Palæstinenserne: Hvad skal der gøres?

Af Khaled Abu Toameh–  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Der eksisterer nu en aftale, Abraham Aftalen, mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Bahrain, men hvordan ser palæstinenserne på det? Hvor tror de, den kan føre hen?

Palæstinenserne blev overrumplede. Jeg husker, hvordan jeg, da aftalen blev bekendtgjort, ringede rundt til palæstinensiske embedsfolk i Ramallah i et forsøg på at få deres reaktion på denne aftale. De var vantro. De var i chok. Mange af disse embedsfolk spurgte mig ligefrem, om jeg var sikker på, at det var sandt.

Kort efter udsendte de en skarpt formuleret udtalelse, hvori de langede ud efter De Forenede Arabiske Emirater : “Åh, Golf-staterne har forrådt os. Dette er en kniv i ryggen. Dette er en krænkelse af alle aftaler.”

Som tiden er gået, har mange palæstinensiske embedsfolk selvfølgelig fremsat alvorlige anklager imod UAE. De har endda advaret andre arabiske lande mod at følge trop eller normalisere forholdet til Israel. De palæstinensiske ledere føler, at deres arabiske brødre har vendt palæstinenserne ryggen, at den arabiske verden har besluttet at bevæge sig fremad uden dem.

I Ramallah hersker der en meget stærk tro på, at mange andre lande vil følge Emiraternes eksempel og normalisere deres forhold til Israel. Denne følelse af isolation, denne følelse af forræderi fra deres egne arabiske brødre har afstedkommet demonstrationer på Vestbredden og i Gaza.

For nylig tog jeg til Den Gamle By i Jerusalem, hvor vi så palæstinensere afbrænde De Forenede Arabiske Emiraters flag og billeder af kronprins Mohammed bin Zayed. Disse protester, som har bredt sig over hele Vestbredden og i Gaza, er en direkte følge af Det Palæstinensiske Selvstyres, Hamas’ og andre fraktioners ophidsen, ikke kun mod Emiraterne, men også mod Saudi-Arabien, Oman, Bahrain, Sudan og andre lande, hvis navne er blevet nævnt i forbindelse med muligheden af at etablere gensidige relationer med Israel.

Forleden nat gik Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, et skridt videre. Han optrappede protesterne ved at afholde et møde i Ramallah – det blev kaldt for et hastemøde – hvortil han inviterede repræsentanter fra Hamas, Islamisk Jihad og endda en af de værste terrorgrupper, palæstinenserne har, den radikale, syrisk baserede Popular Front for the Liberation of Palestine – General Command (Generalkommandoen i Folkefronten til Palæstinas Befrielse).

Den ledes af Ahmed Jibril, som er ansvarlig for mange palæstinenseres død i Syrien og Libanon. Han er af palæstinensere blevet beskyldt for at have deltaget i de massakrer, som den syriske hær har udført mod palæstinensere i Syrien.

At Abbas inviterer repræsentanter fra en gruppe som den til et møde i Ramallah får, for mange arabiske lande, alarmklokkerne til at ringe. For det første har De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien og nogle af Golf-landene forbudt Det Muslimske Broderskab, som Hamas er en gren af. Saudi-Arabien har ført krig mod Hamas de seneste tre-fire år.

Det Abbas gjorde var at spytte i ansigtet på disse arabiske lande ved at fortælle dem: “Se, nu vil jeg slutte mig til Det Muslimske Broderskab. Jeg slutter mig til Hamas, Islamisk Jihad, ja selv PFLP’s generalkommandogruppe anført af Ahmed Jibril.” Abbas sender et budskab til den arabiske verden om, at han har besluttet sig for at tilslutte sig den iransk ledede antifredslejr.

Den arabiske verden kigger med. De bryder sig ikke om de fordømmelser, der kommer fra palæstinenserne. De bryder sig ikke om alle disse beskyldninger om forræderi. De bryder sig ikke om at se billeder af deres ledere blive afbrændt ved islams tredjehelligste sted, Al‑Aqsa Moskeen.

