På listen over de 100 allerstørste virksomheder i Danmark er kun 11 stiftet i dette årtusinde, skriver Berlingske. Ud af de 100 største virksomheder er flere stiftet i 1800-tallet end i 2000’erne.
”Listen blotlægger en tydelig struktur i toppen af dansk erhvervsliv: Nyere iværksættere er ikke i nærheden af at kunne sidde til bords med klenodier som A.P. Møller Mærsk fra 1904, Arla fra 1882 eller Carlsberg fra 1847”.
Der findes p.t. kun seks danske unicorns – dvs. virksomheder, som har en værdi på mere end en milliard amerikanske dollar – hvoraf kun en enkelt har hovedsæde i Danmark. De virksomheder, der lykkes, er nødt til at flytte over på den anden side af Atlanten for at tage det helt store spring.
Tommy Andersen, som er fondmanager i venturefonden ByFounders, tidligere formand for Iværksætterpanelet og serieiværksætter, siger: ’Når virksomhederne ikke vokser tilstrækkeligt, og når de virksomheder, der vokser, flytter til udlandet, går vi som land glip af velstand og arbejdspladser, der fører til skatteindtægter og dermed velfærd”.