Ja, det gør Dansk Folkeparti, men der skal nogle ændringer til, før partiet kan rykke væk fra sin plads i skyggen med ryggen mod muren og ud i det politiske solskin. Vi har jo meget at takke DF for. Da partiet blev stiftet i 1995, bevægede det danske samfund sig i parallelsporet til udviklingen i Sverige, og hvis ikke DF med stor folkelig opbakning havde sat hælene i jorden, var vi med garanti endt lige der, hvor Sverige er i dag. Med fremsynethed og stort personligt mod stillede Pia Kjærsgaard sig i spidsen for en kampagne, der skulle sikre dansk kultur og levevis mod at blive løbet over ende af en ukontrolleret indvandring fra arabiske kultursamfund. Hele det kulturradikale Danmark og en stor del af det såkaldt borgerlige samfund kastede sig over hende med en aldrig ophørende strøm af fordømmelse, had, intriger og perfide beskyldninger.
Graver man tilbage til dødehavsrullerne med partiets første program fra 1997, fremstår Dansk Folkeparti som et vaskeægte borgerligt parti. Ud over mærkesagerne i indvandrerpolitikken krævede DF en aktiv økonomisk vækstpolitik, der kunne skabe nye arbejdspladser og virksomheder. Man ville have en betydelig nedsættelse af skattetrykket kombineret med offentlige besparelser. Væk med ejendoms- og jordbeskatning og gradvis reduktion af registreringsafgiften.
Da DF blev parlamentarisk grundlag for Anders Fogh Rasmussens regering i 2001, røg hele vækstprogrammet på møddingen, og partiet blev hurtigt ligesom socialdemokratiet et fordelingsparti, der var mere optaget af, at få har for meget og færre for lidt. Partiets kernestøtter blev folkepensionister og arbejdervælgere, der delte Pia Kjærsgaards nationale sindelag og sociale engagement. DF’s storhedstid kulminerede ved valget i 2016, hvor partiet blev det største borgerlige parti, selv om DF på dette tidspunkt mere mindede om et lidt antikveret socialdemokrati med en duft af H.C Hansen og Hedtoft. Kommentatorer i alle afskygninger har siden haft travlt med at fortælle os, at den store DF-nedtur skyldtes Thulesen Dahls politiske flirt med Mette Frederiksen og partiets frygt for at tage et regeringsansvar, da chancen bød sig efter valgtriumfen i 2016.
Forklaringen på nedturen ligger nok et andet sted. Vælgerne kunne jo ikke i al evighed belønne DF for at have gjort udlændingedebatten stueren i Danmark. ’Den stramme udlændingepolitik ’viste sig at være en illusion. Til trods for alle mulige retoriske krumspring og lappeløsninger på migrantområdet må vi i dag konstatere, at integrationen af alt for mange migranter har været en tordnende fiasko. Uanset, hvad politikerne siger og gør, oplever vi en lind strøm af migranter fra islamiske u-landssamfund ind i Danmark. Det koster skatteyderne 90 milliarder kroner om året at finansiere tilværelsen for migranter og efterkommere fra ikke-vestlige samfund. Islamiske migranter nægter at integrere sig i det danske demokrati. En meningsmåling, som Wilke foretog for Jyllandsposten viste, at 77 procent af de adspurgte migranter med islamisk kulturbaggrund foretrækker den demokratiske retsstat udskiftet med en islamisk formynderstat på sharialovens grundlag. Grimme pletter i DF’s karakterbog.
Et stort flertal af vælgerne ønsker at bevare det danske folkestyre og vores kultur og levevis. Hvis Dansk Folkeparti fortsat ønsker at være en seriøs deltager i dette arbejde, må roret lægges om. For det første må partiet søge tilbage til sit ægte borgerlige udgangspunkt fra 1997 og bekende sig entydigt til en politik, der satser på vækst som forudsætningen for velstand, der igen er forudsætningen for velfærd. For det andet må DF have mod og mandshjerte til i fremtiden at vælte en regering, der på trods af store ord alligevel fører en slatten udlændingepolitik. Her er der ingen hjælp at hente fra Venstre og Konservative, der nu som udslukte måner svæver i kredsløb omkring den socialdemokratiske planet.
Hermed vil der være skabt en forudsætning for en revitalisering af Dansk Folkeparti, der atter kunne blive en stærk og dynamisk politisk drivkraft til glæde for hele folket.