Palæstina kan ikke anerkendes som stat

Mainstream-medierne lægger med jævne mellemrum velvilligt deres spalter til anti-israelsk propaganda fra danske politikere og andet godtfolk.

Den 27. sept. kunne man således i Jyllands-Posten læse et indlæg fra en Anette Thaulow (R), hvor hun opfordrer den danske regering til at anerkende Palæstina. Og i Berlingske den 15. nov. opfordrer en anden radikal, Mahmoud Mohammad Mansour, Danmark til at lytte til sit moralske kompas og anerkende Palæstina som stat.

Både Thaulow og Mansour lever i en fantasiverden. Dansk udenrigspolitik dirigeres ikke af et moralsk kompas, men realpolitik, Merkel, EU og USA. Danmark vil aldrig vælge at gå enegang – vi er den lille i klassen, og gør det, vi får besked på.

Mansour mener, at Israel og hhv. befolkningen i Gaza og på Vestbredden er ligeværdige parter. Det er vrøvl, som kun Mansour og hans meningsfæller tror på.

Virkeligheden er, at opbakningen til den palæstinensiske sag er røget ned på de arabiske landes agenda, og tostatsløsningen er for længst død og begravet.

Lad os slå et par ting fast. Der findes ikke noget, der hedder ”et palæstinensisk folk”. Og der findes ikke noget, der hedder ”Palæstina”.

Læs denne evigt aktuelle kronik skrevet af Ole Groth-Andersen:

”29. november 2012 kunne FN prale af at opgradere en ikke eksisterende nation, som så ovenikøbet bærer sit navn med henblik på at komme en anden nation til livs: Jeg spørger derfor: “Ændrer sandheden sig?” Nej, sandheden ændrer sig aldrig. Hvis noget var sandt for 50 år siden, er det fortsat sandt i dag, sagde Joseph Farah for første gang i et af sine ugebreve for 12 år siden.

Og sandheden er, at netop bare for 50 år siden var der nærmest ingen forvirring omkring “Palæstina”. Palæstina eksisterede ganske enkelt ikke.

“Palæstina” er en arabisk politisk opfindelse og var ikke en opfindelse med henblik på fred med Israel. I givet fald havde opfindelsen da båret et vist præg af fornuft.

“Palæstina” var derimod en politisk opfindelse med henblik på at knuse den jødiske stat. Knuse den jødiske identitet og den jødiske tilknytning til området igennem mere end 5.000 års bibelsk historie, oldtidshistorie, historie og nyere tids historie, som altsammen danner grundlag for den jødiske stat Eretz Israel.

Måske husker du den nu afdøde israelske premierminister Golda Meir’s kontante udtalelser tilbage i tresserne: “Der eksisterer ikke et palæstinensisk folk”.

Golda Meirs udtalelser har siden været en tilbagevendende genstand for arabisk hån i en konstant strøm af arabisk propaganda. Golda Meir blev gjort til en racist, en fornægter af historien, og det blev sagt, at hendes udtalelse var en bevidst løgn, et strategisk bedrag. Men Golda Meir talte sandt.

Arafat indrømmer: En politisk opfindelse
Derfor bryder araberne sig ikke om at høre, at deres store leder, opfinderen af nyere tids terrorisme, Fatah og PLO, formanden Yasser Arafat og hans inderkreds af militære og politiske ledere lang tid efter Golda Meir fortalte verden sandheden, selv, og op til flere gange og i forskellige sammenhænge, fortalte verden nøjagtig det samme, som Golda Meir blev hånet for: Nemlig, at der ikke eksisterer et særskilt palæstinensisk folk med en egen kulturel eller national identitet.

“Det er en politisk opfindelse med henblik på at komme den jødiske stat til livs, såvel historisk, som I praksis” udtalte Arafat på arabisk ved flere lejligheder.

Så på trods af, at det nærmest er blevet almindeligt anerkendt, at der er et palæstinensisk særskilt folk, så vil jeg her gøre rede for, at Golda Meirs udtalelser fortsat er sandhed, og mine vidner er  Yasser Arafat og hans håndlangere, da PR-vagterne var “ude af drift” 31. marts 1977.

