Dinesh D’Souzas dokumentar, ”2000 Mules”, beviser uden for enhver tvivl, at det amerikanske præsidentvalg i 2020 blev stjålet, og at Donald Trump var den sande vinder, som han hele tiden har sagt.
Det foregik på denne måde: En række såkaldte non-profit organisationer, finansieret af pengestærke demokratiske bagmænd, der for enhver pris ville af med Trump, betalte mindst 2000 og sandsynligvis mange flere for at proppe stemmesedler i de drop-bokse, der var opstillet uden for stemmelokalerne, og som Mark Zuckerberg havde betalt 419,5 millioner dollars for. Zuckerberg sagde, at han på helt privat basis – og som en samfundsgavnlig og uegennyttig indsats – blot ville sørge for, at alle fik mulighed for at stemme.
Muldyrene (mules) var altså betalte aktører, som ved nattetide drog fra drop-boks til drop-boks og hældte stakke af stemmesedler i. Det skete ikke over alt i USA, men kun i udvalgte valgkredse, som man vidste ville blive afgørende for valgets udfald. Det drejede sig om valgkredse i stater, som Joe Biden ”vandt” med snævert flertal: Georgia, Arizona, Wisconsin, Michigan og Pennsylvania, der uden megen tvivl ville være gået til Trump, hvis der ikke var blevet snydt.
Hvordan kan man vide, at der fandtes muldyr? Det kan man, fordi man i vore dage har mulighed for ”geo-tracking”, hvorved man kan spore, hvor en person befinder sig på et bestemt tidspunkt. Og hvis en person går fra drop-boks til drop-boks klokken 2 om natten, kan det afsløres. Vi kender det alle sammen. Hvis man befinder sig i en lille flække i det sydlige Tyskland, kan man pludselig opleve at få underlige beskeder på sin telefon eller computer, der godtgør, at nogen ved, hvor man er. Firmaer indsamler disse data, og man kan købe dem. Det var præcis, hvad non-profit organisationen True the Vote gjorde. Ved et omfattende arbejde lykkedes det at matche geo-trackingen med optagelser fra de videokameraer, der var opstillet ved hver boks. Man kunne derfor se, at den og den person – genkendelig på f.eks. tøjet, håret eller kropsbygningen – besøgte de og de bokse.
Hvordan kunne nogen føle sig berettiget til at forfalske valget? Her skal man se på baggrunden. Gennem fire år var Donald Trump blevet fremstillet som en trussel mod USA. Han var racist, nazist, tilhænger af hvidt overherredømme samt købt og betalt af Vladimir Putin. Der var den historie, der blev udbredt af stort set hele mainstream-pressen i USA, i Europa og i Danmark. Over for en sådan mand var ethvert middel moralsk forsvarligt og legitimt. Trumps fjender havde derfor ingen betænkeligheder ved at undergrave demokratiet, for det skete i en højere sags tjeneste.
Millioner af amerikanere er fortsat overbeviste om, at 2020-valget var forfalsket, og det er kommet til flere retssager, som domstolene – såvel de føderale som Højesteret – har nægtet at behandle. De har simpelthen ikke villet tage stilling til klagernes anbringender. Derfor kan demokraterne fortsat hævde, at der ikke foreligger beviser på snyd, hvilket jo er rigtigt, fordi de eventuelle beviser aldrig er blevet bedømt i en retssal.
Flere ledende republikanere, bl.a. Trumps justitsminister William Barr, tror ikke på beskyldningerne om valgsvindel og opfordrer Trump til at holde op med at hævde det. Det er svært at forklare disse republikaneres holdning i lyset af, hvad der er kommet frem. Sandsynligheden taler for, at de ganske enkelt er bange for, hvad der kan ske dem, hvis de lægger sig ud med de demokratisk-styrede massemedier. De har jo set, hvordan det er gået Trump.
I mellemtiden bliver Joe Biden og hans håndgangne kvinder og mænd ved med at bedyre, at 2020-valget var det sikreste i USA’s historie. Og det er sådan, man skal gøre. Hvis man vil lyve, skal det ikke være om småting. Man skal lyve stort, for så har man større chance for at blive troet. Jævne mennesker lyver hele tiden, men få ville opfinde monumentale løgne, og de kan derfor ikke tro, at landets mest magtfulde institutioner kunne finde på det.
Det kan man læse i en gammel bog med titlen Mein Kampf.