Patienter med en særlig type uhelbredelig ikke-småcellet lungekræft kan gennemsnitlig leve i op til tre år uden, at deres sygdom forværres, hvis de får kræftmedicinen Alecensa (alectinib) som den første behandling. Det viser en ny opgørelse af et studie, der netop er offentliggjort på den amerikanske kræftkongres ASCO. Medicinrådet har samtidig besluttet, at Alecensa kan tilbydes som mulig første behandling til danske patienter.
Verden over får ca. 75.000 mennesker diagnosen ALK-positiv ikke-småcellet lungekræft. Det svarer til ca. fem procent af alle patienter med ikke-småcellet lungekræft. ALK-positiv ikke-småcellet lungekræft er en aggressiv form for lungekræft, der ofte rammer yngre mennesker1 og folk, der aldrig har røget eller kun har røget ganske lidt.2
I dag tilbydes patienterne standardbehandling med kræftmedicinen crizotinib, når deres sygdom er fremskreden og ikke er blevet behandlet før (såkaldt 1. linjebehandling). Ny opgørelse af data fra ALEX-studiet3 viser imidlertid, at behandles patienterne med kræftmedicinen Alecensa, vil der gennemsnitligt gå 34,8 måneder, før deres sygdom forværres versus gennemsnitligt 10,9 måneder ved behandling med crizotinib. ALEX-studiet blev fremlagt i går, søndag 3. juni 2018, på den amerikanske kræftkongres, ASCO, i Chicago, USA, hvor mere end 50.000 kræftlæger har sat hinanden i stævne.
– Resultaterne er langt bedre, end vi havde turdet håbe på. Det vil virkelig gøre en betydelig forskel for de her patienter. Ikke mindst fordi vi kan se, at der også går væsentlig længere tid, før sygdommen forværres hos patienter med spredning til hjernen, siger overlæge Peter Meldgaard, onkologisk afdeling, Aarhus Universitet.
Spredning til hjernen (også kaldet hjernemetastaser) er et velkendt problem hos patienter med uhelbredelig ALK-positiv ikke-småcellet lungekræft. Men også her viser ALEX-studiet, at Alecensa forlænger tiden til sygdommen forværres. Patienter med hjernemetastaser lever således gennemsnitlig i 27,7 måneder, før deres sygdom forværres. Til sammenligning lever patienter med spredning til hjernen, der behandles med crizotinib gennemsnitligt 7,4 måneder, før deres sygdom forværres.
Betydelig mindre risiko for at få tilbagefald eller dø
Studiet viser også, at patienter, der får Alecensa som første behandling, har 57 % mindre risiko for at få tilbagefald eller dø sammenlignet med patienter, der får crizotinib som første behandling.
– På baggrund af de nye data forventer jeg, at vi hurtigt vil kunne tilbyde de danske patienter Alecensa som første behandling. Og det på trods af, at vi endnu ikke har tal på overlevelsen, fortæller Peter Meldgaard og uddyber: – At vi ikke har fået disse data endnu, viser blot, at der ikke er tilstrækkeligt mange patienter i studiet, der er døde til, at man har kunnet lave beregningerne.
Medicinrådet anbefaler Alecensa som mulig første behandling
På sit seneste møde, onsdag 30. maj, besluttede Medicinrådet at anbefale Alecensa som mulig standardbehandling til førstelinjebehandling af patienter med ALK-positiv ikke-kurabel NSCLC stadie III – IV og performance status 0-2.4
Fakta om lungekræft
- Ca. 75.000 mennesker verden over får hvert år diagnosen ALK-positiv ikke-småcellet lungekræft – en særlig type lungekræft, som især rammer yngre mennesker1, der aldrig har røget eller kun har røget ganske lidt.2 Over halvdelen af dem, der rammes af sygdommen, er kvinder (ca. 54 %).5
- Lungekræft er en af de hyppigste kræftformer i Danmark med cirka 4.560 nye tilfælde om året.6
- Kræftens Bekæmpelse vurderer, at ca. 85 % af alle lungekræfttilfælde i Danmark er såkaldt ikke-småcellet lungekræft. Ca. 2 % af disse er af typen ALK-positiv.6