De bryder sig heller ikke om at høre den palæstinensiske selvstyremufti i Jerusalem, Sheikh Muhammad Hussein, udstede en fatwa [religiøs erklæring], som forbyder borgere i UAE eller et hvilket som helst andet arabisk land, som normaliserer sit forhold til Israel, at komme og bede i Al‑Aqsa Moskeen.

Han fortæller palæstinenserne og resten af den arabiske og muslimske verden, at Emiraterne, saudierne og alle muslimer derfra, som normaliserer forholdet til Israel, er vantro, fjender af islam, forrædere mod profeten Muhammad, og at de ikke skal have adgang til et af de helligste steder for den muslimske verden.

Dette er en alvorlig beskyldning. I lyset af reaktionen fra Det Palæstinensiske Selvstyre, Hamas og Islamisk Jihad på dette skridt fra De Forenede Arabiske Emirater vil forholdet mellem den arabiske verden og palæstinenserne sandsynligvis blive yderligere forværret.

Selvfølgelig findes der enkelte palæstinensere, som ikke deler Selvstyrets og Hamas’ synspunkter. Jeg har mødt palæstinensere, som er stærkt bekymrede lig nu ved dette budskab fra Det Palæstinensiske Selvstyre til de andre palæstinensiske ledere.

Disse få palæstinensere siger, “Hej, hvem er vi til at udfordre disse olierige, velstående lande i Golfen? Vi har brug for dem. Vi har allerede begået fejl i fortiden. Vi begik en stor fejl, da vi støttede Saddam Husseins invasion af Kuwait i 1990. Vi begik en lignende fejl, da vi gik offentligt ud imod nogle af de arabiske ledere og beskyldte dem for forræderi på grund af deres forhold til amerikanerne, eller fordi de var parate til at normalisere forholdet til Israel.”

Disse få palæstinensere er stærkt bekymrede lige nu for de palæstinenseres skæbne, som bor i De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, Kuwait og andre lande. De er bange for, at disse arabiske lande igen vil smide palæstinenserne ud eller indlede straffeforanstaltninger mod dem.

Jeg følger med i, hvad der bliver sagt i den arabiske verden. Det overgår næsten fantasien, hvad araberne i Golfen siger om palæstinenserne: “I utaknemlige mennesker. Vi har givet jer milliarder af dollars i alle disse år. Men når det kommer til stykket, spytter I os i ansigtet og afbrænder vores flag.”

En fremtrædende akademiker fra Emiraterne opslog på Twitter nogle billeder af vajende UAE-flag i den israelske by Netanya. Og ved siden af dem nogle andre billeder af UAE-flag, som blev afbrændt af palæstinensere i Ramallah og i Gaza.

Kommentaren fra denne mand fra Emiraterne lød: “Mit flag bliver respekteret i Israel, mens disse palæstinensere afbrænder mit flag. Jeg er færdig med disse palæstinensere.”

Det er dette budskab, man hører, ikke kun fra mennesker i Emiraterne, men også fra folk i Saudi-Arabien og andre Golf-stater.

For første gang nogensinde føler den palæstinensiske ledelse nu, at den er blevet ladt i stikken; at den arabiske verden for alvor har fået nok af dem og ikke ønsker at vente på dem længere.

Dette er selvfølgelig godt nyt for Israel og godt nyt for alle fredselskende mennesker i regionen. Spørgsmålet er, om Iran vil træde til for at få indflydelse på Det Palæstinensiske Selvstyre? Vil det lykkes Iran at overtale Det Palæstinensiske Selvstyre til at blive en del af en akse, som rummer Hamas, Hizbollah, houthierne og alle de iransk støttede militser i Irak? Hvor fører Mahmoud Abbas Det Palæstinensiske Selvstyre hen? De fleste, jeg har talt med, siger, at han i virkeligheden ikke har en strategi til håndtering af mellemøstkonflikten.

Hans eneste strategi, siger de, er blot at forblive ved magten for evigt. Han vil gøre hvad som helst. Han vil række hånden ud til Hamas. Han vil række hånden ud til Islamisk Jihad. For at overleve vil han række hånden ud til iranerne eller hvem som helst. Det lover ikke godt for fredsforhandlingernes fremtid eller nogen form for fredsproces mellem Israel og palæstinenserne.

