Påvirket motorcyklist endte med syv sigtelser

Torsdag kl. 21.38 blev en patrulje opmærksom på en uindregistreret motorcykel, der kørte på Nordjyske Motorvej ved Randers SV. Betjentene ville standse motorcyklisten, men da de tændte patruljebilens horn og lygte satte motorcyklisten blot farten op, så han på et tidspunkt kørte over 200 km/t.

Det lykkedes dog ikke for manden at stikke af fra politiet, men da betjentene fik fat i ham, fandt de ud af, at han havde haft flere gode grunde til ikke at ville standse. Det viste sig nemlig, at den 35-årige mand var påvirket af både spiritus og narkotika. Motorcyklen havde han stjålet, og han havde heller ikke noget kørekort.

Den 35-årige mand blev derfor både sigtet for spiritus- og narkokørsel, for brugstyveri af motorcykel, for at køre på en uindregistreret motorcykel, for at have kørt alt for stærkt, for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for kørsel uden førerret. Han blev anholdt og kørt til hospitalet for at få taget en blodprøve.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)