Påvirkningsvirksomhed

Med lovforslag L 95 til ændring af straffelovens § 108 vil regeringen kriminalisere ellers lovlige ytringer alene baseret på, om informationerne stammer fra “samarbejde” med en udenlandsk efterretningstjeneste.

Trykkefrihedsselskabet har andetsteds været ude med en voldsom kritik af forslaget.

Her skal det problematiseres, hvad formålet egentlig er med lovforslaget.

For hvad er det egentlig, L 95 vil beskytte os imod, der nu er så farligt, at det skal kriminaliseres, men som udmærket kunne være tilladt under den kolde krig?

Det fremgår af første sætning i lovbemærkningerne, at formålet er at “styrke det strafferetlige værn mod udenlandske påvirkningsoperationer mod Danmark.”

Hvis man hermed tænker på russiske forsøg på påvirkningskampagner som “trollefabrikken” i Skt. Petersborg, der blev afsløret i at have spredt fake news under den amerikanske valgkamp, kan man vist roligt sige, at lovforslaget ikke lever op til sit formål, for det vil på ingen måde ændre ved muligheden for at sprede fake news fra Skt. Petersborg eller Moskva, eller fra Beijing, Bruxelles eller Langley, Virginia, om det skulle være. Man kan som bekendt opretter fake facebooksider og twitterkonti fra et hvilket som helst sted på jorden.

Hvis det virkelig skulle være formålet at værne mod udenlandske påvirkningsoperationer mod Danmark, er det også besynderligt, at det kun retter sig mod efterretningstjenester. Det minder om et levn fra den kolde krig, fordi lovforslaget ikke beskytter mod påvirkningskampagner fra andre statslige og ikke-statslige aktører.

Det vil eksempelvis fortsat være tilladt at modtage penge fra Moskva til at sprede russiskvenlig propaganda, såfremt det kan vises, at pengene ikke kommer fra en efterretningstjeneste, men fra et udenrigsministerium eller et kommunikationsministerium.

Eller fra en informationstjeneste, der har verdens største reklamebudget til udøvelse af påvirkningsvirksomhed med, og som er en del af en overstatslig institution med hovedsæde i Bruxelles.

Det vil også fortsat være tilladt at modtage store summer til påvirkningskampagner fra Tyrkiet, Saudi-Arabien eller Iran med det formål at bygge moskeer og etablere koranskoler og islamistiske kulturcentre, hvis bare pengene kommer fra de religiøse myndigheder og ikke fra en efterretningstjeneste. Der er ellers ikke tvivl om, at islamiske staters, religiøse institutioner eller bare rigmænd udøver en betydelig påvirkningsvirksomhed med deres støtte til islamiske trossamfund i Danmark. Men det retter lovforslaget sig ikke imod.

Det retter sig heller ikke imod den påvirkningsvirksomhed, der stammer fra censur og politisk manipulation med nyhedsstrømme på de sociale medier, som begås af facebook, twitter, Youtube og Google. Det er ikke ulovligt at hjælpe facebook til at lave algoritmer, der er beregnet på at påvirke folkestemningen op til et valg, fordi facebook er en ikke-statslig aktør og ikke en efterretningstjeneste. Der er ellers ikke tvivl om, at facebooks evne til at føre påvirkningskampagner er mange gange større end nogen udenlandsk efterretningstjeneste.

Hvad er pointen med alt dette? At vi burde kriminalisere danskere, der hjælper alle andre former for udenlandske påvirkningskampagner?

Nej.

Pointen er, at fordi loven på ingen måde løser det problem, der angiveligt er formålet med loven, er der tale om et ikke-proportionalt indgreb i ytringsfriheden. Det er endnu en grund til, at Trykkefrihedsselskabet fører kampagne mod lovforslaget L 95.