Det er sjældent, at muligheden byder sig for. Men nu sker det, Guldborgsund Kommune kan snart tilbyde alle borgere et nyt rekreativt område.
-Vi er meget begejstret over, at det kan lade sig gøre, siger Peter Bring-Larsen (G) formand for Teknik-, Miljø- og Ejendomsudvalget i Guldborgsund Kommune.
Det er den kommunalt ejede tidligere losseplads og grenplads på Godthåbs Alle i Væggerløse, der nu bliver til et nyt offentligt tilgængeligt rekreativt område. Grenpladsen har igennem mange år ligget ubenyttet hen.
Grenpladsen bliver nu til et skovområde – der er døbt ”Kæmpeskoven”. Hele området vil blive tilplantet med ”børn” af kæmpeegene fra Corselitzeskovene på Østfalster. Et projekt koordineret af Skov- og Naturkonsulent Thyge Andersen, Kraghave. Dernæst vil en del af området blive indhegnet til en ny stor hundeskov. Der vil tillige blive etableret p-plads og borde & bænkesæt på arealet.
Grenpladsen er kortlagt som lettere forurenet, fordi den har været anvendt som losseplads. Pga. af denne kortlægning skal der spredes 50cm ren jord ud på arealet, før det må anvendes som et rekreativt område.
-Vi er allerede begyndt på denne proces med at klargøre området. Jorden, der bliver i overskud fra det nye anlæg af sygehusparkering i Nykøbing bliver kørt herud, så vi kan genbruge jorden her, siger Peter Bring-Larsen.
Arealet er ved at blive ryddet for krat og buske. Næste skridt bliver så at ligge et markeringsnet ud, der vil vise, hvor grænsen er mellem forurenet og ren jord. Den rene jord vil så til slut blive udlagt på hele området.
- Der kommer til at være en del tung trafik med lastbiler med ren jord fra Nykøbing til Godthåbs Alle igennem det næste stykke tid. Vi beklager de gener, det må forvolde. Men vi håber, at alle kan bære over med det baseret på det fine resultat, vi får ud af det, siger Peter Bring-Larsen.
Arealet ved den tidligere grenplads nu ”Kæmpeskoven” er på 2,4 ha (næsten fire fodboldbaner), og det planlægges, at den vil blive indviet i efteråret 2020.
Financieringen af projektet på ca. 850.000 kr. er tilvejebragt fra Guldborgsund Kommune – Teknik, Miljø og Ejendomsudvalgets anlægsmidler.