Der kan gå uger, om ikke måneder, før de fulde kendsgerninger om de aktuelle, landsdækkende oversvømmelser i Iran foreligger. Men vi ved allerede nu, at oversvømmelserne udgør en af de største naturkatastrofer, Iran har oplevet i et halvt århundrede.
Af Amir Taheri– Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.
Ifølge foreløbige data fra Islamisk Røde Halvmåne har oversvømmelserne ramt mere end 300 større og mindre byer i 22 af Irans 31 provinser og har påvirket 18,5 millioner mennesker, næsten en fjerdedel af landets samlede befolkning. Omkring 1,2 millioner mennesker er blevet hjemløse, i det mindste midlertidigt.
Skaderne på infrastrukturen over hele landet er tilsvarende massive. Med 141 floder, der er gået over deres bredder, og omkring 500 jordskred på 3.000 kilometer veje og hovedveje, som forbinder tusindvis af landsbyer, er 78 mellemstore og større byer blevet delvist eller fuldkommen ødelagt.
Tillige er 87 broer, 160 dæmninger og mere end 1.000 kilometer jernbanelinjer ødelagt. Oversvømmelserne har sat mere end 18.000 fabrikker og værksteder ud af drift, mens skaderne på landbruget beskrives som “uoverskuelige.”
Set i et måske bredere perspektiv, har naturkatastrofen også afsløret nogle af de grundliggende svagheder hos et dysfunktionelt system, som har viet sine primære resurser og meget af sin energi til at fremme en uhyggelig ideologi og synes ude af stand til at varetage en normal nationalstats basale opgaver.
Det tog de sideløbende, sameksisterende myndigheder i Teheran mere end 48 timer at indse, hvad der skete, og give de statskontrollerede medier grønt lys til at berette om det.
Derefter varede det yderligere to dage, før de forskellige statslige dobbeltorganer besluttede, hvem der skulle gøre hvad. Præsident Hassan Rouhani, som tilbragte en ugelang ferie på ø-feriestedet Qishm, syntes uden for rækkevidde. “Øverstevejleder” Ali Khamenei, som var travlt optaget af et poesimøde, var utilgængelig i flere dage og fandt det unødvendigt overhovedet at kommentere sagen.
Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC), som ofte praler af sine imaginære sejre i Irak, Syrien, Libanon og Yemen og lover at hejse khomeinismens fane i Washington, var tvunget til at gribe ind – ikke for at redde de ramte civile, men for at beskytte de infrastrukturer, som garden har opført og kører som forretninger.
Det blev hurtigt afsløret, at disse infrastrukturer, som bl.a. omfatter jernbanelinjer bygget ind i traditionelle flodkanaler og dæmninger hastigt opført på forkerte steder og ved de forkerte floder, bidrog massivt til oversvømmelserne.
IRGC har bygget over 300 primitive dæmninger med henblik på at omlede vand fra forskellige floder til landområder, som garden har erhvervet og overført til sine aktive og/eller pensionerede officerer.
I en strategi, der minder om chavisternes i Venezuela, har IRGC også hjulpet mange bønder, der opfattes som en del af regimets støttegrundlag, med at fælde store skovstrækninger, hvilket yderligere har øget risikoen for oversvømmelser.
Mere end en uge efter at katastrofen ramte, gav Rouhani, i slet tilslørende vendinger, IRGC’s cowboyagtige “sociale” byggeprojekter og profitplaner skylden. IRGC’s chef, general Muhammad-Ali Aziz-Jaafari, tog til genmæle ved at beskylde Rouhanis regering for inkompetence og dårlig ledelse.
Svigtet fra den officielle regering, ledet af Rouhani, og den uofficielle, ledet af general Jaafari, som, i det mindste i teorien, begge er underlagt Khameneis ultimative kontrol, gav plads til, at andre aktører kom på banen.
Den første, der gjorde det, var den nationale hær, som siden mullaherne greb magten i 1979, har været behandlet stedmoderligt som en Askepot i støvler.
Iranerne så forundrede til, mens specialenheder fra den regulære hær drog i felten for at redde liv, forhindre oversvømmelserne i at brede sig yderligere, genåbne veje og endda begynde at udbedre nogle af skaderne. Opmuntrede af tilstedeværelsen af regulære hærenheder strømmede også tusindvis af frivillige til for at hjælpe mod katastrofen. Kontakter over hele Iran beskrev de almindelige borgeres solidaritet som “eksemplarisk” og antydede dermed, at Iran fortjener en bedre regering.
IRGC reagerede ved at indsejle snesevis af “madaheener”, professionelle fremsigere af religiøs messen, hvis protektor er Khamenei. Disse “madaheener” sprang ud i vandet og sang “Lidelse gør os stærke!” og “Vi er ikke bange for døden”, mens de slog sig på brystet på samme måde, som når de sørger over martyren Imam Hussein ved Muharram [islamisk nytårsmåned].
Nogle steder var de ledsaget af kvinder, som bistår ved Muharrams sørgeforsamlinger som “tårefældende hjælpere.”
De parallelle regeringer brugte også tid på at debattere, hvorvidt de skulle anmode om hjælp udefra.
Mens det officielle udenrigsministerium afventede instrukser vedrørende kontakt til Internationalt Røde Kors og andre nødhjælpsorganisationer, besluttede det uofficielle udenrigsministerium, som har til huse i Khameneis kontor, at “de, der ved, hvordan man sørger over Hussein,” ikke har behov for at ydmyge sig ved at rasle med tiggerskålen over for “korstilbedere og zionister.”
Under jordskælvet i Bam i 2003 ilede mere end 60 lande til for at hjælpe Iran med at håndtere katastrofen. Den tids facaderegering, som var ledet af præsident Muhammad Khatami, hilste udenlandsk hjælp velkommen. Dette havde gjort “Øverstevejlederen” vred.
“Hvordan kunne vi ydmyge islam over for de vantro?” tordnede Khamenei.
Denne gang vovede facaderegeringen, ledet af den uheldige Rouhani, dog ikke at trodse “Øverstevejlederen”. Rouhanis førstesekretær, Eshaq Jahangiri, havde følgende at sige: “Et land så rigt som den Islamiske Republik har ikke brug for udenlandsk hjælp.”
Men for at narre sine amerikanske apologeter måtte Muhammad Javad Zarif, manden der spiller rollen som udenrigsminister, alligevel bebrejde USA for manglen på enhver udenlandsk hjælp eller blot medfølelse.
“De amerikanske sanktioner forhindrer hjælpen i at nå frem til Iran,” udtalte Zarifs talsmand forrige mandag.
Alle og enhver ved imidlertid, at humanitær hjælp samt mad og medicin og andre handelsvarer uden sandsynlig militær anvendelighed ikke er dækket af USA’s, Den Europæiske Unions og De Forenede Nationers sanktioner.
Og under alle omstændigheder er der ingen sanktioner imod, at en udenlandsk leder, for eksempel vores kære ven præsident Vladimir Putin, ringer til nogen i Teheran for at udtrykke sin kondolence og medfølelse.
Problemet er, at Putin ikke ville vide, hvem han skulle ringe til i Teheran: mullahen Rouhani, som leger præsident, eller Khamenei, som kunne blive fornærmet, hvis man fortalte ham, at der havde indfundet sig en katastrofe i hans “islamiske” paradis?
Amir Taheri var redaktionschef i dagbladet Kayhan i Iran fra 1972 til 1979. Han har arbejdet ved eller skrevet for utallige blade, forfattet elleve bøger og har været klummeskribent ved Asharq Al-Awsat siden 1987.