“Pansersvin”, “bumser”, “svanser” og “4-0 til Palle”– Fire unge sigtet for at svine politiet til

Søndag klokken 20.20 spillede en gruppe unge meget høj musik på arealerne uden for Antvorskov Skole i Slagelse.  De unge fik besked på at skrue ned for den meget potente højtaler, som de havde medbragt. Samtidig fik de besked om, at højtaleren ville blive beslaglagt, hvis de blev ved at spille højt. Den tilrettevisning provokerede tilsyneladende adskillige af de unge. Blandt de verbale perler, patruljen måtte lytte til var: “Pansersvin”, “bumser”, “svanser”, samt “4-0 til Palle”, som refererer til et firedobbelt politidrab i 1965.

De fem højrøstede ungersvende blev alle sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen. Specielt den ene, en 18-årig mand fra Slagelse opførte sig så provokerende og konfronterende, at han blev anholdt og kørt på politigården. To af de andre var under 18, så hér havde politiet lejlighed til at ringe til deres mor og fortælle at der var en bøde på vej med posten.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)