Penge til ensomme, isolerede ældre på københavnske plejehjem ?

Dansk Folkepartis medlem af Borgerrepræsentationen, Finn Rudaizky, foreslår nu, at Borgerrepræsentationen, ved april måneds fordeling af overførselsmidler, bakker op om Ældre Sagens ønske om, at gøre noget særligt for de mange ældre borgere på københavnske plejehjem.
“Mange af vore ensomme og isolerede ældre, har mistrives under Corona-krisen, og det vil være anstændigt rigtigt at tilbyde disse borgere en hjælpepakke”, siger DF’s Finn Rudaizky.
“Vi vil derfor stille forslag om en bevilling på 10 millioner kroner, som skal målrettes individuelle aktiviteter og underholdning på vore plejehjem. Pengene skal kunne bruges individuelt på de forskellige plejehjem, enten inden- eller udendørs”, mener Finn Rudaizky.
“I betragtning af, at S, SF, R, Venstre, Alternativet og Enhedslisten, har bevilget over 10 millioner kroner til en tre meters flytning af springvandet på Rådhuspladsen, så bør der også blive råd til at gøre en ekstra indsats for vore ældre på plejehjem. Og så meget desto mere, for de samme partier har allerede brutalt fjernet de penge, som DF i København, før Corona-krisen, fik kæmpet igennem til udvidede aktiviteter for de ældre”, understreger Finn Rudaizky.
Forslaget vil blive behandlet på et kommende møde i Borgerrepræsentationen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)