Projektet hedder ”Idrætsefterskoler – dannelse med krop og sjæl” og gennemføres som et ph.d.-studie med cand.scient. Lise Maria Elkrog-Hansen i spidsen.
Projektet er blandt andet støttet af en større bevilling fra Kulturministeriet.
Mere end bare en skole
Efterskoler er et unikt dansk fænomen og ved skoleårets start i august 2019 startede 30.069 elever på en efterskole. Det er det højeste antal nogensinde.
En stor del af landets efterskoler har et særligt fokus på idræt, og rigtig mange tidligere elever husker tiden på en idrætsefterskole, som noget ganske særligt og som noget, der har betydning for dem langt ind i voksenlivet. Men vi ved faktisk ikke endnu, hvad det ’særlige’ eller ’betydningsfulde’ består af, og hvilken rolle idrætten spiller heri.
– Vores viden om det unikke og særlige ved idrætsefterskoler er meget begrænset, og det er til trods for, at idrætsefterskolerne faktisk har en fremtrædende plads i vores samfund. Og for mange er det meget mere end bare en skole, fortæller projektleder, Lise Maria Elkrog-Hansen, om baggrunden for projektet.
Fokus på kultur og dannelse
For at få et indblik i det unikke ved idrætsefterskoler, undersøger projektet hvilken rolle denne særlige skoleform har for unges udviklings- og dannelsesprocesser – og det gøres med udgangspunkt i idrætten og fællesskabet.
Det, der adskiller dette projekt fra andre studier omkring efterskoler, er, at det tager udgangspunkt i netop idrætten, og undersøger om idrætten rummer nogle kvaliteter, der har en særlig betydning for livet på en efterskole.
Netop elevperspektivet er et helt centralt element i studiet, og projektet ønsker at komme helt tæt på elevernes hverdag. Studiets første del består derfor af feltarbejde, der finder sted henover et helt skoleår.
– For at forstå idrætsefterskolekulturen og idrættens betydning, vil vi gerne helt tæt på eleverne, deres oplevelser og deres fortællinger. Og det kan vi blandt andet komme ved at forsøge at blive en del af de unges hverdag, uddyber Lise Maria Elkrog-Hansen.
Ny viden om idrætsefterskoler
Ambitionen med projektet er at forstå denne særlige og unikke skoleform, tegne et bredere billede af idrætsefterskolesektoren og samtidig give et forskningsbaseret billede af, hvordan og hvorfor et idrætsefterskoleophold påvirker elevernes udviklings- og dannelsesprocesser.
– Vi glæder os over, at der gennem ny forskning bliver sat systematisk lys på idrætsefterskolerne. Vi ser frem til at bliver klogere på emner, der optager os i hverdagen, udtaler Thomas Madsen, forstander på Glamsdalens Idrætsefterskole.
Om projektet
- Forskningsprojektet ”Idrætsefterskoler – dannelse med krop og sjæl” startede officielt den 1. februar 2020.
- Projektet munder ud i en Ph.d.-afhandling og en række videnskabelige artikler.
- Udover Kulturministeriet er projektet støttet af FIIBL – Forsknings- og Innovationscenter for Idræt, Bevægelse og Læring – og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.
- Projektet vil kunne følges på www.fiibl.dk
Vil du vide mere om idrætsefterskoler?
Sæt kryds i kalenderen den 6. august 2020 til den årlige idrætsefterskolekonference på Syddansk Universitet.
Årets tema er livsduelighed og har blandt andet fokus på, hvordan idrætsefterskolerne gennem idrætten kan fremme såvel færdigheder som kompetencer hos eleverne, der rækker ud over det rent bevægelsesmæssige.