Palæstinenserne er ikke blot blevet ladt i stikken af deres arabiske brødre, de isolerer sig selv yderligere ved at lægge afstand til hele den arabiske verden og gå op imod lande som Egypten, Jordan og alle disse Golf-lande, som engang plejede at give dem masser af penge.

Gennem de seneste måneder har Mahmoud Abbas sagt: “Åh, Israel skal standse sine planer om at erklære suverænitet over dele af Vestbredden.” Han iværksatte en massiv diplomatisk kampagne. Han havde held til at samle verden – især europæerne og andre lande – imod de israelske planer. Nuvel, her kommer så et arabiske land og fortæller Mahmoud Abbas: “Se, det lykkedes os at få israelerne til at suspendere deres plan. Planen er nu taget af bordet.”

I stedet for at sige: “Tak, UAE. I har gjort et godt stykke arbejde,” så sender Abbas palæstinenserne ud for at afbrænde De Forenede Arabiske Emiraters flag og afbrænde billeder af deres leder.

“Hvad er det, du vil, Mahmoud Abbas?” siger de andre arabere. “Forsøger du at straffe et arabisk land, simpelthen fordi det ønsker normale relationer til Israel? Hvad med dig, Abbas? Hævdes det ikke, at du og Yasser Arafat i 1993 anerkendte Israels ret til at eksistere? Har du ikke forhandlet med Israel i alle disse år? Har du ikke udført sikkerhedskoordination med Israel, Mahmoud Abbas?”

“Undskyld mig, Mahmoud Abbas, hvor mange gange i de seneste 13-14 år har du ikke sagt, at du støtter fred, og at du er villig til at forhandle med Israel, og at du støtter kompromisser, og at du er modstander af vold? Hvad er så problemet, når et arabisk land som De Forenede Arabiske Emirater ønsker at slutte fred med Israel? Hvorfor går du op imod den arabiske verden?”

“Hvorfor kan du ikke gå til De Forenede Arabiske Emirater og sige: ‘Hør her, mange tak. I har gjort et glimrende stykke arbejde, nu hvor I slutter fred med Israel, og jeg, Mahmoud Abbas, vil gerne benytte jeres gode forbindelser til Israel til at hjælpe mig med at få det, som jeg ønsker fra Israel.’ Det ville være den rette tilgang, men der er ingen, der gør det.”

Det, jeg siger, er, at Abbas nu bliver kritiseret, fordi han ikke er kreativ. Han tilbyder ingen nye planer eller alternative muligheder. Det eneste, man hører, er fordømmelse, fordømmelse, fordømmelse.

De, der ophidsede imod Israel i alle disse år, ophidser nu imod den arabiske verden. De, der dæmoniserede Israel, forsøger nu at dæmonisere deres egne arabiske og muslimske brødre; dette er alvorligt. Kløften mellem palæstinenserne og den arabiske verden vokser.

Denne ændring kan dog for resten også føre noget godt med sig i sidste ende, for det, palæstinenserne har brug for, er en ny ledelse. De har brug for nye tanker. Vi taler om de samme mennesker, de samme ledere, som har siddet der i 40 og 50 år. Vi taler om ledere, som stadig tænker ligesom Gamal Abdel Nasser, Muammar al‑Gaddafi og alle disse arabiske præsidenter, vi har haft tidligere.

De palæstinensiske ledere har ikke bragt palæstinenserne noget nyt. Og selvfølgelig er de største tabere altid den palæstinensiske befolkning, hvad enten de bor på Vestbredden under Det Palæstinensiske Selvstyre eller i Gaza under Hamas.

Se på deres forhold. De er meget dårlige under Det Palæstinensiske Selvstyre på grund af korruption, og de er meget dårlige under Hamas i Gaza på grund af undertrykkelse.

Det sidste er endnu værre end korruption. Palæstinenserne bliver holdt som gidsler af deres egne ledere, og de ser intet håb forude. Det er min bekymring, at disse palæstinensiske ledere, for at sprede vreden, for at aflede opmærksomheden fra deres egne problemer, vil rette denne vrede i de palæstinensiske gader imod Israel.

