Site icon 24NYT

Otte personer fremstilles efter større narkoaktion

Særlig Efterforskning Vest og Østjyllands Politi fremstiller i dag fra kl. 8.15 otte personer i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Alle er sigtet for narkohandel i forbindelse med en større narkoaktion i går, hvor i alt 11 personer blev anholdt.

De personer, som ikke fremstilles, er fortsat sigtet i sagen.

Da Anklagemyndigheden anmoder om lukkede i døre i dagens grundlovsforhør, ønsker politiet ikke at oplyse yderligere.

Baggrund for sagen er følgende, som politiet meldte ud i går:

Særlig Efterforskning Vest (SEV) har i en koordineret aktion med assistance fra Østjyllands Politi onsdag formiddag anholdt 11 personer, der mistænkes for omfattende handel med hash. Fem af dem har forbindelse til bandemiljøet i Aarhus. Derudover er yderligere tre blevet sigtet – dog uden anholdelse.

I starten af marts blev 18 personer anholdt i samme sag, og samlet set er der beslaglagt over 1,6 ton hash og 11 kilo kokain i forbindelse med efterforskningen af narkosmuglingen.

Onsdagens aktion var primært rettet mod bandemiljøet i Aarhus, hvor en række adresser blev ransaget. Derudover var politiet i aktion et enkelt sted i Kolding.

I forbindelse med indsatsen beslaglagde politiet to millioner danske kroner i kontanter og 15.000 euro samt en enkelt personbil. Der blev desuden fundet 14 kilo hash.

Under efterforskningen af narkoorganisationen har SEV samarbejdet med politiet i henholdsvis Holland, Sverige og Guardia Civil i Spanien.

Med dagens aktion er i alt 29 personer blevet anholdt i sagen. 14 af dem sidder i øjeblikket varetægtsfængslet, men det antal kan blive forøget i morgen, hvor det forventes, at otte personer bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

Leder af Særlig Efterforskning Vest, politiinspektør Brian Olsen, ser resultatet af aktionen som et vigtigt led i kampen mod narkohandel.

– Med dagens aktion har vi taget endnu et skridt mod at optrevle en stor international narkoorganisation, som har indført store mængder narkotika til Danmark. Vi fortsætter vores indsats, og jeg kan ikke afvise, at der kommer yderligere anholdelser i sagen, siger Brian Olsen.

 

Exit mobile version