STEGE:
Onsdag klokken 19.34 fik politiet en anmeldelse om, at en gæst på et værtshus i Stege blev tilbageholdt, dels fordi han var ophidset, dels fordi han havde en kniv med sig. Det var en 22-årig mand fra Stege, og han havde både en hobbykniv og en peberspray på sig. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven og våbenloven, og for at få ro på stedet blev den 22-årige anholdt klokken 20.05 og taget med til politistationen. Den anholdte blev løsladt igen tidligt torsdag morgen.