Site icon 24NYT

Oplev fjorden helt tæt på

Under fjordvandets overflade gemmer sig et mylder af dyr og planter. Det kan man høre meget mere om, hvis man tager med på fjordvandring med Færgegården. Foto: Dan Cook

Tag med langs en af Danmarks mest fantastiske fjorde, når Færgegården og marinbiolog Mads Christoffersen inviterer på fjordvandring ved Roskilde Fjord den 13. maj.

Lyden af vandet, der skvulper mildt langs vandkanten, den lune sol i nakken og udsigt til fjordens dyreliv fra første række. Det er, hvad der venter, når store og små inviteres på vandring langs fjorden – i hvert fald hvis vejret bliver som håbet.

Under den blanke havoverflade rummer fjorden et mylder af spændende dyr og et utroligt varieret undervandslandskab. Marinbiolog Mads Christoffersen guider turen, og han vil undervejs fortælle om alt det liv, der findes under havoverfladen. Man kan bl.a. høre om de mange forskellige fiskearter, der lever i fjorden, og blive klogere på, hvordan et udlagt stenrev gavner havmiljøet. Undervejs på turen besøges også et lille fiskerleje – og måske bliver der mulighed for at se på de lokale fritidsfiskeres fangst.

”På fjordvandringen har vi god tid til at nyde den smukke natur og fordybe os i de mange fantastiske historier og det rige dyreliv, som vi fjorden gemmer på,” fortæller Maja Kvamm, der er museumsmedarbejder på Frederikssund Museum, Færgegården.

Praktisk info:
Fjordvandringen forventes at være ca. 7-10 km i roligt tempo og med indlagte pauser. Medbring tøj efter vejret, og fodtøj egnet til en lang vandring. Medbring også madpakke og drikkevarer til hele turen.

Der vil være mulighed for at låne toilet på museet inden afgang og ved hjemkomst, samt undervejs ved besøg hos den lokale fisker.

NB: Turen begynder og slutter ved Frederikssund Museum, Færgegården, og den aflyses i tilfælde af voldsom regn.

Exit mobile version