Også danskerne bøjer nakken for muslimerne

Et stigende antal episoder i de vesteuropæiske lande viser, at det muslimske parallelsamfunds egne regler og normer er i stand til at overtrumfe politiets og det sekulære samfunds magt.

I Sverige har politiet således strammet de gældende regler for forsamlingsfrihed og ytringsfrihed ved at forbyde afbrænding af koraner. Man vil ikke længere tillade demonstrationer, hvis det varsles, at der vil blive sat ild til Koranen. Forbuddet gælder vel at mærke kun Koranen og altså ikke andre hellige skrifter og bøger.

Det svenske forbud er naturligvis møntet på Rasmus Paludan. Det er dog ikke Paludan, der er problemet, men dem, der har held med at lukke munden på ham.

I West Yorkshire i England har nogle skoledrenge aftalt, at taberen i et computerspil skulle tage en koran med i skole den følgende dag. Som sagt så gjort. I løbet af dagen blev bogen slået ud af hænderne på en dreng, der sad med den. Den endte på jorden, forsiden fik ridser, og en af de forreste sider blev krøllet en smule.

Den harmløse episode førte til en religiøs høring, som man kan kalde en shariadomstol. Her sad et panel af alvorstunge religiøse ledere anført af en sortklædt imam, og ved siden af ham hændervridende myndighedspersoner, ikke mindst den lokale politikommissær, som havde forestået efterforskningen. Ind foran panelet kom drengens mor, der, selv om hun ikke er muslim, havde iført sig tørklæde. Hun tiggede og bønfaldt panelet om at skåne sin stakkels 14-årige søn. Høringen sluttede med en fælles muslimsk bøn, som myndighedspersonerne for en sikkerheds skyld også deltog i.

I Korsør har myndighederne i 2019/2020 stået magtesløse over for to muslimske familier, der i mere end et år har hærget Korsør og ghettoområdet på Motalavej. Interne dokumenter har efterfølgende vist, at imamer har mæglet i konflikten, fordi de stridende parter sagde nej til en dansk advokat som konfliktmægler.

I Danmark burde enten myndighederne eller politiet mægle i konflikter og ikke imamer eller andre selvbestaltede aktører fra de muslimske miljøer. Men i mødet med den muslimske machokultur bøjer myndighederne og politiet nakken og giver slip på deres magtbeføjelser.

Imamer har i øvrigt ved flere lejligheder tidligere mæglet i bandekonflikter, f.eks. i det vestlige Aarhus samt i København på Dortheavej i 2017. For mange i København var det rystende at opleve, at bandekrigen først blev standset, da folk med forbindelse til en kontroversiel københavnsk moske trådte ind som mæglere.

Episoderne – både den svenske, den engelske og den danske – er forstemmende symboler på, hvad der sker, når det religiøse vanvid får lov at dominere i et sekulært samfund, der i eftergivenhed tror, at det gør det rigtige, men i virkeligheden kun svækker sit eget demokrati.

André Rossmann