I løbet af tirsdagen modtog politiet to anmeldelser om falske bankmedarbejdere, der havde været på spil i Greve, hvor de havde fået franarret to kvinder deres dankort med tilhørende PIN-kode.
Fælles for anmeldelserne er, at en fremmed og ukendt mand i begge tilfælde havde ringet til kvinderne og udgivet sig for at være fra banken, som straks ville forny deres dankort. En mand ville efterfølgende komme til kvindernes bopæl for at hente dankortet, hvis PIN-kode begge kvinder var blevet overtalt til at udlevere til brug for det nye dankort, som de skulle modtage senere.
Først gik det ud over en 76-årig kvinde fra Greve, der om eftermiddagen mandag den 22/11-2021 havde udleveret sit dankort og PIN-kode til en falsk bankmand, der som aftalt var dukket op ved hendes bopæl. Kort efter var dankortet blevet misbrugt til flere kontanthævninger og varekøb til et samlet beløb på ca. 19.000 kr., inden dankortet blev spærret.
Den falske bankmedarbejder, der fik dankortet udleveret, blev beskrevet som: mand, mellemøstlig af udseende, 25-30 år, ca. 180 cm høj, spinkel af bygning, sort, kort hår, iført sort mundbind og var i øvrigt dansk-talende.
Den anden anmeldelse omhandler en 84-årig kvinde fra Greve, der i går tirsdag eftermiddag også fik besøg af en falsk bankmedarbejder, der fik udleveret hendes pung med dankort og tilhørende PIN-kode, fordi dankortet skulle udskiftes. Også dette dankort blev efterfølgende misbrugt til uberettiget hævning af kontanter fra en pengeautomat i Greve, ligesom kontanter i kvindens pung også blev stjålet. Udbyttet udgør samlet ca. 12.000 kr. I denne sag foreligger i øjeblikket ingen beskrivelse af den falske bankmand, der henvendte sig hos den 84-årige.
Politiet efterforsker nu begge sager intensivt i et forsøg på at få identificeret den eller de mænd, der kontakter ældre medborgere og udgiver sig for at ringe fra banken.
En meget godt råd til borgerne er at være særdeles kritiske over for pludselige telefonopkald fra ukendte personer, der oplyser at ringe fra banken. Hvis man er i tvivl om ægtheden af telefonopkaldet, kan man foretage en kontrolopringning via bankens hovedtelefonnummer for at tale med den medarbejder, som har ringet. Herved vil eventuelle fupopkald fra falske bankmedarbejdere blive afsløret.
Politiet vil også advare privatpersoner mod at udlevere sit betalingskort til en fremmed person, der ankommer til sin private bopæl. Pengeinstitutterne anvender generelt ikke denne fremgangsmåde, når et betalingskort skal udskiftes, ligesom et pengeinstitut aldrig vil bede om PIN-koden på betalingskortet.
Pårørende til ældre familiemedlemmer opfordres til at tage en dialog med dem om, hvad man generelt skal gøre, hvis nogen ringer uopfordret og ønsker personlige oplysninger som f.eks. personnummer, bankkontonumre, betalingskortnumre og Nem-ID med adgangskoder oplyst. Hverken pengeinstitutter, SKAT eller f.eks. politiet vil kontakte nogen for at afkræve en borger disse personlige oplysninger.
Hvis man alligevel er blevet snydt, skal sagen hurtigst muligt anmeldes til det lokale politi, ligesom betalingskort og Nem-ID mv. bør spærres omgående for at undgå misbrug.