Den hollandske avis Trouw offentliggjorde et interview med Zahir Muhsein, medlem af PLO’s hovedbestyrelse. Han sagde:

Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Skabelsen af en palæstinensisk stat er blot et middel i vores fortsatte kamp for vores arabiske enhed imod staten Israel. Realiteten den dag i dag er, at der ikke er forskel på jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Det er kun af taktiske og politiske hensyn, at vi i dag taler om eksistensen af et palæstinensisk folk, da vores arabiske nationale interesser kræver, at påstanden om eksistensen af et særskilt “palæstinensisk folk” fastholdes, for at bekæmpe zionisme.

Af taktiske årsager kan Jordan med sine definerede grænser ikke gøre krav på Haifa og Jaffa, hvorimod jeg som palæstinenser uden tvivl kan gøre krav på Haifa, Jaffa, Beer-Sheva og Jerusalem. Men i det øjeblik vi genvinder vores ret til hele Palæstina, vil vi ikke tøve et øjeblik med at forene Palæstina og Jordan.”

Klar tale, ikke sandt? Og så endda endnu mere specifikke udtalelser end Golda Meir’s. Og de står ikke alene. Yasser Arafat kom så sent som i 1993 (efter underskrivelsen af Oslo I) med en utvetydig erklæring (på arabisk, naturligvis), som direkte og  indirekte bekræfter indholdet af Zahir Muhsein’s udtalelser til den hollandske avis i 1977:

Da vi ikke kan besejre Israel i krig, gør vi det i etaper. Vi tager ethvert territorium i Palæstina, som vi kan, og etablerer vores suverænitet der, og bruger det som springbræt til at tage mere. Når tiden er inde, kan vi få de arabiske nationer til at slutte sig til os i det endelig slag imod Israel.”

Ingen særlig palæstinensisk identitet
Interessant er det også, at det hele genbekræftes i selve Fatah chartret kapitel 1, som skriver som følger:

Palæstina er en del af den arabiske verden og det palæstinensiske folk er en del af de arabiske nationer, og deres kamp en del af den arabiske kamp”. Altså igen ingen særskilt palæstinensisk identitet i Fatah-“grundloven”.

Koranen – de uforanderlige islamiske skrifter, som man som muslim dræbes for ikke at tro på – bekræfter da også, at der ikke er en palæstinensisk særegen identitet. Jeg citerer hermed i udpluk Geoffrey Cain fra hans kronik “Hvor ligger Palæstina?”:

År 135 ændrede romerne navnet, for at straffe jøderne, til Palestina Syria, idet Judea blev indlemmet i den romerske provins Syrien. Men navnet var igen helt forsvundet, efter Byzans mistede området til araberne, hvilket bekræftes af Mohammads første biografi “Is-haq”, hvor profeten berettede om sin natlige rejse til “den fjerneste moske”, som antages at være Jerusalem (selvom navnet Jerusalem ikke forekommer i Koranen), og han fortalte om arabernes vantro over for denne påståede natlige rejse: “Det tager en måned at rejse til Syrien, hvordan kan Mohammad så gøre det på en nat?

Ikke noget folk

Uanset hvor mange mennesker, der forsøger at overbevise sig selv og andre om deres inderste ønsker om det historisk ægte ved den palæstinensiske stat og samtidig gør den til nøglen til fred i Mellemøsten, begår de alle et kæmpemæssigt bedrag mod sig selv og mod os andre.

De såkaldte arabiske palæstinensere er da også, som det fremgår af Zahir Muhsein, identiske med hovedsalig libanesiske, syriske, jordanske arabere, men også med arabere fra Irak, Saudi, Ægypten og flere andre arabiske nationer.

Spørger man den internationalt meget anerkendte Joseph Farah, fra hvem ideen til denne artikel stammer, svarer han: “Palæstina har aldrig eksisteret som en nation, og palæstinensere har aldrig eksisteret som et særskilt folk med en særskilt kultur, sprog eller andet, som kendetegner en etnisk særskilt befolkningsgruppe”.