Vi har tidligere oplevet, at når palæstinensiske ledere ser, at deres befolkning er utilfreds med deres indsats eller er utilfreds med korruptionen eller klager over undertrykkelsen, over fraværet af ytringsfrihed i medierne, så siger de til folk: “Åh, det er alt sammen Israels skyld. Det er besættelsen. Gå ud og gør oprør imod Israel. Gå ud og start en intifada imod Israel,” og palæstinenserne vil, måske også fordi de er bange for de palæstinensiske ledere, deres egne ledere, rette denne brændende vrede imod Israel.

Vi har også en masse mainstreamjournalister i Jerusalem, Ramallah, ja selv i Gaza, som helt bevidst vender det blinde øje til mange af de vigtige historier her, især om Hamas og Det Palæstinensiske Selvstyre.

Vores er faktisk blandt de ret få mediekanaler, som tør berøre de meget følsomme emner, som mainstreammedierne ikke bryder sig om at rapportere, eller som mainstreammedierne ignorerer. En af grundene til, at mainstreammedierne ikke ønsker at rapportere mange historier herfra, er, at disse historier ikke har en anti‑Israel-vinkel.

Mange af journalisterne her vågner om morgenen og søger efter historier, som giver et dårligt indtryk af Israel. Det er dog lykkedes os at presse nogle af disse journalister til at dække historier, som vi så udgiver. De kan ikke længere ignorere dem.

Vi har for eksempel fortalt, hvordan palæstinensere har demonstreret i Ramallah over korruptionen i de seneste uger. Vi havde en række artikler, som omtalte, hvordan Det Palæstinensiske Selvstyre slår ned på sine egne kritikere og den slags ting.

The New York Times måtte for nylig, efter en af vore artikler, fortælle, hvordan Det Palæstinensiske Selvstyre slår ned på sin egen befolkning, fordi denne kræver reformer og demokrati. Det er den slags historier, man kun kan læse om i Gatestone, og som man ikke finder hos mange af mainstreammedierne.

Som sagt er jeg glad for at kunne fortælle jer, at vi presser mange journalister til ikke længere at ignorere disse historier herfra.

* * *

Spørgsmål & Svar

Spørgsmål: Hele denne bevægelse frem mod underskrivelsen af aftalen om relationer med UAE kan fuldkommen tilskrives Trump-regeringen. Har du nogen kommentarer vedrørende [tidl.] vicepræsident Biden’ påstand om, at æren tilfalder Obama-årene?

Abu Toameh: Som I ved, er jeg ikke ekspert i amerikansk politik. Jeg kan fortælle jer, at det, der bekymrer mig, er, når jeg hører folk i Ramallah og folk i Gaza sige: “Åh, vi venter på Biden. Vi venter på, at den nuværende regering skal forsvinde. Den nuværende regering er meget dårlig for os, fordi denne regering støtter Israel.”

“Denne regering har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad. Denne regering har lukket PLO-kontoret i Washington. Denne regering har anerkendt lovligheden af israelske bosættelser. Denne regering har afbrudt sin finansiering af United Nations Relief and Works Agency, UNRWA,” og så fremdeles.

Når jeg ser, at der er mennesker i Ramallah, som venter og siger: “Åh, om et par måneder bliver alt godt. Vi har måske en ny præsident, som i mindre grad støtter Israel,” så bekymrer det mig virkelig. Disse mennesker venter. De opfatter den nuværende regering som en af de mest fjendtlige over for palæstinenserne, fordi den støtter Israel. De ser den gerne erstattet af en anden regering. De siger, at “Alt vil ændre sig efter november og alt bliver godt.” Når det kommer til stykket, ser de særdeles gerne, at den nuværende regering forsvinder.

Spørgsmål: Vi har hørt spekulationer om forskellige andre arabiske lande, så som Bahrain, som kunne følge i UAE’s fodspor. Gør du dig nogen tanker om, hvor langt denne bevægelse mod fred mon kan gå? Hvilke andre arabiske stater kunne tænkes at slutte fred?

