Site icon 24NYT

Nyt om skudsag

politi glas mørk

Foto: Rigspolitiet.

Det er en aktuel uro i lokale kriminelle netværk i Aalborg, der har forbindelse til nattens skudepisode på Hadsundvej, hvorved en ung mand – der er meldt uden for livsfare – blev såret. Uroen handler formentlig om narkomarkedet og gammelt nag.

Sådan lyder vurderingen fra vicepolitiinspektør Frank Olsen, der er leder af politiets igangværende efterforskning af skudepisoden.

”Vi har siden sidste sommer haft et intenst og målrettet fokus på disse kriminelle netværk og de personer, der indgår heri,” siger Frank Olsen.

Vicepolitiinspektøren kan ikke gå i detaljer omkring disse netværk – det er af hensynet til politiets brede indsats på området, men det er politiets opfattelse, at deres aktuelle uoverensstemmelser blandt andet relaterer sig til narkomarkedet i Aalborg samt gammelt uvenskab.

”Jeg kan dog sige, at der er tale om kriminelle netværk med en løs struktur, som består af personer af forskellige nationaliteter med lokal tilknytning,” siger Frank Olsen, der ikke kan udtale sig om antallet netop på grund af denne meget løse struktur, hvor der hurtigt sker udskiftning.

 

Bred indsats i gang

Nordjyllands Politis indsats over for personerne tilknyttet disse netværk omfatter flere elementer fra den politifaglige værktøjskasse: nemlig forebyggende initiativer, konsekvent strafforfølgning og tryghedsskabende tiltag, f.eks. øget patruljering i særlige områder, som blandt andet er iværksat netop i dag på grund af nattens episode.

”Det betyder på godt dansk, at vi er meget opmærksomme på disse personer, og at vi skrider ind over for dem, hvis de overtræder straffeloven eller på anden måde skaber utryghed i det offentlige rum. En skudepisode på offentlig vej, som den vi så i dag, er fuldstændig uacceptabel,” siger Frank Olsen, der dog understreger, at helt almindelige borgere i Aalborg ikke skal være bange for at blive direkte involvere i noget.

”Vi vurderer, at det er uro og uoverensstemmelser indkapslet i et lokalt kriminelt netværk, der kan medføre interne opgør. Men derfor kan det stadig, helt forståeligt, være utrygt at opleve skyderi det offentlige rum, f.eks. tæt på ens bopæl,” uddyber vicepolitiinspektøren, der opfordrer borgerne til at henvende sig til politiets tryghedspatruljer eller på 114, hvis de føler sig utrygge eller har informationer til politiet.

Myndighederne samarbejder

Vicepolitiinspektøren tilføjer, at politiets brede indsats over for de lokale kriminelle netværk foregår i et tæt samarbejde med de øvrige myndigheder, herunder Aalborg Kommune, SKAT og andre politikredse – og den kommer til at fortsætte med uformindsket styrke fremover.

Politiets aktuelle efterforskning af den konkrete skudepisode fortsætter. Ingen personer er endnu blevet anholdt i sagen.

 

Exit mobile version