Til marts næste år lukker og slukker virksomheden Zealand Care, der leverer hjælpemidler og løsninger inden for sundhed og velfærdsteknologi. Det skyldes, at Zealand Cares kunder, kommunerne, selv begynder at stå for det arbejde, som selskabet udfører. Samtidig er der færre og færre kommunale udbud, som Zealand Care er afhængig af at vinde for at få nye kunder eller genvinde gamle.
Når vi handler privat, er det almindelig sund fornuft at undersøge, hvad man får for pengene. Det er logik for burhøns. Den offentlige sektor i dette land handler imidlertid ikke efter samme logik. Hver gang en offentlig opgave ikke bliver sendt i udbud, er der derfor stor sandsynlighed for, at det offentlige bruger flere penge på at få opgaven løst end nødvendigt. Det offentlige aner jo ikke, om der er andre, som kan løse opgaven bedre og billigere, og derfor bliver den tjenesteydelse, det offentlige monopol leverer, unødvendigt dyr, og dens kvalitet bliver stadig ringere.
Det økonomiske potentiale ved udlicitering kan der ikke være tvivl om. Det er grundigt undersøgt og positive økonomiske effekter er kendt. Men det kan den magtfulde offentlige mafia (kommunaldirektører, byrådspolitikere, fagforeninger, forvaltningschefer, institutionsledere, offentligt ansatte mv.), der har en direkte privatøkonomisk interesse i at skærme de store kommunale områder mod beskæring og udlicitering, være flintrende ligeglad med. Borgerne har jo ikke andre steder at gå hen. Mens den offentlige mafia således nyder sine økonomiske fordele, er den samlede effekt af de offentlige monopoler samfundsskadelig. Danmark og danskerne bliver fattigere.
Zealand Care er blevet ramt af, at kommuner og regioner i stigende omfang tager opgaver hjem, som før var udliciteret til private. De senere år har det samlede antal af opgaver, der udsættes for konkurrence fra private, været svagt faldende. Næsten halvdelen af kommunerne har hjemtaget udliciterede opgaver siden 2015, og de begrunder det med, at de kan løse opgaverne bedre og billigere end private.
Selv om de offentlige monopoler skader forbrugerne, er flertallet af danske vælgere inkl. de borgerlige enige om, at det offentlige bør fastholde sit monopol på levering af offentlige ydelser. Blandt vælgerne i den blå blok foretrækker 72 pct., at det offentlige tager sig af velfærden i Danmark. Blandt borgerlige spidskandidater ved det sidste kommunalvalg i 2017 var der kun 33 pct., der ønskede flere private institutioner. Det forklarer, hvorfor ingen borgerlige partier har afmontering af det offentlige monopol på programmet.
Glimrende eksempler på samfundsskadelige offentlige monopoler er DR (som alle danskere er tvungne abonnementer hos) og DSB (der er beskyttet mod konkurrence fra fjernbusser på rejser under 75 km).
I så forskellige kommuner som København og Jammerbugt kan man ikke vælge en privat daginstitution, der ikke har åbent i mindst 48 timer om ugen. Det sikrer kommunernes institutioner mod konkurrence fra vuggestuer, der satser på kortere åbningstider, men som til gengæld har højere normeringer.
Og i den mere kuriøse afdeling udnytter staten sit monopol på ønskenummerplader til at tage høje priser. 1.000 kr. pr. år skal man betale ekstra, hvis man ønsker en nummerplade, der skiller sig lidt ud fra mængden.
De borgerlige politikere bilder danskerne ind, at de går ind for øget udlicitering af offentlige opgaver, men virkeligheden tegner et helt andet billede.
I 2015 bebudede erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), at ”han i starten af 2016 ville foreslå konkrete måltal for, hvor meget der skal konkurrenceudsættes ude i landets kommuner”. Det er blevet ved snakken.
I 2016 sagde minister for offentlig innovation, Sophia Løhde (V): ”Vi har et mål om at sende flere offentlige opgaver i udbud, som en del af vores arbejdsprogram for den offentlige sektor”. Det er blevet ved snakken.
VLAK’s ambition i 2018 var, at 35 pct. af de offentlige opgaver skulle i udbud. Men et bindende måltal fandt ikke vej til den endelige økonomiaftale, som blev indgået i juni 2018.
I 2020 konkurrenceudsatte kommunerne 26,3 pct. af de opgaver, der er mulige at konkurrenceudsætte (f.eks. rengøring, vejarbejde eller pleje af ældre), dvs. for ca. 0,7 mia. kr. mindre end året før. Det betyder, at opgaver for ca. 300 mia. kr., som det er muligt at udbyde, håndteres gennem egenproduktion uden at det undersøges, om private leverandører kan udføre opgaven billigere og bedre.
I Danmark hersker der udbredt konsensus om, at kun offentligt ansatte og offentlige institutioner kan varetage velfærdsydelser på forsvarlig vis, og at det er moralsk forkasteligt at tjene penge på at levere velfærd. I den politiske virkelighed i Danmark er de borgerlige ideer om radikale reformer af det offentlige og markedsgørelse af de offentlige tilbud lig med politisk selvmord. Forvent derfor ikke, at de borgerlige partier vil tage et opgør med den magtfulde mafia, der sidder tungt på det offentlige.
André Rossmann