Tidens store fokus på kunstig intelligens (AI) har ført til etablering af et nyt center på Aalborg Universitet. Centret, der går under navnet ”AI for the People” skal sikre, at alle universitetets kompetencer kommer i spil gennem samarbejde, sparring og netværk på tværs af hele AAU
ammen er vi stærkest. Sådan lyder budskabet for etableringen af et nyt center for kunstig intelligens på Aalborg Universitet (AAU). Tanken med det nye center er, at der kan opnås optimale resultater med samarbejde på tværs af samtlige fem fakulteter, som alle arbejder med AI ud fra vidt forskellige fagligheder.
Stort politisk fokus på kunstig intelligens
Det officielle startskud til ”AI for the People-centre” har netop lydt. Over 100 interesserede deltog i arrangementet, der blev åbnet af AAU Innovationsdirektør Dorte Stigaard. I sin introduktion fremhævede hun det kæmpe potentiale ved at danne et stærkt samarbejde på tværs, ligesom hun kom ind på AI’s store betydning:
− Der er et stort fokus lige nu på kunstig intelligens i samfundet, og det bliver kun større. Rent politisk arbejder Margrethe Vestager i EU for kunstig intelligens med mennesket i fokus. Verdens første AI-ambassadør Casper Klynge er udpeget. Eksempelvis Innovationsfonden afsætter mange fondsmidler til kunstig intelligens, sagde hun.
Forskellige perspektiver på begrebet
Det tværfaglige potentiale inden for kunstig intelligens blev understreget med tre oplægsholdere fra forskellige fagområder, der talte om emnet ud fra hhv. et sundheds-, et samfunds- og et virksomhedsperspektiv. Desuden præsenterede AI-forskere 30 forskellige forskningsprojekter, som gav anledning til en lang række interesserede spørgsmål og nye potentielle samarbejdsmuligheder.
Eksempler på igangværende forskning inden for området på AAU er bl.a. etiske dilemmaer i brugen af kunstig intelligens og kræftforskning med hjælp fra kunstig intelligens. På hjemmesiden www.ai.aau.dk kan alle interesserede kan følge events, nyheder samt læse meget mere om igangværende og kommende forskningsprojekter på hele universitetet.