhold, og at vi giver sundhedspersonale og andre redskaberne til at genkende tegnene på vold og ikke mindst til at handle på dem”, siger Karen-Inger Thorsen, næstformand og konstitueret direktør i LOKK.
Kvinderne i undersøgelsen fortæller også om, hvorfor de har haft svært ved at forlade den voldelige partner eller fortælle om volden til andre. Her giver mange bl.a. den begrundelse, at de har været bange for at miste barnet. ”Jeg var sådan lidt varsom med at fortælle om situationen, fordi jeg var så bange for, at børnene ville blive taget fra mig,” – citat fra kvinde.
FAKTA
Før graviditeten
- 85 % af kvinderne har været udsat for vold forud for graviditeten
- Psykisk vold, økonomisk kontrol samt kontrollerende og manipulerende adfærd er fremtrædende voldsformer
- 11 % af kvinderne er blevet gravide ved tvang
Under graviditeten
- 26 % af kvinderne har oplevet, at voldsudøveren har forsøgt at overtale dem til abort
- 8 % har været udsat for fysisk vold med formålet at fremprovokere en abort
- 13 % oplever, at volden begynder ved graviditeten
- 17 % oplever, at volden bliver hyppigere undervejs i graviditeten
- 26 % oplever, at volden bliver voldsommere undervejs i graviditeten
- 56 % af kvinderne vurderer, at ændringerne i voldens voldsomhed skyldes voldsudøverens bevidsthed om graviditeten
- Flere kvinder er udsat for voldsformerne fysisk, psykisk, materiel, seksuel og digital vold end før graviditeten
- I kvindernes fortællinger kobles den øgede voldsomhed af volden under graviditeten sammen med et kontroltab hos voldsudøveren samt det faktum, at de på dette tidspunkt begynder at sige mere fra og forvente mere af partneren
Efter graviditeten
- 51 % oplever, at volden bliver hyppigere end under graviditeten
- 59 % oplever, at volden bliver voldsommere end under graviditeten
- Der er stigning i andelen af kvinder, der er udsat for voldsformerne fysisk, seksuel og digital vold samt stalking
- I kvindernes fortællinger kobles den markante eskalering af volden sammen med jalousi hos voldsudøveren, da voldsudøveren efter graviditeten bliver misundelig på barnet og den opmærksomhed, som barnet gives af kvinden
Om undersøgelsen
Undersøgelsen bidrager med ny viden om partnervold mod kvinder i tiden omkring graviditet, fødsel og barnets første to år. Den bygger på data indsamlet blandt kvinder på de danske krisecentre, som er gravide eller har børn i alderen 0-2 år. Grundet et højt antal svar vurderes undersøgelsen at have et højt potentiale for generaliserbarhed for denne specifikke målgruppe. Data er indsamlet fra midt juni 2020 til ultimo oktober 2021. Det samlede datagrundlag består af 93 spørgeskemabesvarelser og seks interviews. Undersøgelsen er gennemført af SocialRespons på vegne af Mary Fonden og LOKK med finansiel støtte fra TrygFonden.