Nyt om bevidstløs 9-årig dreng

Fyns Politi er nu helt sikre på, at den 9 årige dreng, som tirsdag morgen ved halvottetiden blev fundet liggende bevistløs i vejsiden på Mølmarksvej, blev påkørt at en personbil. Politiet er kommet i besiddelse af overvågningsbilleder, som viser påkørslen.

Af overvågning fremgår det, at drengen kommer løbende fra Jægermarken og krydser Mølmarksvej midt mellem Skyttevej og Hesselbjerg.

Her bliver han påkørt af en personbil i den sydlige vognbane på Mølmarksvej. Personbilen beskrives som en mørk mellemstor formentlig nyere personbil, der uundgåeligt har fået skader på fronten. Føreren af personbilen forsvandt fra uheldsstedet uden at give sig til kende.

Fyns Politi er derfor meget interesseret i henvendelser fra borgere, som kan ligge inde med værdifulde oplysninger i forhold til opklaring af sagen.

Har man har ramt noget på Mølmarksvej i går morges uden at registrere hvad det var, har man set en personbil i Svendborgområdet som den beskrevne med skader på fronten eller har et værksted fået indbragt en personbil som beskrevet til reparation eller lignende. Så skal man ikke holde sig tilbage med at kontakte Fyns Politi på 114.

Der er for nuværende ikke yderligere oplysninger i sagen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)