Abu Toameh: Jeg tror, vi kommer til at se nogle arabiske lande følge trop. Alle her taler nu om, at Oman kan være på vej. Der er masser af spekulationer om, hvorvidt Saudi-Arabien også vil tilslutte sig.

Jeg tror, at det, disse arabiske lande venter på, er at se resultatet af det amerikanske valg og reaktionen i de arabiske gader, hvordan reaktionen bliver. Indtil nu har de kun set fordømmelser fra nogle få palæstinensere på Vestbredden og i Gaza. Jeg tror, at dette er opmuntrende for de arabiske lande.

Vi har ikke set revolution i gaderne. Vi har ikke set tusindvis af arabere gå på gaden i Cairo, Beirut, Khartoum eller nogen arabisk hovedstad for at fordømme De Forenede Arabiske Emirater.

Hvis man spørger mange palæstinensere, så er de også meget bekymrede over manglen på fordømmelse i de arabiske gader eller fraværet af modstand mod De Forenede Arabiske Emirater. Denne undertrykte reaktion i den arabiske verden vil opmuntre andre arabiske lande til at fortsætte og gøre det samme. Dette er selvfølgelig virkelig godt for den palæstinensiske befolkning i det lange løb. For ikke at tale om de økonomiske goder, vi vil opnå af dette.

Denne tilnærmelse mellem Israel og den arabiske verden vil udelukkende afstedkomme gode ting for palæstinenserne, fordi disse arabiske lande vil normalisere deres forhold til Israel. Vi ser det komme fra Egypten og Jordan, de eneste to arabiske lande som har fred med Israel.

Egypten spiller i dag en stor rolle i og med, at det forsøger at skabe en våbenhvile mellem Israel og Gaza. Hamas og jordanerne er også på sæt og vis involveret med Israel, især når det gælder den religiøse helligdom i Jerusalem, Al Aqsa Moskeen. Jordan er der altid. Det er palæstinenserne, der henvender sig til disse to stater.

Det er uheldigt og sørgeligt, at den palæstinensiske ledelse er meget ringe. Den er meget korrupt. Den handler imod sin egen befolknings interesser.

Samtidig er der mange forhåbninger her i Israel i forbindelse med, at alle disse arabiske lande åbner dørene, og dette åbner op for mange muligheder. Hvis palæstinenserne støtter De Forenede Arabiske Emiraters initiativ, så er det muligt, at Emiraterne og andre af Golf-landene vil åbne deres døre og give i hundredtusindvis af palæstinensere lov til at komme ind og arbejde og hjælpe med at bygge økonomien op. Alle vinder ved det.

Jeg møder mange mennesker her i Israel, som er så begejstrede over denne aftale, over at kunne besøge Burj al-Khalifa, over at kunne tage til Dubai, over at kunne handle i Golf-staterne, at de ligefrem glemmer at iføre sig ansigtsmaske for at beskytte sig mod coronavirus. Begejstringen er stor. Den kommer på et vældig godt tidspunkt, hvor den er hårdt tiltrængt.

Spørgsmål: Kan du beskrive de politiske implikationer af dette mulige fredsscenarium og fremsætte nogle tanker om, hvor langt denne bevægelse mod fred mon kan gå?

Abu Toameh: Jeg tror, at de politiske implikationer vil være, at det vil være vældig godt for de moderate arabere og moderate muslimer. Det er meget dårligt for Iran og dets fæller, dets stedfortrædere og allierede i regionen. Der er tale om en arabisk/muslimsk/sunni-alliance med Israel, som først og fremmest vil styrke fredslejren i den arabiske verden – de, der ønsker normalisering, de der ønsker en eller anden form for fred med Israel; og det vil være et hårdt slag for alle dem, der afviser dette – for Hamas, for Islamisk Jihad. Det kommer til at svække dem i det lange løb, fordi folk dér også kigger på denne aftale.

Hvis der kommer noget godt ud af den, vil vi se flere mennesker i den arabiske verden tilslutte sig den såkaldte fredslejr. Vi forventer, at der kommer en masse godt ud af den. Alle her nærer store forhåbninger.

Den sender det rette budskab til mange arabere og muslimer, at Israel er kommet for at blive. Vi bliver nødt til at glemme drømmen om at udslette Israel. Læg mærke til, at palæstinenserne ikke siger, at de er imod en fredsaftale med arabiske lande. De er imod normaliseringen med Israel.

Hvorfor? Det er fordi, de er bange for, at hvis man normaliserer forbindelserne til Israel, anerkender man rent faktisk Israels ret til at eksistere som hjemland for det jødiske folk i denne del af verden. Det er det, der virkelig bekymrer dem. Accepten af Israels eksistens.

Hvad enten vi kan lide det eller ej, så handler hele denne konflikt ikke om en bosættelse, et checkpoint, en mur eller et hegn. Konflikten handler i virkeligheden om selve Israels eksistens i Mellemøsten, i denne del af verden.

Jeg er ked af at måtte sige det, men der findes stadig et stort antal mennesker i den arabiske og muslimske verden, som fortsat betragter Israel som et fremmedelement, der er blevet påført regionen vestlige magter, selvom jøderne har levet her i mere end 3.000 år. De opfatter stadig Israel som én stor bosættelse, som skal rykkes op med rode.

Når man kommer og siger normalisering med Israel, så anerkender man israelsk kultur, israelsk musik, det israelske politiske system. Man siger: “Jeg ønsker udveksling med disse israelske jøder, som lever her, for jeg respekterer deres kultur. Jeg ønsker at være en del af den. Jeg ønsker at nyde den. Jeg ønsker at invitere dem hertil. Jeg ønsker at rejse op og besøge Tel Aviv og se, hvordan disse jøder lever. Jeg ønsker at rejse ud og se, hvor succesrigt dette land er.” Det er dette, der i virkeligheden bekymrer ikke blot de palæstinensiske ledere, men Iran, Hizbollah og Hamas.

De ønsker ikke, at arabere og muslimer oplever de vidunderlige ting, der finder sted i Israel. De ønsker ikke, at de skal se, at Israel har været en succeshistorie.

De ønsker ikke, at den arabiske og muslimske verden skal se disse ting, for så vil araberne og muslimerne måske opsøge deres egne ledere og sige: “Undskyld mig. Vi ønsker noget ligesom det, disse jøder har. Hvorfor kan vi ikke få demokrati? Hvorfor kan vi ikke få et fungerende parlament?”

Spørgsmål: Hvem ser du efterfølge Abbas som leder af Selvstyret? Tror du, at palæstinenserne vil blive kørt ud på et sidespor af disse forskellige aftaler med Israel og andre arabiske nationer?

Abu Toameh: Som tidligere nævnt, så føler palæstinenserne sig allerede skubbet ud på et sidespor. De føler, at de er blevet lukket ude fra lokalet, men det er faktisk dem selv, der har påført sig dette. Den palæstinensiske strategi gennem de seneste tre-fire år har været: “Vi boykotter Amerika. Vi boykotter Israel. Vi boykotter fredsprocessen. Vi boykotter alle, der ønsker at tale med Israel. Vi boykotter arabere, som besøger Israel. Vi boykotter muslimer.”

Vi er endda nået til et punkt, hvor de boykotter de penge, som Israel forsøger at give dem. Israel opkræver skatter på palæstinensernes vegne hver eneste måned, og Israel forsøger at overfører disse penge til dem.

De siger: “Nej, vi boykotter endda de penge, I skylder os.” Hvis de virkelig ønsker at forandre sig, så er det første, de skal gøre, at standse agitationen imod den arabiske verden. Stands flammetalen imod jeres arabiske og muslimske brødre.

Ønsker I at kritisere dem, fint nok. Der findes diplomatiske måder at gøre det på. Lad være med at fornærme dem. Lad være med at krænke dem. Lad være med at ydmyge dem. Lad være med at afbrænde billeder af deres ledere på offentlige pladser. De Forenede Arabiske Emirater har sagt til dem: “Hør her, vi ønsker at hjælpe jer. Vi er ikke imod jer. At slutte fred med Israel betyder ikke, at I er forrædere.”

Det er dette, den palæstinensiske ledelse bliver nødt til at forstå. Nuvel, med hensyn til spørgsmålet om efterfølgelse, hør her, alle her taler om det. Sandheden er, at det er der ingen, der virkelig ved. Hvorfor? Fordi Det Palæstinensiske Selvstyre i virkeligheden er et onemanshow styret af Mahmoud Abbas og hans fæller i Ramallah. Der findes flere forskellige scenarier, som folk taler om.

Lad os sige, at præsident Abbas trådte tilbage i morgen tidlig. Scenarium ét ville være, at Fatah og PLO-lederne ville forsamles i Ramallah og vælge en iblandt sig. De ville vælge en af følgende – en Abu Muhammad eller en Abu Allah – en af disse Abu’er, som er veteranleder inden for det stedlige PLO – og tingene fortsætter. Det er scenarium nummer ét.

En anden mulighed er, at vi afholder et frit og demokratisk valg og vælger en ny præsident, men det er højst usandsynligt på grund af de mange opsplitninger blandt palæstinenserne. Som I ved, er Vestbredden adskilt fra Gaza på grund af magtkampen mellem Det Palæstinensiske Selvstyre og Hamas.

Det spørgsmål, vi bør stille os selv, er ikke, hvem der vil efterfølge Mahmoud Abbas. Spørgsmålet er, om den, der måtte efterfølge Mahmoud Abbas, vil være anderledes? Vil han være i stand til at skabe forandring? Jeg er ked af at måtte sige det, men svaret er nej.

Jeg husker, at dengang Mahmoud Abbas tog over efter Yasser Arafat, da han blev valgt i 2005 til at efterfølge Yasser Arafat, var det første, han sagde: “Jeg lover at fortsætte i martyren Yasser Arafats fodspor. Jeg lover, at efterfølge alt det, som præsident Arafat forpligtede sig på.”

Vi ser det samme. Præsident Abbas har været loyal mod arven efter præsident Arafat. Han har nægtet at fremsætte nogen form for indrømmelser gennem de seneste 14-15 år, mens han var ved magten: han holder sit ord.

Den, der måtte efterfølge Mahmoud Abbas – og mærk jer mine ord – vil som det første i sin første tale sige: “Jeg lover at følge i broder Mahmoud Abbas’ fodspor og forblive loyal mod hans arv. Jeg lover jer, at jeg ikke ville fremsætte nogen indrømmelser over for Israel.”

Forvent ingen ændringer. Betragt alle disse ledere i Ramallah. De er ikke anderledes. Marwan Barghouti er ikke bedre end Mahmoud Abbas, og Mahmoud Abbas er ikke bedre end Jibril Rajoub eller Mahmoud al‑Aloul. Vi taler om den samme ideologi, den samme mentalitet, og de samme folk der kører sagerne.

Lad være med at forvente noget af den nye efterfølger. Vil en eventuel palæstinensisk præsident komme til Israel og sige: “OK, Israel, jeg anerkender Israel som hjemlandet for det jødiske folk”? Hvis I finder én eneste palæstinensisk leder, som er villig til at sige det, så lad mig det venligst vide. Jeg har brug for at skrive en artikel for Gatestone om det.

Kender I nogen palæstinensisk leder, som tør stå frem offentligt og sige: “Åh, tiden er inde for os til at opgive retten til tilbagevenden for palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere til deres tidligere hjem i Israel”? Hvis I find bare én leder, igen, lad mig det venligst vide. Det vil også være en god historie.

Forvent ikke mange ændringer i post‑Abbas æraen. Det, der skal ændres, er mentaliteten. Det, der skal stoppes, er denne opflammen, den daglige delegitimering af Israel. Den er meget slem, og den er meget udbredt. Ændrer man ikke den, kommer man ikke til at se forandringer. Desuden er palæstinenserne nødt til at ændre deres undervisningssystem. De bør begynde at forberede deres befolkning på fred med Israel.

