Nu vil de offentlige hospitaler selv behandle patienterne. Det begynder de for alvor at mærke på privathospitalerne, med ledig kapacitet og tomme senge. Der er tomme operationsstuer, og ventetiden er på ”nul uger”. Alligevel sendes patienterne, der tidligere stod i kø for at få hjælp, nu uden om landets privathospitaler, skriver Berlingske.
Der er i år sket et markant dyk i antallet af patienter, der henvises til privathospitalerne fra det offentlige sundhedsvæsen. ”Det offentlige sygehusvæsen lukker sig om sig selv og holder på patienterne”, siger direktøren for landets største privathospital, Aleris, Michael Gram Kirkegaard. Fra januar til august i år har der samlet været 152.1741 henvisninger til privathospitaler, hvilket er 21 pct. færre end i samme periode i 2023 og 15 pct. færre end i 2022.
Formanden for sundhedsudvalget i Danske Regioner, Karin Friis Bach, påstår, at der ikke er tale om, at der er ideologisk modstand mod at sende operationer ud til privathospitalerne. Klart, det vil hun aldrig indrømme. Og derfor kommer hun med følgende søforklaring: ”Mit ærinde er, at vi skal sørge for at have et velfungerende offentligt sundhedsvæsen, hvor vi kan løse opgaverne så effektivt som muligt”.
Professor emeritus Jes Søgaard, Syddansk Universitet, vurderer, at det er blevet en politisk strategi i de økonomisk pressede regioner at ”holde på patienterne, fordi der ryger penge ud af deres kasser, når man henviser patienter til privathospitaler. De midler vil de hellere bruge i eget regi”. Jes Søgaard mener, at den strategi går ud over patienterne på et tidspunkt, hvor der stadig er forholdsvis lange ventetider. Regionerne beholder pengene, og patienterne bliver tabere.
Danmarks sundhedssystem er et misfoster, som har vokset sig større og større gennem årene. Hver gang systemet støder på et problem, bevilger den til enhver tid siddende regering systemet penge. Milliard efter milliard sendes til et sygt, samspilsramt system. I stedet for at gennemføre ægte reformer af systemet, vælger politikerne gang på gang en behandling, som kun forstærker symptomerne. Man skal derfor ikke forvente, at det bliver anderledes, når den kommende sundhedsreform er implementeret.
Det egentlige problem i det danske syndhedsvæsen er sektorens strukturelle udfordringer eller – med andre ord – sundhedsvæsenets politisk styrede indretning, meget dårlige politiske prioriteringer, dårlig organisering og ledelse, et omfattende bureaukrati med mange ledelseslag og ineffektiv ressourceudnyttelse. Det danske sundhedsvæsen er i sin grundstruktur planøkonomisk og minder meget om sovjetisk planøkonomi, hvor man fastsatte nogle produktionsmål uden hensyn til, hvorvidt det, der blev produceret, også var det, forbrugerne ville have. Det eneste, som de fem regioner i det planøkonomiske danske sundhedsvæsen er villige til at acceptere, er små forbedringer af eksisterende ydelser inden for den eksisterende forretningsmodel, organisatoriske ramme og overordnede paradigme. Det som de ikke vil acceptere, er nye produktionsformer og organisatoriske rammer, som kan levere sundhedsydelser markant bedre og billigere.
Udover sundhedsmafiaens top i regionerne er det også mafiamedlemmerne på de lavere niveauer, der modarbejder ægte reformer af sektoren. Det er den overflødige og omkostningstunge ledelseslag af sygehusansatte, som efterhånden har etableret sig tungt i sygehusvæsenet. For disse læger og sygeplejersker er en flot karriere og gode lønninger ikke knyttet til patientbehandling, men derimod til varetagelse af en lang række andre funktioner, som på ingen måde bidrager til arbejdet på stuegang eller i ambulatoriet. De sidder tungt på monopolet og afviser ethvert forsøg på at konkurrenceudsætte sundhedsvæsenet for at beholde deres velerhvervede privilegier. Det siger sig selv, at eftersom sundhedssektorens problemer altid afhjælpes med flere midler, kan sundhedsmafiaen læne sig tilbage og undlade at effektivisere i håbet om fremadrettet at modtage endnu flere penge.
Danmarks sundhedssektor er et perverteret kommandoøkonomisk system, der er præget af uigennemskuelighed, dårlig brug af ressourcer og ringe sammenhæng mellem handling og konsekvens. Følgen bliver massiv utilfredshed. Både blandt medarbejderne og blandt brugerne. Det var sådan, tingene fungerede i Sovjetunionen og østlandene, og det er sådan de fungerer i Danmark. Verdenshistorien har endnu til gode at se en planøkonomi, der fungerer.
På trods af de mange problemer i sygehusvæsenet er der i det halvsocialistiske Danmark pudsigt nok en massiv konsensus om, at sundhedsydelser kun kan varetages på forsvarlig vis af offentlige hospitaler. Danskerne bør derfor ikke beklage sig. De er kollektivt med til at opretholde det syge sundhedsvæsen, der ikke leverer varen.
André Rossmann