Er Schlesien et område, der er besat af Polen? Er Sønderjylland besat af Tyskland? Er Skåne, Halland og Blekinge besat af Sverige? Har angelsaksere og normanner fordrevet kelterne til fjerne udkanter af deres hjemlands øer? Med historiske briller kan alle disse spørgsmål besvares med ”ja”, fordi alle de nævnte områder har fået ændret deres folkelige tilhørsforhold. Giver det anledning til latent uro, oprør eller endda terror? Nej, selvfølgelig ikke, for det er alt sammen udtryk for ganske normale historiske processer, bl.a. at en tabt krig oftest medfører tab af land. Sådan har det været i årtusinder.
Debatindlæg af Villi John Petersen
Men i et enkelt specielt tilfælde er dette almindelige mellemstatslige princip ikke accepteret. Det gælder naturligvis Israel, hvor det internationale samfund ikke énstemmigt understøtter den orden, som FN’s suveræne staters ret ellers hviler på: retten til at beholde det areal, som er blevet erobret fra en angribende stat. Elsass-Lothringen hedder nu Alsace-Lorraine og er uimodsagt fransk – ikke tysk – territorium.
Fandtes der før 1. Verdenskrig et Palæstina? Ja, navnet blev opfundet af Romerne i 2. århundrede, for at navnet Israel, som de havde besejret, skulle glemmes. Palæstina betyder filistrenes land; men i år 200 havde der ikke eksisteret et folk, som kaldte sig filistre, i mindst 700 år. Filistrene var i øvrigt ikke et arabisk folk; men et indoeuropæisk formentlig med græske rødder. Efter at kristendommen blev romersk statsreligion (ca. år 311) forsvandt det romerske ”Palæstina” langsomt som betegnelse for Israel; og blev i højere grad erstattet af ”Det hellige Land”. Det ændredes med den arabisk/muslimske ekspansion efter år 632; men ”Palæstina” blev aldrig en administrativ enhed i den arabiske statsdannelse. Det var heller ikke tilfældet, da Det ottomanske Imperium – der var tyrkisk – tog over i 1451. Det var status quo frem til imperiets sammenbrud efter 1. verdenskrig.
Ved fredsslutningen 1919 fik England og Frankrig området syd for det nyoprettede Tyrkiet som mandatområder. Frankrig oprettede staterne Libanon og Syrien under fransk overhøjhed i 1920. England delte sit område i Transjordanien (landet øst for Jordanfloden – ¾) og Palæstina (1/4) (oldtidsnavnet, som briterne her genopfandt).
Det var helt efter bogen: sejrherren bestemmer vilkårene. Sådan var det også i Europa.
I 1948 delte de Palæstina i den jødiske stat Israel og Palæstina med omtrent lige stort areal. Området var beboet af arabere, beduiner, syrere, ægyptere og jøder, der var indvandret fra midten af 1800-tallet med tilladelse – naturligvis – fra magthaverne, ottomanerne. Jøderne opkøbte jord, og da flertallet af dem kom fra Europa, tilførte de området en civilisatorisk kapital, der førte til udvikling og indvandring også af arabere. Man bør her lægge mærke til, at der på intet tidspunkt var tale om et palæstinensisk folk. Det fandtes ikke.
Da staten Israel blev proklameret i 1948, førte det til angreb fra araberne – bl.a. Transjordanien. Krigen endte med en våbenhvile, som betød, at de israelske jøder forsvarede deres land, mens Transjordanien besatte Vestbredden. Derved blev staten Jordan skabt, idet den nu havde land på begge sider af floden Jordan.
I 1967 genoptog Syrien, Jordan, Irak og Ægypten krigen. Ægyptens præsident Nasser beordrede FN’s fredsbevarende styrker (efter Suez-krisen i 1956) fjernet og opmarcherede 1.000 kampvogne og 100.000 soldater langs Israels grænser. I den situation handlede Israel først og udslettede i det første døgn hele Egyptens luftvåben. Efter 6 dage var krigen slut. Araberne havde tabt igen. Israel annekterede Vestbredden, Golan Højderne, Gaza og Sinaihalvøen. Disse områder burde efter Folkeretten derefter være legitime Israelske områder; men det skete – karakteristisk nok – ikke.
6 år efter – i Yom Kippur-krigen 1973 – angreb de arabiske stater igen. Med samme resultat: Israel vandt.
Herefter kom der til fredsslutning med Egypten og Jordan. Sinaihalvøen blev givet tilbage til Egypten, Jordan ville ikke have Vestbredden til gengæld for at garantere den israelske stats eksistens.
De arabere, der var flygtet fra Israel i 1948, var af Jordan blevet interneret i flygtningelejre og blev aldrig integreret i Jordan. De dannede PFLP (Palæstinas Befrielsesfront) med Yasir Arafat som fører. I september 1970 (Sorte September) forsøgte denne organisation at overtage Jordan og afsætte Kong Hussein. Kuppet lykkedes ikke, og PFLP måtte flygte til Libanon.
Siden har PLFP eller Fatah været involveret i en lang række terrorangreb og i 1974 kaldte terroristen Arafat sine følgere for ”palæstinensere”, selvom der aldrig har eksisteret et sådant folk med legitime rettigheder i det område, som først romerne – siden briterne – ahistorisk kaldte ”Palæstina”.
Hvorfor anerkendes ”det palæstinensiske folk” alligevel? Hvorfor er det en udbredt opfattelse, at de har rettigheder i Israel og Vestbredden. Hvorfor sættes de førnævnte ”normale historiske processer” ud af kraft? Som nævnt i indledningen er det ikke sket noget andet sted på kloden, derfor kan det kun betegnes som sort antisemitisme. Og det kan man vel ikke have ”et nuanceret syn” på, som det ellers hævdes på danske universiteter og ”progressive”, oftest venstreorienterede kredse?
Eller hvad med de jødisk-israelske stemmer, der indrømmer de såkaldte palæstinensere rettigheder på Vestbredden, er det udtryk for politisk taktik, pleasing af verdensoffentligheden eller selvdestruktiv udlevering?
Efter 1400 års arabisk antisemitisme må det stå klart, at en politisk løsning (f.eks. to-statsordning) aldrig vil have en gang på jorden, så længe der er ”palæstinensiske” muslimer, der tager koranen alvorlig.