Nyt studie blandt inaktive danskere: Vi skal inviteres af vores venner og familie

”Find nye fællesskaber,” sådan har det ofte lydt, når idrætsforeninger har inviteret danskerne med i de aktive fællesskaber.

Men et nyt studie fra Aarhus Universitet foretaget blandt 1000 inaktive danskere viser, at det for en stor del af de adspurgte ikke er muligheden for at få nye venner eller bekendtskaber, der motiverer dem til at begynde til en idræt. Et flertal af de adspurgte, nemlig 34,5 procent, svarer, at hvis de derimod bliver inviteret af nogen i deres nære omgangskreds, så er de langt mere motiveret til at komme i gang med at være fysisk aktive og vel at mærke fortsætte med det.

Det er Bevæg dig for livet, der er et samarbejde mellem DGI, DIF, Nordea-fonden og TrygFonden, der har taget initiativ til undersøgelsen, som er foretaget af Aarhus Universitet, for at lære mere om den inaktive befolkningsgruppe, og ikke mindst hvordan de motiveres bedst til at dyrke idræt.

Giv din ven et venligt skub

Netop den tryghed, de fleste af os søger, hvis vi skal begynde til en idræt, sætter de to organisationer ord på i den ny kampagne ’Dyrk fællesskabet – vi kan mere i forening.’ Her bliver alle, der allerede er aktive i en idrætsforening, opfordret til at give deres ven, nabo eller søster et venligt skub eller klap bagi, så de sammen kan begynde at dyrke noget motion. De allerede aktive idrætsmedlemmer får adgang til forskelligt materiale med sjove måder at invitere nogen, de kender godt, med i foreningen:

LÆS OGSÅ:  Vi kan arbejde fem år længere

”Idrætsforeningerne i DGI og DIF har over 2.2 millioner medlemmer, så det er helt oplagt at opfordre dem til at invitere deres venner og familie med til træning. Opfordringen gælder også de mange, der er en del af foreningen som f.eks. frivillige eller forældre. Det vil være en god ide, at de inviterer folk i deres nære omgangskreds med til træning. Forhåbentlig kan vi på den måde få flere til at opleve glæden ved de aktive fællesskaber,” siger Charlotte Bach Thomassen, der er formand for DGI.

Niels Nygaard, formand i DIF, tilføjer:

”Det er interessant viden for os, at den inaktive gruppe ikke motiveres til at begynde til en idræt for at danne nye bekendtskaber, men at det derimod er vores nærmeste venner og familiemedlemmer, der får os med i foreningen, og det er klart, at det skal vi dyrke noget mere,” siger han.

Fakta om inaktivitetsrapporten:

  • I alt 1033 inaktive voksne danskere i alderen 18-65 år har besvaret spørgeskemaundersøgelsen
  • 34,5 procent af de adspurgte i rapporten svarer, at det motiverer dem til at være fysisk aktive, hvis én i deres nære omgangskreds spørger, om de vil være fysisk aktive sammen med dem.
  • Med den nære omgangskreds hentydes der til familie og venner.
  • 93 procent af de fysisk inaktive danskere svarer, at de ikke ser fysisk aktivitet som en god måde at få nye bekendtskaber på.
LÆS OGSÅ:  Flere danskere stemmer blankt

Fakta om inaktivitet:

  • Andelen af danskere, der sidder fast i sofaen, er stigende. Ifølge den Nationale Sundhedsprofil lever 28,8 procent af den voksne befolkning ikke op til WHO’s minimumsanbefalinger for fysisk aktivitet (Sundhedsstyrelsen, 2018a).
  • Tal fra Idrættens Analyseinstitut viser, at 25 procent af den voksne danske befolkning ikke dyrker sport eller motion.

Om Bevæg dig for livet

Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er målet i det historiske samarbejde, DGI og DIF har indgået med TrygFonden og Nordea-fonden om opfyldelsen af en ny, ambitiøs vision for dansk idræt. Bevæg dig for livet visionen er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)