Site icon 24NYT

PÅ VEJ MOD DET SELEKTIVE FOLKESTYRE

For 25 år siden var jeg til middag i Shanghai, hvor min sidemand var departementschef i det kinesiske sundhedsministerium. Han fortalte mig, at det kinesiske udviklingsmål ikke var demokratiet efter vestligt forbillede, men derimod systemet i Singapore, hvor det kaldes ’styret demokrati’.  Singapore har en fri markedsøkonomi, som dog styres med fast og myndig hånd af Peoples Action Party, der permanent er sikret flertal i Ø-statens parlament. ” Singapore er vores laboratoriemodel, som vi nu vil realisere i fuld skala”, sagde departementschefen. Det viste sig også at blive tilfældet. Kina har i dag noget, der ligner markedsøkonomi, men under stramt førerskab af det kommunistiske parti, der ikke mere er kommunistisk, men bare totalitært. Det styrede demokrati eller det selektive folkestyre er blevet den foretrukne samfundsmodel i mange andre lande, der ikke vil bekende sig til et klassisk diktatur, men heller ikke til et moderne folkestyre. Singapore-modellen er således realiseret i Rusland, Tyrkiet og Egypten og er ved at være på mode også på det afrikanske kontinent.

I praksis er det selektive folkestyre et formyndersamfund, hvor statsmagten har manøvreret sig ind i en permanent monopolistisk magtposition ofte med folkelig opbakning. Denne kan sikres, hvis vælgerne bevæger sig væk fra folkestyrets traditionelle krav om frihed og i stedet forlanger tryghed leveret af statsmagten, der i Danmark nu hedder ’fællesskabet’, som jo netop er noget sikkert og trygt. Mors varme og kærlige favn. Det amerikanske førhen så robuste folkestyre befinder sig i et glidende sammenbrud hen imod formyndersamfundet og det styrede demokrati. Den amerikanske forfatning forhindrer forbundsregeringen i at blande sig i delstaternes politiske forhold, der er lagt i hænderne på guvernører og borgmestre.  Systemet forudsætter imidlertid både ligevægt og samarbejde mellem Republikanere og Demokrater, som i dag befinder sig i hver sin fjendtlige lejr.

 Demokraterne forbereder en mere permanent magtovertagelse nu, da partiet har både præsidenten og flertal i Kongressen. Man arbejder på at udvide Højesteret med at antal ’progressive’ dommere og ved at gøre Washington og Puerto Rico til nye delstater, hvad der ville give Demokraterne fire senatorer mere i parlamentet. Valglovene skal gøres føderale og fjernes fra delstaternes ansvar. Grænserne skal åbnes for migranter, fordi de forventes at stemme Demokratisk. Skoler og universiteter skal bekende sig til kampen mod systemisk racisme og den hvide mands tyranni. Borgerlige medier som FOX NEWS og NEWSMAX skal fjernes.’ Progressive’ medier som CNN, ABC, NBC og Facebook skal støttes og beskyttes. Måske kan det borgerlige USA endnu nå at samle sig sammen til et organiseret og effektivt forsvar for folkestyre og forfatning, men det er usikkert om det vil lykkes.

I Sverige er det selektive folkestyre omdøbt til ’folkehjemmet’. Det lyder jo også bedre end ’formynderstaten’. Men det er, hvad Sverige har udviklet sig til, fordi også de borgerlige partier er blevet socialdemokrater, og fordi al kritik af indvandring medfører retsforfølgelse og social landsforvisning. I Danmark er vi også godt på vej. 75 procent af vælgerne arbejder for stat eller kommune eller er på overførselsindkomst. Det borgerlige Danmark er stendødt og eksisterer kun i spredte modstandslommer.  Saglig kritik af klimahysteriet og den grønne omstilling kvæles af medierne, som ensrettet prædiker evangelierne fra MeToo og Regnbuebevægelsen. Vi er ligeglade med frihed. Vi vil have tryghed for enhver pris. Formynderstaten Danmark? Måske ikke. Men vi er godt på vej.

Exit mobile version