Går vi tilbage til EU’s Dødehavsruller, nemlig Rom Traktaten fra 1958, kan man tydeligt læse, at aftalen er et politisk dokument, der forpligter medlemslandene til et stadigt mere integreret samarbejde, indtil det endelige mål er nået, som er en europæisk demokratisk forbundsstat efter amerikansk forbillede. De oprindelige underskrivere, som var Tyskland, Frankrig, Italien og Benelux-landene, var på baggrund af anden verdenskrigs rædsler klar til at påtage sig kontaktens både mål og midler for at sikre fred og velstand til kommende generationer. ” Et europæisk Tyskland og ikke et tysk Europa”, sagde man dengang.
De første reelle problemer opstod ved udvidelsen af Rom Traktatens medlemsskare, hvis nye kandidater absolut ikke var klar til at samarbejde om en europæisk forbundsstat. Britiske og danske politikere nedtonede derfor EU’s politiske målsætning og fik ved hårdt arbejde understøttet af en villig presse overbevist deres tøvende vælgere om, at Rom Traktaten var fuld af politiske skåltaler og tomme fraser, som den slags jo altid er. I praksis var EU et samarbejde om handel, forskning og fælles normer og standarder. Den politiske union var som bekendt stendød. Når EU i dag er stivnet i en politisk isblok, er det fordi unionen, hverken er på vej mod en forbundsstat eller udelukkende mod et kommercielt, teknisk og videnskabeligt samarbejde. EU er havnet lige midt imellem og er organiseret som et departementchefstyre garneret med et kastreret parlament og et ministerråd, der er uengageret i EU’s politiske fremtid. Medlemslandene har haft stor gavn af det kommercielle samarbejde, men EU-kommissionens ambitioner om den europæiske forbundsstat er usvækket siden 1958 og embedsværket arbejder vedholdende og målrettet på at centralisere alle væsentlige politiske og økonomiske beslutninger i Bruxelles.
Det gælder fællesskabets finanspolitik, altså retten til at opkræve skat og afholde offentlige udgifter. Det gælder udenrigspolitikken og migrantpolitikken og nu også forsvarspolitikken. Hvis EU-kommissionen havde været kompetent og effektiv, ville den have fremlagt en langtidsplan for etablering og udvikling af et EU-forsvar, således at medlemmerne kunne se det endelig mål og også vejen derhen. Men sådan arbejder EU ikke. Som alle projekter der kommer fra EU, viftes der med indbydende gulerødder, mens det er sværere at se stokken, der gemmes bag ryggen. Lokkemaden her er et korps af blå baretter, en beskeden styrke på 5000 mand, der skal sikre freden i konfliktområder. Det er meningen, at vi skal mindes de danske blå FN-baretter, der for mange år siden gjorde en glimrende indsats i Gaza og på Cypern, hvor de med en blanding af militær magt og diplomatisk styrke kunne holde de stridende parter i ro.
I virkeligheden har EU-kommissionen helt andre og grandiose planer, der skal etablere ’strategisk uafhængighed’ af NATO og specielt af USA. EU har selv offentliggjort sin rapport om arbejdet for at realisere et ’strategisk kompas’, hvilket støttes helhjertet af præsident Macron, der nu tegner til at blive EU’s stærke mand og af Kommissionsformand Ursula von der Leyen. Macron, der tidligere har betegnet NATO som ’hjernedød’, har aldrig lagt skjul på, at det er hans og Frankrigs faste mål at opbygge en fuld europæisk forsvarsstyrke, der selvstændigt kan beskytte og forsvare unionens 450 millioner borgere. EU-parlamentet har netop vedtaget et sæt resolutioner, der hjælper Macron og von der Leyen et godt stykke på vej mod EU-hæren, idet parlamentet ønsker at styrke ”EU’s fælles sikkerhed gennem dets fælles væbnede styrker”. Så kan det vist ikke siges tydeligere. Så når danske politikere benægter, at der er tale om en EU-hær og en afskaffelse af vetoretten, så er det lodret mod det, som parlamentet ønsker og har vedtaget.
EU-resolutionerne er et resultat af den netop afsluttede Konference om Europas Fremtid, der også går ind for en implementering af artikel 44 i Lissabon-traktaten, som tillader EU at omgå princippet om enstemmigt samtykke under kriser. Det betyder, at en ’koalition af de villige ’EU-stater kan etablere en EU-hær og en militær samordning på basis af et simpelt flertal. Ruslands invasion af Ukraine har skabt panik blandt danske politikere, der desværre er nemme både at skræmme og at narre. Der forestår en kolossal opgave med at genskabe det danske forsvar, der ligger i ruiner. Det er tragisk, hvis vi svigter denne opgave og i stedet forsøger at smøre vores fremtidige sikkerhed og tryghed af på et EU, der hverken demokratisk, organisatorisk eller ledelsesmæssigt bør betros denne opgave. Ansvarsbevidste danskere, der holder af deres land, stemmer nej den 1. juni.