Perioden op til det israelske parlamentsvalg er altid højsæson for Israels fjender, som angriber Israel og henfalder til dagdrømmerier om en tostatsløsning.
I Berlingske skriver Pierre Collignon, at Israel ikke kan annektere sig til fred. Korrekt, men Israel kan skabe en ny fait accompli på Vestbredden ved at annektere bosættelserne. Forhåbentlig kan Israel på sigt annektere hele Vestbredden.
Modige israelske politikere har i flere omgange tilbudt at forhandle om en tostatsløsning, men hver gang har den splittede palæstinensiske ledelse afvist tilbuddet.
Collignon påstår, at Netanyahu har bevæget sig længere og længere væk fra fredsforhandlingerne med palæstinenserne. Det er ikke sandt.
Som Naser Khader skrev i Berlingske forleden er det palæstinenserne og ikke Netanyahu, der har bevæget sig længere og længere væk fra freden: ”Lige siden Hamas begyndte at tage ejerskab over den palæstinensiske sag (som konkurrenter til det sekulære socialistiske PLO i 1989) er palæstinenserne kommet længere og længere væk fra at få den selvstændige stat, som de har ret til side om side med Israel. Udviklingen væk fra en løsning skyldes ikke mindst, at krig og ufred er Hamas’ eksistensgrundlag”.
Palæstinenserne har ikke en leder, som Israel kan føre realistiske fredsforhandlinger med. I The Economist hedder det: ”Even a well-intentioned Israeli leader could not hold meaningful talks with either Hamas in Gaza or Mahmoud Abbas, president of the Palestinian Authority (PA) in the West Bank. Mr. Abbas, who run out of legitimacy years ago, is obsessed with preserving his endless rule and more enthusiastic about putting sanctions on Hamas than trying to end the occupation”.
Alt tyder på, at fred i Mellemøsten ligner ”mission impossible”. Netanyahu lægger ikke fingrene imellem: ”En palæstinensisk stat bliver aldrig til noget”, sagde han for nylig i et interview med den israelske hærs radiostation.
André Rossmann