Debatindlæg af Christian N. Eversbusch
Der er i dag testkøer overalt i bybilledet, og der er testkøer overalt på landet, og der er testkøer overalt i provinsen. Vi er af den opfattelse, at der ikke burde være testkøer, da de prøver og den podning, de fører os frem til, er helt uden betydning for os. De viser nemlig alle det samme: HIV-positiv. Dette skyldes, at de prøver, vi får taget, er udviklet til at fastslå, om en person har AIDS eller ej. Det blev de udviklet til, men den person, der fandt på den prøve, de fleste teststeder bruger, hed Peter Dobson, og han er død, så der var ingen, der kunne spørge, om han nogensinde havde ment, de skulle bruges til covid. Her havde han sagt nej, det egner de sig slet ikke til. For der er ingen bestemte resultater af de prøver, vi får taget, da disse alle er enten utilstrækkelige eller direkte fejlagtige. Det er dette, der er tilfældet, ja, for vi har ikke gjort, hvad vi skulle.
Vi skulle have insisteret på at lære testgrundlaget at kende, men det har vi ikke gjort, for vi troede at kende det. Vi kendte ikke vores pærer, vi kendte ikke vores æbler – kriterierne for undersøgelsens holdbarhed – men vi troede på, det var sikkert at bruge dem som grundlag. Det var det ikke. Således har Anthony Fauci – USA’s berømmede svar på Søren Brostrøm – der er ved at blive afsløret som en af bagmændene bag covid19-konstruktionen – misbrugt PCR-testen til at få så mange falske positive, som muligt, hvilket kun har kunnet lade sig gøre, fordi han har brugt falske værdier beregnet ved, at man har indsat flere prøvningsfrekvenser i testens forløb. Dette er det samme som at sige, at man lader et piskeris piske fløde fem minutter længere, end man normalt gør, når man laver flødeskum, for da til sidst at udbryde: ”Åh, nej! Se, jeg er kommet til at lave smør!” Dvs. man lader, som om at man ikke ønsker at se resultatet – nemlig falske positive – men man ved udmærket godt, at det er det resultat, man vil ende med, når man bærer sig ad, som man gør.