Paradigmeskiftet er et stort fupnummer

Selv om flygtninge burde være villige til at rejse hjem, når de ikke længere er truet eller forfulgt, bliver langt de fleste i Danmark. Sådan har udviklingen været i flere årtier.

Politisk blødsødenhed i Folketinget har sammen med lempelige regler for familiesammenføringer medført, at antallet af indvandrere og flygtninge med ikke-vestlig baggrund i Danmark er steget fra ca. 60.000 i 1970’erne til knap en halv million i dag. Det tal forventes ifølge Danmarks Statistik at vokse til 867.258 i 2060, og hvis det går, som det plejer at gå, kommer det til at ske lang tid før.

Det er den udvikling, de etablerede partier i Folketinget vil fortsætte efter valget på trods af deres strammer-retorik.

Bundlinjen er, at politikerne ikke vil ikke handle i strid med de indgåede internationale konventioner, og at de heller ikke vil lægge sig ud med EU og Merkel. Hverken før eller efter folketingsvalget.

Bundlinjen er, at de etablerede partier ikke vil udvise de uintegrerbare muslimske flygtninge.

Det paradigmeskift, som regeringen har gennemført, er derfor ren og skær symbolpolitik.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har oplyst, at udviklingen ikke bekymrer hende. ”2.538 asylansøgere i 2018 er et tal, der ligger på et meget lavt niveau”, sagde Støjberg.

Vi skal igen minde om, at et lavt antal erfaringsmæssigt mangedobles over tid, når de indvandrere, der får opholdstilladelse, efterfølgende søger familiesammenføring. Det var tilfældet med de 6.000 tyrkiske gæstearbejdere, som kom til Danmark i 1970’erne. Pr. 1. jan. 2017 var der mindst 62.000 personer i Danmark med tyrkisk baggrund.

Hverken DF eller regeringen har sat tal på effekten af paradigmeskiftet. De har aldrig oplyst, hvor mange flere der bliver hjemsendt, eller hvor mange opholdstilladelser der bliver inddraget eller nægtet forlænget. Til gengæld har de gentagne gange sagt, at paradigmeskiftet vil have en ”mærkbar effekt”.

Tidligere departementschef i Finansministeriet, Erik Bonnerup, havde følgende kommentar: ”Når man som embedsmand skriver, at noget har en mærkbar effekt, må man kunne svare på, hvor stor den er. Ellers kan man jo ikke vide, om den er mærkbar. Det grænser til noget vrøvl”.

På trods af det opreklamerede paradigmeskifte har DF affundet sig med, at udviklingen ikke kan rulles tilbage efter årtiers masseindvandring.

Paradigmeskiftet vil muligvis føre til, at flere flygtninge rejser hjem, når forholdene i hjemlandene er sikre nok. Men ingen i DF’s partitop tror i ramme alvor, at man vil kunne skubbe ca. 300.000 muslimer ud.

Hvor der er vilje, er der vej. Det er kun viljen, de etablerede partier i Folketinget mangler.

André Rossmann