Partiernes udlændingeudspil er hul retorik og blålys

For tiden kommer folketingspartierne med ”skrappe” udlændingepolitiske udspil, der skal demonstrere, at de fører en benhård udlændingepolitik. Senest er den konservative Søren Pape Poulsen således kommet med et forslag om at stramme reglerne omkring tildeling af dansk statsborgerskab. Forslaget, der skal stramme vilkårene for at opnå det røde pas, vil i realiteten blot genere de herboende muslimer, som i forvejen har arbejds- og opholdstilladelse i Danmark, og som i forvejen har et dansk pas, enten konventionspas eller fremmedpas. Der findes heller ikke nogen evidens for, at der i de muslimske parallelsamfund skulle være rift om danske statsborgerskaber.

Venstre har budt ind med et forslag om arbejdspligt for indvandrerne. Alle udlændinge, som kommer til Danmark, skal fra første dag mødes med et krav om at uddanne sig eller arbejde. Inger Støjberg har kommenteret Venstres udspil således: ”Jamen, det er da også et ganske fint lille udspil. Alle kan blive enige om, at flere skal i arbejde. Det gør ingen skade. Selv De Radikales Sofie Carsten Nielsen var ude at omfavne det. Hvis jeg fik ros for et udlændingeudspil fra Sofie Carsten Nielsen, ville jeg være bekymret”.

Og Danmarks dansk-etiopiske integrationsminister, Mattias Tesfaye, har meddelt, at ”første halvleg” i integrationskampen, som handlede om at holde asyltallet nede, er vundet, og nu handler det om at vinde den ”anden halvleg”, dvs. trænge ekstrem islam tilbage. Så sent som i juli 2020, dvs. for kun 8 måneder siden, mente Tesfaye imidlertid, at integrationen var en fiasko.

Alle de symbolpolitiske forslag om kosmetiske ”stramninger”, vi er vidne til, har det til fælles, at ingen af dem bryder den onde spiral, som Danmark lider under. Det er nemlig svært at se, hvordan partiernes udspil kan gøre Danmarks muslimske problem mindre. De kan ganske vist genere de herboende muslimer, og det er fint, men de vil hverken reducere muslimsk tilstrømning til Danmark, indføre totalt asylstop eller sætte gang i udvisninger, hjemsendelser og repatriering.

Megatrenden på udlændingeområdet er fortsat, at antallet af muslimer stiger langsomt, men støt. I 2017 fik 2.750 migranter således asyl og permanent ophold i Danmark. I 2018 – 1.652. I 2019 – 1.783. Og i 2020 – 600. I alt 6.715. Antallet af familiesammenføringstilladelser i 2017, 2018, 2019 og 2020 var henholdsvis 7.015, 4.601, 3.222 og 3.770. I alt 18.608. (Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet, Tal på udlændingeområdet pr. 30.11.2020). I alt 25.323 nye muslimske indvandrere plus de muslimske børn, der måtte være født i omtalte periode.

Selv om der ganske vist er sket en nedgang i antallet af muslimer, der får asyl i Danmark, betyder kombinationen af den fortsatte muslimske tilstrømning, familiesammenføringerne og muslimernes høje fødselsrate, at antallet af muslimer i Danmark vil vokse til 770.000 i 2050 svarende til ca. 12 pct. af befolkningen (Kilde: Pew Research Center).

De symbolpolitiske forslag og udspil, som folketingspartierne på retorisk plan overbyder hinanden med, er ikke andet end afledningsmanøvrer, der skal dække over, at politikerne i praksis konsekvent skyder konkrete forslag, der har til formål at løse den muslimske udfordring og bremse Danmarks islamisering, ned. Siden 2016 er der f.eks. fremsat beslutningsforslag om at forbyde:

  • brug af markante religiøse symboler for elever og undervisere i folkeskolen
  • religiøs hovedbeklædning på kørekorts-fotografi
  • bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner
  • opførelse af minareter ved moskeer
  • muslimske bønnekald
  • Masjid Al-Faruq-moskeen på Nørrebro
  • at offentligt ansatte bærer religiøs hovedbeklædning på arbejde
  • at der bæres islamisk tørklæde i offentlige institutioner
  • at der anvendes halalcertificeret kød i offentlige institutioner
  • der gives tilskud til friskoler, der er baseret på islamiske værdier

Ingen af disse beslutningsforslag er blevet vedtaget, og i de fleste tilfælde har kun ganske få folketingsmedlemmer stemt for forslagene.

Folketingpartiernes symbolpolitiske udlændingeudspil er hul retorik og et politisk teater, hvor det på forhånd er udelukket, at politikerne vil træde uden for den sædvanlige liberale ramme og udfordre de snævre internationale konventioner, Tyskland, EU og FN.

Det store billede er derfor fortsat, at antallet af muslimer i dette land stiger støt, at integrationen er en fiasko, og at det danske samfund islamiseres mere og mere i takt med, at antallet af muslimer stiger. De ca. 320.000 herboende muslimer udgør en dybt problematisk minoritet – underuddannet, underbeskæftiget, underintegreret, overkriminel og oversygelig i såvel første, anden og tredje generation – og snart fjerde. De lever på offentlig forsørgelse og vil ifølge Finansministeriet koste danske skatteydere ca. 80 mia. kr. brutto om året frem til år 2100. Det siger sig selv, at denne årlige udgift ikke kan undgå at stige i takt med stigningen i antallet af muslimer.

André Rossmann