Site icon 24NYT

‘Operation Mørketid’ kommer til en by nær dig

I de to kommende uger besøger indbrudseksperter og lokalbetjente alle kommuner i politikredsen med skarpe råd mod indbrudstyve.

 

Fra mandag den 7. november og frem til torsdag den 17. november får storcentre og butikstorve i alle 11 kommuner besøg af Københavns Vestegns Politis indbrudseksperter og lokalbetjente.

De er ’Operation Mørketid’ og vil være bevæbnet med tips og tricks til at holde indbrudstyven væk her i den mørke tid:

”Vi ser fortsat et fald i indbrud på Vestegnen, men det er vigtigt at fastholde den positive udvikling. Sørg for at få din bolig til at se ud, som om nogen er hjemme, når du er ude, for eksempel med lys, som tænder og slukker,” siger indbrudsrådgiver Per Hedeman, Københavns Vestegns Politi.

Især i skumringstiden om eftermiddagen, hvor mørket falder på, og boligen ofte er alene hjemme, kan lys ude og inde være en rigtig god idé.

 

Intelligent tænd- og sluk-styring

Operation Mørketid har et gratis tænd-/slukure med til dig. Men der findes andre, moderne løsninger til at få lys til at tænde og slukke.
Det kan fx være strømbesparende smart-LED-pærer, som via en app på telefonen kan programmeres til at tænde og slukke i et par timer om eftermiddagen eller i rytmer, så det ser ud som om, at nogen er hjemme.
Smarte WiFi-pærer kan købes for under 100 kroner i bygge- og supermarkeder.

 

Sikring af døre og vinduer

I byggemarkeder fås også relativt billige indbrudssikringsbeslag eller -håndtag til at forstærke vinduer og døre, så de er svære at bryde op.

Et andet tip er at skrue listen omkring et udvendigt vindue fast, så det er svært at fjerne listen og tage ruden ud af vinduet.

”Hvor meget man vil ofre, er selvfølgelig altid en overvejelse over for ubehaget ved et indbrud. Men tænd-/sluklysure i en begrænset tidsperiode – fx i skumringen og når man ikke hjemme – kan have en god effekt. Det samme har mindre forstærkninger af vinduer eller døre, og begge dele bør kunne gøres for relativt få penge,” siger Per Hedeman.

 

Gode naboskaber

Tyve smutter, når gode naboer holder øje. Lav gerne aftaler med dine naboer om at holde øje med kvarteret, hinandens boliger og ringe til politiet i en fart, hvis en mistænkelig person lusker rundt.

Tag gerne naboen, genboen og overboen med hen og hils på ’Operation Mørketid’.

 

Mød Operation Mørketid her

I de kommende uger kan du møde dine lokale betjente et sted nær dig følgende steder:

 

Rødovre

Mandag den 7. november fra kl. 15 til 18.30
Rødovre Centrum ved Festpladsen

 

Gladsaxe

Tirsdag den 8. november fra kl. 15 til 18.30
Bagsværd Hovedgade 128 ved Meny

 

Herlev

Onsdag den 9. november fra kl. 15 til 18.30
BIG, Herlev Hovedgade 7, ved Føtex/Netto

 

Brøndby

Onsdag den 9. november fra kl. 15 til 18.30
Nygårds Plads 29 ved Kvickly

 

Ballerup

Torsdag den 10. november fra kl. 15 til 18.30
Ballerup Centret 2 ved Bog&Idé

Hvidovre

Mandag den 14. november fra kl. 15 til 18.30
Frihedens Butikscenter, Torvet ved Føtex

 

Glostrup

Tirsdag den 15. november fra kl. 15 til 18.30
Glostrup Shoppingcenter ved apoteket

 

Vallensbæk

Tirsdag den 15. november fra kl. 15 til 18.30
Vallensbæk Bibliotek, Vallensbæk Stationstorv 40

 

Ishøj

Onsdag den 16. november fra kl. 15 til 18.30
Ishøj Bycenter, Lille Torv ved Bilka

 

Albertslund

Torsdag den 17. november fra kl. 15 til 18.30
Albertslund Centrum, Bytorvet ved det gamle posthus

 

Taastrup

Torsdag den 17. november fra kl. 15 til 18.30
City 2, Cityringen 4. Torv ved biografen.

Exit mobile version