Pas på juleindbrud: Alliér dig med naboen

Julen er desværre også traditionelt tyvenes fest, og trods en markant nedgang i antallet af indbrud, opfordrer Østjyllands Politi borgerne til at være ekstra opmærksomme på ubudne gæster den kommende tid.

De seneste mange år har antallet af indbrud i private hjem været støt faldende, og faldet har været særligt stort i corona-perioden, hvor mange har været mere hjemme. I 2020 er der indtil videre anmeldt omkring 1850 indbrud i privat beboelse i politikredsen. Det er et fald på mere end 20 procent i forhold til året før.

Trods den positive udvikling prioriterer Østjyllands Politi fortsat indbrudsindsatsen højt og håber, at østjyderne vil gøre en ekstra indsats for at forebygge indbrud i deres hjem.

”Julen er en tid, hvor folk har dyre pakker liggende i hjemmet og selv om flere, på grund af COVID, nok er hjemme i år, så er der stadig nogen, der tager væk fra hjemmefra i nogle dage. Dét ved de kriminelle godt, og derfor er det vigtigt, at du laver nogle gode aftaler med naboerne, finder tænd/sluk-uret frem og sørger for, at der er godt med lys omkring dit hus, ” siger politiinspektør René Raffo.

Patruljer i villakvartererne

Særligt nabohjælpen kan have en god forebyggende effekt, da det gør det sværere for de ubudne gæster at arbejde i fred og ro. Hos Østjyllands Politi satser man på, at borgere og politi kan hjælpe hinanden med at presse indbrudstyvene.

LÆS OGSÅ:  Gør livet surt for tyven i den søde juletid

”Vi er selvfølgelig også fra politiets side ekstra opmærksomme på indbrudstyve i julen og vil holde et vågent øje med villakvartererne i Østjylland. Men vi håber, at borgerne hjælper med at passe på, og at de ringer til os, hvis de ser nogle mistænkelige personer liste rundt ved naboens hus, ” siger René Raffo.

Fem indbrudsråd

Vær en god nabohjælper: Lav en aftale med naboerne om, at I holder øje med hinandens huse, når I er væk. Få naboen til at tømme din postkasse og parkere en bil i din indkørsel, når du er væk, så det ser ud som om, der er nogen hjemme.

Gør døre og vindue svære at bryde op. Brug gode solide låse, døre og sikrede vinduer, der gør det mere besværligt for tyven at bryde ind.

Sæt tænd/sluk-ure så der i perioder er lys indenfor. Sørg for god belysning udenfor – fx med sensorstyret lys. Det signalerer liv og forhindrer tyven i at arbejde uset.

Gem værdigenstande væk. Fjern Ipad’en fra vinduet og sæt julegaverne lidt væk, så de ikke kan ses udefra.

Ring 112, hvis du ser en tyv i færd med at bryde ind. Ring 114, hvis du ser mistænkelige personer, der lusker rundt i nabolaget.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)