Han bekræftes ikke bare af de såkaldte palæstinensiske ledere selv, som anført ovenfor, men i allerhøjeste grad også af den afdøde Kong Hussein af Jordans egen bror, Hans Kongelige Højhed, Prins El Hassan bin Tala, som den 2. februar 1970 sagde:

Palestine is Jordan and Jordan is Palestine, one people and one land, one history and one and the same fate”.

Senere samme år blev PLO og Yasser Arafat og hans “palæstinensiske” terrorister smidt på porten af Jordan i en aktion, hvor op imod 50.000 mennesker mistede livet uden synderlige protester fra arabiske broderfolk med egne nyskabte nationale identiteter, hvilket jo heller ikke ligefrem bekræfter en særskilt palæstinensisk broder-identitet.

Romersk opfindelse

Området, som bar betegnelsen Syrien Palæstina, var som sagt en romersk opfindelse under det romerske overherredømme – Palæstina som geografisk betegnelse forsvandt igen med romernes retræte. Senere var det kristent, islamisk og igen kristent under korsfarerne for så at blive indlemmet i det Ottomanske storrige som en del af Sydsyrien.

Nu og da dukkede Palæstina op som en geografisk betegnelse, men blev på ny anvendt af briterne som en geografisk betegnelse for mandatet ved oprettelsen i Folkeforbundet i 1920. En kort overgang dækkede Palæstina-mandatet hele det nuværende Jordan, Israel, Judea og Samaria og Gaza.

Bedragerisk propaganda

Joseph Farah fortsætter: “Det britiske Palæstinamandat blev af briterne allerede i 1917, i hvert tilfælde for en stor dels vedkommende, lovet til jøderne med henblik på at genskabe et jødisk hjemland.

Hvorfor er Palæstina blevet et for araberne vigtigt og for os et kritisk politisk spørgsmål?

Svaret er enkelt. Det er på grund af en massiv bedragerisk propaganda og på grund af en sideløbende nådesløs arabisk terrorisme over mere end 45 år. Ramon Bennett går et skridt videre og udtrykker sig meget præcist i sin bog “Det Store bedrag”, hvor han under afsnittet “Sandheden om Palæstina” (kapitel 7) siger: “Det islamiske had til jøderne motiverer araberne til at omskrive Mellemøstens historie.

Antisemitisme motiverer medierne til at til at aflegitimere den jødiske tilstedeværelse i Mellemøsten ved at fremkomme med forfalskede oplysninger og direkte løgne, og den iboende antisemitisme motiverer også de vestlige  akademikere til at omskrive de historiske begivenheder og forfalske tekstbøgerne.”

Jeg kan hertil tilføje, at den kolde krig i samme forløb skabte en ny og bemærkelsesværdig alliance mellem den sovjetorienterede venstrefløj og den stærkt fascistiske arabiske højrefløj. En alliance som ufortrødent er fortsat efter murens fald i 1991 og frem til idag. Og vil fortsætte.

Golda Meir havde ret. Hendes udtalelser er ikke bare understøttet, men bekræftet af Koranen og af sandheden i historien og af Arafats og Zahir Muhseins samt andre af PLO gardens egne udtalelser.

Israel og Vesten må ikke lade terroristerne skrive historien. Det vil give de arabiske terrorbevægelser en strategisk sejr baseret på en løgn, som er gået hen og blevet en myte.

Det er aldrig for sent at sige nej til terrorisme, eller sige nej til endnu en arabisk terrorstat. Det er heller ikke for sent at fortælle sandheden om “Palæstina”, sluttede Joseph Farah med at sige i et andet ugebrev for over 10 år siden.

Men afstemningen i FN den 29. november var et skridt i den forkerte retning i forhold til Joseph Farahs og andres advarsler. FN opgraderede en ikke eksisterende stat, som baserer sig på terror, og som jeg indledte med at sige, alene bærer sit navn (Palæstina) med henblik på at komme en anden stat og et andet folk til livs, nemlig den jødiske stat Eretz Israel og det jødiske folk”.

 

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb