Palæstinenserne: Vores sande mål er at udslette Israel

Af Bassam Tawil –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Dengang den tidligere irakiske diktator Saddam Hussein affyrede 39 Scud-missiler mod Israel i 1991, gik mange palæstinensere ud i gaderne for at fejre angrebene. Der fandt mange demonstrationer sted på Vestbredden, i Gazastriben og i det østlige Jerusalem, selv mens palæstinensere blev forsynet med gasmasker af de israelske myndigheder for at beskytte dem imod et muligt kemisk angreb på Israel fra Irak.

Los Angeles Times rapporterede dengang, at “adskillige palæstinensere udtrykte glæde over sidste uges [irakiske] missilangreb på Tel Aviv og Haifa.”

Da den iranskstøttede terrorgruppe Hizbollah sendte raketangreb ind over Israel fra Libanon i 2015, gik palæstinensere på gaden for at fejre det, medførende Hizbollah-flag og uddelende slik til bilister og forbipasserende.

For palæstinenserne er enhver, der angriber Israel eller truer med at udslette det, en ægte “helt.”

De seneste dage har palæstinenserne hyldet en anden “helt”: Mohammed Deif, den usynlige person, som står i spidsen for den militære gren i den palæstinensiske, islamistiske bevægelse Hamas.

Deif har været Israels mest eftersøgte terrorist gennem de seneste 25 år på grund af sin involvering i adskillige terrorangreb, herunder drab på israelske soldater, selvmordsbombninger og kidnapninger. I 2015 føjede USA’s udenrigsministerium Deif til sin liste over Specially Designated Global Terrorists.

På grund af sin direkte involvering i terrorisme imod Israel er Deif altid af mange palæstinensere blevet opfattet som en “helt.”

Nu, efter at Deif advarede Israel om hævnaktioner, hvis det ikke ændrer sin politik i det østlige Jerusalem, synes han at være blevet endnu mere populær blandt palæstinenserne.

I en sjælden offentlig udtalelse sagde denne ærketerrorist, som holder til i den Hamas-styrede Gazastribe, at Israel kommer til at betale en “høj pris,” hvis det ikke standser sin udsættelse af palæstinensiske familier i Jerusalems Sheikh Jarrah-kvarter. “Dette er en klar og sidste advarsel,” truede Deif og antydede dermed, at Hamas ville genoptage sine raketangreb og andre former for terrorisme imod Israel.

Truslen kom, efter at en domstol i Jerusalem havde godkendt udsættelsen af et antal arabiske familier i Sheikh Jarrah fra huse, som havde tilhørt jøder før Israels dannelse i 1948.

Under massedemonstrationer i Jerusalem og på dele af Vestbredden gennem de seneste dage har tusindvis af palæstinensere råbt slagord, som har rost Deif og opfordret ham til at gennemføre sine trusler om raketangreb imod Israel. Palæstinenserne råbte også slagord til støtte for Hamas’ militære fløj, Izaddin al-Qassam, som er ansvarlig for tusindvis af terrorangreb imod Israel gennem de seneste tre årtier.

“Vi er Mohammed Deifs mænd,” råbte i tusindvis af palæstinensere under en demonstration ved al-Aqsa Moskeen, islams tredjevigtigste helligdom. De opfordrede ham også til at “ramme” Tel Aviv med raketter i en gentagelse af opfordringen til Saddam Hussein i 1991: “Åh, elskede Saddam, ram, ram Tel Aviv!”

Demonstrationerne i Jerusalem begyndte på den første dag i den muslimske fastemåned Ramadan, hvor snesevis af unge angreb politibetjente og jødiske indbyggere med sten, brandbomber og andre genstande. Demonstranterne begrundede i begyndelsen deres angreb med påstande om, at det israelske politi havde opsat barrikader ved en af indgangene til Den Gamle By i Jerusalem og dermed hindrede dem i at samles om natten for at fejre Ramadanen.

Optøjerne fortsatte imidlertid, efter at politiet havde fjernet barrikaderne. Oprørerne sagde, at de protesterede imod den mulige udsættelse af familierne i Sheikh Jarrah og forsøg fra jøder på at “bestorme” al-Aqsa Moskeen, i en henvisning til jøders rutinemæssige besøg på Tempelbjerget, jødedommens helligste sted.

Så hvordan passer Deif, Hamas’ chefterrorist, ind i sammenstødene mellem palæstinensere og israelsk politi i Jerusalem?

Ved at anråbe Deifs navn og opfordre ham til at bombe Tel Aviv afslørede demonstranterne sandheden: at deres protester drejede sig mindre om al-Aqsa Moskeen eller kontroverserne om nogle huse i Sheikh Jarrah eller politiets barrikader ved Den Gamle By, end om udslettelsen af Israel.

Det er værd at bemærke, at Israel ikke har taget nye skridt til at “ændre den historiske eller retslige status” for al-Aqsa Moskeen, sådan som palæstinenserne og andre arabere har påstået.

Palæstinenserne er oprørte, fordi jøder får lov til at besøge Tempelbjerget. Palæstinenserne ønsker ikke at se jøder besøge deres helligsted; de ønsker ikke at se jøder i Jerusalem, og de ønsker ikke at se nogen jøde overhovedet i det landområde, som strækker sig fra Jordanfloden ud til Middelhavet.

Hvordan vil bombningen af Tel Aviv gavne retssagerne for de arabiske familier i Sheikh Jarrah, som udfordrer udsættelsesordren ved israelske domstole? Hvordan hjælper opfordringer til Hamas om at iværksætte terrorangreb mod Israel palæstinenserne i deres kampagne for at få jøder til at holde op med at besøge Tempelbjerget?

Ved at løfte Hamas’ flag og råbe slagord til støtte for en ærketerrorist ved al-Aqsa Moskeen vanhelliger demonstranterne helligdommen, ikke jøderne. De, der brugte moskepladsen til at kaste sten og andre genstande imod politiet, er dem, der besudlede helligdommen. Man kan ikke angribe politibetjente og derefter klage over, at Israel sendte politiet ud for at “angribe” og “vanhellige” al-Aqsa Moskeen – medmindre ens tankegang er blevet fordrejet af terroristlogik.

Ingen anfægter palæstinensernes ret til at protestere mod israelsk politik. Men når protesterne udvikler sig til store pro-Hamas-demonstrationer med opfordringer til at bombe Tel Aviv og dræbe jøder, så afslører de demonstranternes sande, dødbringende hensigter.

Når tusindvis af palæstinensere råber “Vi er alle Mohammed Deif,” så siger de, at de opfatter sig som terrorister, rede til at angribe og udslette Israel. De siger også, at Deif er deres rollemodel, fordi det er lykkedes ham at myrde mange jøder og forblive på fri fod, trods israelske forsøg på at anholde eller dræbe ham.

Den vold, som er brudt ud i Jerusalem de seneste dage, viser, at Hamas har stor tilslutning blandt palæstinenserne, herunder beboerne i det østlige Jerusalem, som har israelsk udstedte ID kort, men som ikke er israelske statsborgere. Efter at Israel annekterede det østlige Jerusalem i 1968, gav det de palæstinensere, som boede der, ret til at søge om israelsk statsborgerskab. Men flertallet af dem valgte at lade være med at ansøge om israelsk statsborgerskab af frygt for at blive hængt ud som forrædere.

Som beboere med permanent opholdstilladelse i Israel har de palæstinensiske indbyggere alle de rettigheder, som også tilfalder israelske statsborgere, med en enkelt undtagelse: retten til at stemme til det israelske parlament, Knesset. Samtidig har disse indbyggere ret til at ansøge om israelsk statsborgerskab, når som helst de ønsker det, og flere tusinde har allerede gjort det.

Hamas’ popularitet er stigende, ikke kun i det østlige Jerusalem, men også på Vestbredden, hvor nogle palæstinensere også overdængede Deif med hyldestråb og opfordrede ham til at udløse en ny bølge af terror imod Israel.

Hamas’ voksende popularitet skyldes den opflammende anti-Israel-kampagne, der føres i de palæstinensiske medier, især på sociale medieplatforme, moskeerne og de palæstinensiske lederes offentlige sprogbrug. Hamas’ popularitet skyldes også Det Palæstinensiske Selvstyres og dets autokratisk præsident Mahmoud Abbas’ fortsatte korruption og inkompetence.

Abbas havde gode grunde til, indtil videre, at udsætte det parlaments- og præsidentvalg, som han havde planlagt til afholdelse den 22. maj og den 31. juli. Han vidste meget vel, at hans rivaler i Hamas stod til en sejr i lighed med den, de vandt ved det seneste parlamentsvalg i 2006.

Men Abbas havde ikke mod til at indrømme, at dette var den egentlige grund til, at han aflyste valgene. I stedet valgte han at give Israel skylden ved urigtigt at beskylde det for at forhindre palæstinensere i Jerusalem i at deltage i valgene.

Som han nu sidder i sin stue og har set tusindvis af palæstinensere i Jerusalem fordømme ham som forræder og hylde Hamas og Deif, må Abbas have draget et lettelsens suk, da valgene blev udsat på ubestemt tid. Pro-Hamas-demonstrationerne i Jerusalem bør ikke blot bekymre Israel, men tillige Abbas og hans Palæstinensiske Selvstyre.

Demonstrationerne til gunst for Hamas burde også lade alarmen lyde i Biden-administrationen og tjene som en præcis indikator vedrørende palæstinensiske prioriteringer. Biden-regeringen taler om at genoplive den fastlåste fredsproces mellem Israel og palæstinenserne på basis af “to-statsløsningen.” Hamas og de tusindvis af palæstinensere, som råbte slagord til støtte for Hamas og Deif, har imidlertid en helt anden løsning i tankerne: udslettelsen af Israel og jødernes død – jo flere jo bedre.

Bassam Tawil er muslimsk araber med base i Mellemøsten.