Omfattende telefonbedrageri mod ældre borgere for flere millioner

Den dømte tilstod i onsdag groft telefonbedrageri rettet mod ældre borgere for flere millioner.

En 23-årig mand blev i onsdag ved Retten På Frederiksberg idømt tre års fængsel for at have begået systematisk og organiseret databedrageri af særlig grov beskaffenhed i perioden fra februar 2019 til august 2019.

Sagen har været efterforsket af efterforskningsfælleskabet Særlig Efterforskning Øst (SEØ) under Københavns Politi.

Sagen omfatter 124 tilfælde af bedrageri og forsøg på bedrageri, hvor den 23-årige mand har ringet til fortrinsvis ældre borgere og udgivet sig for at være ansat hos NemID, banker eller Nets Betalingsservice. Han har forsøgt at franarre borgerne deres personnummer, NemID-nøglekort og andre oplysninger. I 33 tilfælde lykkedes det at få udleveret oplysninger, hvilket gjorde ham i stand til at stjæle ca. 2,5 millioner kroner fra de forurettedes konti.

Manden udrejste af Danmark i august 2019 og opholdt sig derefter primært i Tyrkiet. I marts 2020 blev han varetægtsfængslet in absentia, ligesom der blev udstedt en europæisk arrestordre. Den 31. december 2020 vendte han tilbage til Danmark og blev dagen efter varetægtsfængslet.

”Bedragerierne er særdeles grove, idet de har været sat i system på en yderst organiseret måde, og har været målrettet ældre borgere. Heldigvis viser dagens strafudmåling også, hvor dybt forkastelig og uacceptabel denne form for kriminalitet er,” siger anklager Gutti Harryson.
Manden er desuden dømt til at skulle betale næsten to millioner kroner i erstatning til de forurettede og de banker, der har mistet penge som følge af bedragerierne.

LÆS OGSÅ:  Danskere forsøgt lænset for millioner af kroner

Den 23-årige har modtaget dommen, og han er fortsat varetægtsfængslet efter dommen.