Borup, Køge
Kl. 05.13 tidligt torsdag morgen anmeldte en 51-årig mand fra Borup, at han havde skudt sin bror i maven. Politiet kørte talstærkt til den 51-åriges adresse, hvor skyderiet angiveligt skulle være fundet sted. Da patruljerne kom frem var begge brødre uskadte og der havde ikke været skyderi.
Mændene blev begge skønnet påvirkede af spiritus, og der var ingen hold i den 51-åriges anmeldelse. Han blev derfor sigtet for falsk anmeldelse, og de blev begge vejledt om at lægge sig til at sove, i stedet for at forstyrre politiet unødigt. Den 51-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.