Spørgsmål: Hvad mener du om Tyrkiets rolle og dets støtte til palæstinenserne imod denne aftale mellem Israel og Emiraterne?

Abu Toameh: Igen, det sjove er, at præsident Erdogan går imod aftalen. Han bebrejder De Forenede Arabiske Emirater, at de slutter fred med Israel. Men også her kunne man sige: “Undskyld mig, men har I ikke en tyrkisk ambassade i Tel Aviv? Ligger der ikke en israelsk ambassade i Tyrkiet? Har I ikke relationer med Israel?”

“Hvorfor angriber du De Forenede Arabiske Emirater? Hvad er det for et budskab, du forsøger at aflevere? Hvad er Tyrkiets interesse i at forhindre fred mellem et arabisk land og Israel? Hvordan gavner det palæstinenserne? Hjælper det virkelig?” Svaret er, selvfølgelig, nej.

Tyrkiet, eller præsident Erdogan, har besluttet at sætte sig i samme lejr som Hamas, Islamisk Jihad, Iran og hele ondskabens akse i den arabiske og muslimske verden. Det er skidt. Han har en meget stærk anti‑Israel-agenda, som han forsøger at udbrede til resten af den arabiske verden. Dette burde bekymre mange mennesker.

Her i området har han involveret sig med Hamas imod Det Palæstinensiske Selvstyre. Han opfatter Det Palæstinensiske Selvstyre som alt for moderat. Erdogans retorik imod Israel er også slem. Vi har hørt nogle grimme udtalelser fra ham de senere år, ja i de seneste måneder.

Med sin støtte til despoterne i den arabiske og muslimske verden fremmer han ikke fredens sag. Han forsøger i virkeligheden at sabotere ethvert forsøg på at legitimere Israel og skabe normale relationer mellem Israel og den arabiske verden.

Erdogan spiller et farligt spil. Jeg ved ikke, om I så en rapport for få måneder siden, hvor han, ud over at beværte adskillige Hamas-ledere i Tyrkiet, tillige besluttede at give dem statsborgerskab.

Hvad betyder det? Hvad er det, han forsøger at opnå? Han forsøger at styrke autokraterne i den arabiske og muslimske verden, de mennesker som kæmper imod fred. Det Palæstinensiske Selvstyre er meget bekymret, selvom de selv anvender samme retorik imod Israel, som Erdogan gør. De er bange for, at Erdogan går for vidt. Hans opflammende tale og omfavnelse af Hamas og autokraterne opmuntrer fredsmodstanderne i den arabiske verden og på den palæstinensiske kampplads.

Jeg håber, at vi en dag vil komme til at se nogle pragmatiske, gode arabiske ledere, ikke kun blandt palæstinenserne, men også inde i Israel. De arabiske borgere i Israel er loyale statsborgere i Israel, men de har nogle ledere, som ikke brænder for deres folks interesser. De er ikke alle slemme, men i stedet for at bygge broer mellem jøder og arabere inde i Israel, skader de disse broer. De ophidser Israels arabiske borgere imod Israel, sommetider blot for at skabe overskrifter. Ingen ville skrive: “Han har installeret et nyt kloaksystem.” Det bekymrer mig virkelig. Vi har brug for nye ledere for araberne inde i Israel. Jeg er langt mere bekymret for de fremtidige relationer mellem jøder og arabere inde i Israel, end jeg er for de fremtidige relationer mellem jøder og palæstinensere bosiddende på Vestbredden og i Gaza. Palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza ønsker ikke at være en del af Israel. Araberne inde i Israel kæmper for integration.

Men deres ledere trækker dem i den forkerte retning. Det er derfor, det er i Israels interesse at støtte op om sine arabiske borgere, at behandle dem bedre, så disse radikale, ekstremistiske, arabiske medlemmer af Knesset, som forsøger at opflamme den arabiske befolkning inde i Israel, vil blive undergravet. Vi ser mange tegn fulde af håb fra den israelske regering i så henseende. Jeg er faktisk optimistisk.

Ovenstående stammer fra en briefing til Gatestone Institute den 19. august 2020.