Pas på hjortene på landevejene i maj

Kådhed er ikke det eneste, der rammer hjortene i foråret. Det gør også bilerne, viser nye tal fra Topdanmark.

Påkørsler af vildt i maj måned er langt højere end i andre måneder af året, viser helt nye tal fra forsikringsselskabet Topdanmark. 

Det skyldes, at foråret sætter gang i hjortenes aktivitetsniveau. Blandt andet vil de unge hjorte ’flytte hjemmefra’ og forlade moderen omkring maj og juni inden parringssæsonen i sensommeren og efteråret.  

Landevejsbilister er udsat
Især bilister, der færdes om morgenen, aftenen eller natten på landevejene i de landlige regioner, er i risiko for at opleve påkørsler af vilde dyr herunder hjorte. 

”Det kan give alvorlige skader, hvis bilister påkører rådyr, dådyr eller kronvildt med fx 80 kilometer i timen. Det kan faktisk være livsfarligt, og vi ser alvorlige personskader ved den slags ulykker,” siger Maiken Russ. 

Ifølge tallene, så stiger antallet af påkørsler af vilde dyr markant i maj måned og i efteråret. 

Morgen- og aftentimerne er værst
Dyrene er især aktive om morgenen, aftenen og natten. Det er især her, at bilisterne bør være agtpågivende, når de kører på landevejen. 

Jo mindre trafik, der er, jo større er sandsynligheden for, at hjortene vil forsøge at krydse veje. Derfor er der større risiko for bilisterne, når de kører på lavt trafikerede veje på landet i de mørke timer.  

LÆS OGSÅ:  Forskere kortlægger alle nulevende og udryddede pattedyrarter

De helt store krondyr er særligt aktive sent om aftenen, og risikoen for at påkøre en kronhjort er derfor størst der. 

Maiken Russ opfordrer bilister til at være opmærksom på farten især, når de kører gennem områder, hvor rådyr, dådyr eller kronvildt er almindelige. 

Undgå sammenstød med hjorte:  

  • Sæt farten ned ved kørsel om natten eller i skumring i områder, hvor der er skov, marker, enge, buskads eller levende hegn langs vejen 
  • Du kan til tider se reflekser fra dyrenes øjne, så hold øje med dem 
  • Så snart du ser et dyr nær vejen, så sæt farten ned 
  • Hjorte færdes ofte i små grupper, så når du ser én, så er der sandsynligvis flere, så sæt farten ned.

Når uheldet er ude:  

  • Aktiver havarilyset (begge blinklys) på bilen med det samme 
  • Undersøg, om der er sket alvorlig personskade og ring efter en ambulance på 112, hvis der er 
  • Er der ikke sket alvorlig personskade, så ring til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812, hvis dyret er i live, også selv om dyret løber væk
  • Følg vagtcentralens anvisninger 
  • Hvis bilen kan, så bak forsigtigt væk fra dyret uden at gøre yderligere skade, og kør forsigtigt bilen ind til siden af vejen, så du ikke er til fare for andre 
  • Kan bilen ikke køre, så stig forsigtigt ud af bilen og hold dig væk fra dyret, så du ikke forskrækker det og sæt advarselstrekant op 
  • Advarselstrekant opsættes 50 meter fra bilen på almindelige veje eller 100 meter bag bilen på motorveje 
  • Kun hvis det er muligt, så fjern evt. store stykker, der er røget af bilen som fx et stykke kofanger eller lignende fra vejen 
  • Er dyret dødt, så læg det ind til siden af vejen, hvis det er muligt. Hvis du er det mindste i tvivl om, hvorvidt dyret er dødt, så ring alligevel til Dyrenes Beskyttelse på 1812 
  • Ophold dig ikke i eller nær bilen og gå væk fra vejen, da det kan være farligt at sidde i bilen, hvis en bagvedkørende kører ind den 
  • Ophold dig heller ikke i nærheden af dyret, da det stresser dyret 
  • Bliv på stedet, indtil dyreredningsbilen ankommer 
  • Kan bilen ikke køre sikkert videre, så ring efter vejhjælp for at få bugseret bilen til værksted 
  • Kan bilen køre sikkert videre, så skal du sikre dig, at du mentalt er i stand til at køre, før du begiver dig videre.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)